Her er et overblik over de enkelte kapitler:
Del 01 - "Drømmejob" koncertfotograf?
Del 02 - Juridiske spørgsmål
Del 03 - Koncertfotograferingens særlige forhold
Del 04 - Adfærd i "graven"
Del 05 - Passende udstyr til koncertfotografer
Del 06 - Professionelle (koncertfotografi-) tip og tricks
Del 07 - Billedkomposition (Del 1)
Del 08 - Billedkomposition (Del 2)
Del 09 - Anbefalede kameraindstillinger
Del 10 - Efterspillet
Forord
Det er blevet standard, at akkrediterede fotografer kun må fotografere tre sange. Der er naturligvis undtagelser, men så snart man ønsker at fotografere en mere kendt kunstner eller et mere kendt band, bliver man nødt til at acceptere at fotografere i kun tre sange. Derudover er lysforholdene ekstremt svære at vurdere, da de fleste koncerter (især pop- og rockkoncerter) ændrer sig konstant - og hurtigt.
Vi koncertfotografer er ikke velsete af alle involverede parter: Vi er ofte til gene for de øvrige tilskuere (mindst dem på første række). Vi giver arrangøren ekstra arbejde (akkrediteringen). Sikkerhedsfolkene ser os skævt, fordi sikkerhedsaspekter taler imod at fylde graven foran scenen med pressefotografer. Musikere føler sig ofte forstyrrede, selv når vi fotograferer uden blitz.
Vi er tæt på, og musikerne bemærker os derefter. Det kan distrahere dem fra at fokusere på musikken og publikummet. Derfor er "Diskret opførsel" også koncertfotografernes øverste bud. Musikmanagerne kan heller ikke lide os, for de ville helst censurere alle fotos, der ikke passer dem, især hvis de viser protegéerne i mindre flatterende positurer.
Og sidst, men ikke mindst, er juridisk know-how blevet stadig vigtigere for koncertfotografer. Billeder kan hurtigt blive offentliggjort - men uden (skriftlig!) tilladelse er det en "modig" handling!
Alligevel er fotografering ved koncerter ekstremt spændende. Måske netop fordi betingelserne er så vanskelige? Og helt sikkert også fordi stemningen ved livekoncerter giver en smuk ramme.
Derudover gavner vores fotos også af brugen af avanceret eventteknologi, især lysshows. Imponerende billeder er ofte resultatet af vores bestræbelser; de er en blanding af fotografens kunnen, det rigtige udstyr, de fantastiske lyseffekter og, ligesom med næsten alle gode fotos, en lille portion held.
Jens Brüggemann, november 2013
Figur 0-1: God læselyst ønsker Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de.
(Foto © 2013: WHG Neuse)
"Drømmejob" koncertfotograf?
Koncertfotografering er utvivlsomt en af de mest populære genrer inden for fotografering. Ingen steder kan man så hurtigt som her få spektakulære scener foran linse, for koncertfotografer nyder godt af koncertarrangørers og kunstneres nødvendighed af at tilbyde en imponerende show for at være succesfuld over for publikummet.
Afhængigt af musikstilen er der naturligvis også undtagelser, der ikke kræver en spektakulær show, men man kan sikkert hævde, at flertallet af alle betydningsfulde koncerter ikke længere kan undvære en avanceret lys- og sceneshow. Og også kunstnerne stræber i de fleste tilfælde efter ikke kun at fremføre deres sange teknisk perfekt, men - med masser af "action" (man tænke for eksempel på affyringen af kanonen hos AC/DC eller den kollapsende "mur" hos Pink Floyd/Roger Waters) - nærmest "teatralsk" at præsentere sig.
Figur 1-1: Selv Kylie Minogue (her i Berlin under hendes "Aphrodite - Les Folies" turné 2011) er klar over billedernes magt. En imponerende show har været en del af hendes koncerter i årevis. Avancerede sceneopstillinger, akrobatiske dansere, fantastiske kostumer - alt dette giver nok for publikums øje, så de dybt imponeret kan gå hjem efter koncerten. Den musikalske nydelse synes til tider at træde i baggrunden ...
(Foto © 2011: DAVIDS/Sven Darmer - www.svendarmer.de)
Hvis man tænker tilbage på punkens begyndelse, i halvfjerdserne, kan man roligt hævde, at sangteknisk perfektion ved mange koncerter snarere er underordnet - så længe showet er i orden og bandet spreder god (pogo-) stemning.
Men allerede i årtierne før var der bands, der forstod, at koncertgæster kom ikke kun på grund af musikoplevelsen, men at, ud over fællesskabsfølelsen, spiller det visuelle også en stor rolle for succesen eller fiaskoen ved koncerter. The Who for eksempel blev først kendt og til sidst også berømt, da Pete Townshend ved livekoncerten i 1964 i The Railway Tavern i London ved et uheld stødte sin guitarhals mod den for lave loft og brød den af. I vrede knuste han omgående resten af guitaren, hvilket koncertgæsterne modtog med sådan begejstring, at denne guitarødelæggelse på slutningen af hver koncert i lang tid blev en fast - og af publikum elsket og derfor også forventet ved enhver koncert - standardprogram for The Who.
At denne publikumstiltrækkende "action" for øvrigt førte til, at The Who, på grund af ugentlige knuste guitarer, i lang tid kun skrev med røde tal og kæmpede for økonomisk overlevelse, skal kun nævnes i forbifarten her. Pete Townshend nægtede nemlig at bruge billigere guitarer ved sine koncerter. Han insisterede på at spille med sin kvalitetsguitar ved hver koncert, som uundgåeligt blev spektakulært ødelagt til sidst. Og også trommeslager Keith Moon lod sig ikke stoppe i at ødelægge sit trommesæt på en dramatisk måde, hvor han endda flere gange brugte sortkrudt, dog resulterede det en gang, den 17. september 1967, i skader på bandmedlemmerne under en koncert i et tv-studie (denne gang havde han brugt for meget sortkrudt).
Skønt The Who var de første, der opnåede opmærksomhed - og succes - ved at ødelægge deres instrumenter, var det tre år senere, at Jimi Hendrix (borgerligt: James Marshall Hendrix) ved at brænde sin stadig brølende Fender Stratocaster på scenen brændte sig ind i musikelskernes kollektive hukommelse. I modsætning til The Who iscenesatte han ikke kun brændingen af sin guitar som ren ødelæggelse, men nærmest bønfaldende understøttede flammerne med sine hænder, hvilket måske kunne ligne en offergave til musikguden - og pådrog sig forbrændinger på fingrene, der måtte behandles på hospitalet. Men fra nu af var Jimi Hendrix en legende. Billedets magt!
(Resultatet var, at The Who og Hendrix fremover nægtede at optræde bag hinanden ved store koncerter for ikke at virke som en billig kopi af den anden. Ved Monterey Pop Festival 1967 i Kalifornien, hvor begge allerede var booket, besluttede festivalarrangørens møntkast i øvrigt, hvem der fik lov at spille først).
Figur 1-2: Det behøver ikke altid at være ødelæggelse eller offergave. Afhængig af musikgenren passer det heller ikke at smadre sine instrumenter. I stedet viser nogle kunstnere kunstneriske showindslag. Om klaveret lyder bedre, når Dick Brave alias Sasha står på ét ben og drejer rundt som en piruettekastende kunstskøjteløber (og spiller samtidig), er et åbent spørgsmål. Men det ser godt ud, og publikum elsker det. Og vi fotografer nyder det i sidste ende også, når der er lidt "action" på scenen...! Nikon D4 med 1,4/85mm-Nikkor. 1/400 sekund, blænde 2,5, ISO 2500.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
De smukke og mindre smukke sider af koncertfotografi
Figur 1-3: Ved koncertfotografi mødes to forskellige interesser: at lytte til musik og fotografi. Sandsynligvis er koncertfotografi derfor så populært blandt mange fotografer. En ofte uklar retsstilling, organisatoriske problemer med at skaffe akkreditering, uforskammede klausuler i kontrakter og begrænsningen af fotograferingstiden til ofte kun 1-3 sange er dog skyggesiderne ved denne spændende genre. Nikon D4 med 2,8/14-24mm vidvinkel-Nikkor ved en brændvidde på 14mm. 1/640 sekund, blænde 2,8, ISO 4000.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
De smukke sider af koncertfotografi
Koncertfotografer kan forene to af deres interesser: fotografering og musiklytning. Hvis man også gerne deltager i store begivenheder for at være en del af fællesskabet, vil man føle sig særligt godt tilpas ved koncerter, da trængsel i koncertsaler (og ofte også i pressegraven) uundgåeligt er en del af det. Men på denne måde lærer man også hurtigt andre mennesker at kende; fællesskab; hvilket også er en smuk aspekt af dette arbejde. Koncertgæster er generelt "i godt humør", har det sjovt, vil more sig. På den måde er det et meget behageligt miljø at tage billeder i (medmindre man tager den frie udsigt væk fra fansene på de forreste rækker, hvilket især hos teenagere kan føre til grimt brok).
Figur 1-4: Koncerter er massebegivenheder. Her kommer koncertgæsterne for at more sig og have det sjovt. Afhængigt af hvilken kunstner eller gruppe der optræder, er publikum enten overvejende kvindeligt og meget ungt (som på dette billede, der blev taget lige før en koncert med Tim Bendzko ved Zeltfestival Ruhr den 24. august 2012) eller gråhåret og med "meget livserfaring". Eller ikke sjældent en blanding. Nikon D4 med 2,8/14-24mm vidvinkel-Nikkor ved en brændvidde på 14mm. 1/100 sekund, blænde 4, ISO 3200.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Som tidligere sagt nyder vi fotografer meget "action" og teatralik fra de optrædende kunstnere og deres spektakulære sceneshows.
Specielt lyseffekter er ekstremt effektfulde, og ethvert selv det enkleste billede fungerer allerede, hvis billedet blev taget under en speciel belysningssituation (forudsat at den korrekte eksponering fandt sted).
At fotografere koncerter er ikke som arbejde. Det er mere som en fritidsbeskæftigelse, en oplevelse, der er sjov. Men det skal ikke skjule, at koncertfotografi både i planlægning og forberedelse og i efterbehandlingen kan kræve betydelig indsats. Men mere om det senere.
Figur 1-5: Stemningsfulde lys effekter især i baggrunden sørger for (lys) variation og garanterer, at det visuelt ikke bliver kedeligt, selvom der ellers ikke sker så meget. Her ses Milow til koncert den 1. september 2011. Nikon D3S med 4/24-120mm-Nikkor ved en brændvidde på 24mm. 1/200 sekund, blænde 4, ISO 1600.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Figur 1-6: En yderligere fordel ved koncertfotografi er, at vi som billedjournalister kan komme så tæt på stjernerne som ingen andre fra publikum. Vi ser detaljer (f.eks. mimik eller sangtekster klistret på scenegulvet), som ingen andre fra publikum kan opfatte. Kort sagt står vi i første række - selvom det kun er for tre sange. Her ses Adel Tawil fra duoen ich & ich ved koncerten den 1. september 2010 i Bochum/Witten som en del af Zeltfestival Ruhr. Nikon D3S med 2,8/24-70mm-Nikkor ved en brændvidde på 24mm. 1/640 sekund, blænde 3,2, ISO 3200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
De mindre smukke sider af koncertfotografi
Men der er også skyggesider ved koncertfotografi, da koncertfotografer arbejder under alvorlige begrænsninger:
• Som regel må man ikke bruge sit eget lys. Man er derfor afhængig af det, som koncertarrangøren har planlagt af belysning.
• Antallet af sange, hvor der kan fotograferes, er normalt fastsat. Det er normalt de første tre sange. Ikke mere. Nogle gange er det dog endnu mindre: Ved "The Wall"-konserten med Roger Waters den 7. september 2013 i Düsseldorf var det f.eks. kun tilladt at fotografere under den første sang. Koncertfotografer føler sig derfor altid en smule "hastet" for at levere et godt foto trods de tidsmæssige begrænsninger.
• Koncertfotografer har ingen indflydelse på placering, poser, mimik, osv. hos de fotograferede kunstnere.
• Brugen af fotografierne begrænses ofte kraftigt af bands management eller koncertarrangøren. De må f.eks. ofte kun bruges til aktuel reportage.
• Koncertfotografer må normalt kun bevæge sig i et meget lille område, som ofte er direkte foran scenen og af perspektivmæssige årsager ikke optimalt, hvilket skyldes den lavere position i forhold til musikerne på scenen, hvilket betyder, at de fleste koncertfotos har den typiske perspektiv (fotograferet nedefra og skråt op).
• Koncertfotografer får ofte meget nøje foreskrevet, hvor længe og fra hvor de må fotografere kunstneren eller kunstnerne (f.eks. fra hvilken side). Ved en Britney Spears-optræden var man f.eks. kun tilladt at fotografere de første 30 sekunder af de første tre sange (hvilket resulterer i en samlet fototid på 1,5 minutter!), da managementet ikke ville have sveddråber på billeder af deres stjerne... Ved en koncert med Robbie Williams gik managementet endda så langt, at de præcise synsvinkler, hvorfra der måtte fotograferes, blev fastlagt i kontrakten.
Figur 1-7: Koncertfotos tages normalt under strenge restriktioner. En af dem er den stort set fastlagte kameraposition: Hvis graven, hvorfra der fotograferes, ligger direkte foran scenen, er fotografens eneste mulighed at fotografere med vinklet kameraholdning nedefra og op. Effekten forstærkes, jo tættere musikerne befinder sig ved scenekanten, og jo mindre scenen er. Så ser man i værste fald knap hovederne på musikerne, mens skoene og benene står i forgrunden. Her har jeg den 20. august 2011 taget billeder af Culcha Candela til koncert, de var så tæt på scenen foran mig, at jeg kunne have løsnet deres snørebånd ...
Man kan mildne denne konsekvens lidt, hvis man ikke fotograferer de musikere, der står direkte foran en på scenens kant, men derimod dem, man let kan fotografere lidt til siden og som er en smule længere væk (derefter ikke med en vidvinkel-, men snarere med et teleobjektiv). Nikon D3S med 4/24-120mm-Nikkor ved en brændvidde på 98mm. 1/400 sekund, blænde 4, ISO 3200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Koncertfotografer føler sig ofte som uønskede "forstyrrelser": for bands, publikum, sikkerhedspersonale, arrangører osv.:
• Musikere er mistænksomme. De er bange for at blive fotograferet på et uheldigt eller endda pinligt øjeblik. De sidestiller koncertfotografer med paparazzi.
• Andre koncertgængere føler sig til tider forstyrret af fotograferne. I det mindste kan tilskuerne på de første rækker slet ikke lide det, når fotografer bliver sluppet ned i graven og stiller sig mellem scenen og de første publikumsrækker. De er simpelthen i vejen.
• For sikkerhedspersonalet betyder tilstedeværelsen af koncertfotografer for det første mere arbejde og for det andet en øget sikkerhedsrisiko. Desuden forstyrrer koncertfotograferne under opgaver, hvor eksempelvis tilskuere, der er besvimede, skal fiskes ud af mængden og bæres ud til sanitetsfolkene gennem graven.
• For arrangørerne betyder koncertfotografer mere arbejde. Og hvem ved alt det, der skal organiseres i forbindelse med afholdelsen af en koncert eller et festival, kan forstå, at al ekstra indsats simpelthen er "irriterende".
• For kollegerne, de andre koncertfotografer, betyder hver ekstra fotograf i graven, at arbejdet bliver sværere, fordi fotograferne uundgåeligt (men utilsigtet) hindrer hinanden. Dette gælder i det mindste ved koncerter med mere kendte bands, hvor der naturligvis også akkrediteres mange flere fotografer.
Konklusion
Koncertfotografer er af de færreste "elsket"; de tolereres blot. Men selvom ingen vil indrømme det, er koncertfotografer ikke helt overflødige, for de er dem, der skaber og spreder reklameværdige billeder fra arrangementerne, som igen gavner alle andre. Hvis nemlig dækningen af koncerterne udebliver, vil der være meget færre koncertarrangementer og dermed flere arbejdsløse musikere, mere arbejdsløst sikkerhedspersonale, flere arbejdsløse arrangører osv. Det er derfor tilstrækkelig grund for enhver koncertfotograf at gennemføre sine interesser selvsikkert, selvom der er modstand.
Tegning 1-8: Også her ved Jan Delay-koncerten den 28. august 2010 var der nogle lange ansigter, da vi fotografer, lige ved koncertens start, blev sluppet ned i graven. Pigerne på de første rækker troede, at de havde en uforstyrret udsigt til deres idoler - indtil vi kom. I sådanne tilfælde anbefales det blot at informere tilskuerne på første række kort om, at man efter de første tre sange igen forlader feltet, så de også kan nyde størstedelen af koncerten uforstyrret. Det beroliger hurtigt de ophidsede fans. Nikon D3S med 2,8/24-70mm-Nikkor ved en brændvidde på 24mm. 1/100 sekund, blænde 3,5, ISO 3200.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Muligheder for nybegyndere
Generelt gælder: Jo mere berømt og populær kunstneren eller kunstnerne er for øjeblikket, desto vanskeligere bliver det at opnå en "officiel" status som akkrediteret fotograf. Især nybegyndere inden for koncertfotografi har derfor svært ved at få akkreditering. Arrangørerne skal også forstå, at de naturligt betragter enhver akkrediteringsanmodning mistænksomt. Helt sikkert er der nok musikelskere og fans, der frit efter mottoet "hvis jeg tager et kamera med, behøver jeg ikke betale entré" forsøger at få et koncertoplevelse gratis - som påstået fotograf.
Hvis kunstneren eller bandet dog stadig er forholdsvis ukendt eller i øjeblikket ikke længere er repræsenteret på hitlisterne, så burde det være lettere at få en akkreditering, fordi journalister, der ønsker at rapportere om koncerten, også vil være mere sjældne.
Hvis man slet ikke har nogen erfaring som koncertfotograf, bør man bedst - til øvelse - deltage i koncerter, der er åbne for alle. Sådanne findes f.eks. i mange bymidter hver sommer. Adgangen er gratis, og mange festivaler har alligevel - og takket være sponsorerne - fantastiske livekoncerter på programmet.
Tegning 1-9: I sommermånederne er der mange "ude og gratis" -festivaler (her et snapshots fra Mega! Mega!-koncerten den 12. juli 2013 ved Bochum Total), hvor man måske ikke lige kan forvente internationale topstjerner, men hvor der hyppigt optræder interessante nykommer og nationalt kendte kunstnere. Disse festivaler er fremragende til nybegyndere i koncertfotografi; man skal blot om nødvendigt kæmpe sig gennem menneskemængden, når man kommer for sent, for at få en bedre position (helst på første række). Nikon D800 med 2,8/70-200mm-Nikkor ved en brændvidde på 70mm. 1/125 sekund, blænde 5,6, ISO 800.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Hvis man skynder sig og kommer en halv time før koncertstart til scenen, kan man helt sikkert få en af de ledige pladser på første række, hvorfra det er muligt at fotografere fremragende, f.eks. med et telezoomobjektiv (på grund af den lidt større afstand til scenen).
Man har dog ikke - i modsætning til i pressegraven - under koncerten mulighed for frit at ændre sin position (hvis man ikke ønsker at forstyrre de andre koncertgængere), men standpunktet fra publikum har også fordele i forhold til et standpunkt i graven: På grund af den lidt længere afstand til scenen (mest 3-4 meters forskel) er det muligt at tage billeder, der ikke viser perspektivet så meget nedefra. Således kan man fotografere musikerne mere frontalt - og ikke så markant nedefra.
Tegning 1-10: Selv nybegyndere inden for koncertfotografi har mulighed for at skabe imponerende fotos af musikere under deres koncerter. Velegnede hertil er offentlige, åbne koncerter, som ofte finder sted om sommeren i mange bymidter. Der behøves ingen akkreditering, man fotograferer bare fra publikum. Hvis man formår at være en halv time før koncertstart ved scenen, kan man som regel få en plads på første række (forudsat at bandet ikke lige er ved at indtage hitlisterne og er så populære, at groupierne allerede timer før optager de bedste pladser).
Der har man næsten lige så gode betingelser for at fotografere som fra pressegraven - man står blot en smule længere væk fra scenen end pressefotograferne. Denne ulempe kan man blot udligne ved f.eks. at bruge et telezoom. Velegnet hertil er f.eks. 2,8/70-200mm, som næsten alle producenter tilbyder.
Denne optagelse af KMPFSPRT-koncerten fandt sted den 13. juli 2013 ved Bochum Total. Nikon D800 med 2,8/70-200mm-Nikkor ved en brændvidde på 200 mm. 1/640 sekund, blænde 5, ISO 1000.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Disse "ude og gratis" festivaler er særligt velegnede til træning, fordi det er længere lyst i sommermånederne. Dette gør lysforholdene på scenen for os fotografer ofte meget lettere at mestre end f.eks. ved koncerter indendørs (såsom haller, klubber, telte osv.).
Bemærkning
Det afgørende inden for koncertfotografi er, at nybegynderen for det første har ambitionen om at lave så hurtigt som muligt gode til ekstraordinære fotos af kunstnerne (for at kunne åbne flere døre med disse referencer), for det andet besidder fleksibilitet og udholdenhed til at fortsætte sin vej, selv når der er modstand, og for det tredje er villig til at løse organisatoriske og juridiske problemer ud over de fotografiske opgaver.
Fremtidsudsigter for koncertfotografer
Fremtidsudsigterne for koncertfotografer er dystre. Mørkere end lysforholdene i de dunkle klubber, hvor kun de lokale og de mindre kendte grupper optræder.
Men hvorfor er det sådan?
• På grund af teknologisk udvikling (internetnøgleord) er salgstallene for lydoptagelser ubarmhjertigt faldet i årevis, hvilket har ført til, at musikerne i dag kun sjældent kan leve af indtægterne fra salget af lydoptagelser. Mens koncertturnéerne tidligere havde til formål at fremme salget af lydoptagelser, er det i dag næsten omvendt: Royalties fra cd-salg og downloads er så lave, at turnéerne skal tjene penge. Dette har medført, at rapporteringen med ord og billeder fra koncertmanagerne bliver mere end kritisk: De har nu stor indflydelse på, hvem der må rapportere om koncerterne, hvordan og hvornår. Dette er sket på bekostning af den frie rapportering og dermed også på bekostning af presse mangfoldighed og frihed.
• I forbindelse hermed er vilkårene for fotograferne blevet gradvist forringet. Inden for få år har det internationalt etableret sig, at fotograferne ikke længere kan rapportere med billeder fra hele koncerten, men kun fra de første tre sange. Det katastrofale er, at der aldrig kom en solidarisk råb fra de berørte medier og deres fotografer, og disse begrænsninger blev blot accepteret. I dag er fotograferne næsten taknemmelige, hvis de får lov at fotografere de første tre sange uforstyrret, fordi ikke så få bands (og deres managere og koncertarrangører) har yderligere begrænset fotograferingstilladelsen endnu. Der er nu nok eksempler, hvor fotografering kun er tilladt under det første sang, eller fx kun under de første 30 sekunder af de første tre sange (fordi ledelsen kun ønsker at se fotos af deres "friske" udseende kunstnere i omløb). Og også kunstnerne er ofte forfængelige og ønsker ikke fotos, hvor svedigt hår og sløret makeup er synlig.
• Priserne på fotos er måske ikke faldet betydeligt, forblev relativt konstante; men omkostningerne for fotograferne (for deres udstyr, for at rejse til koncerter, for billedredigering og datasikkerhed osv.) er steget enormt. Fortjenesten er derfor blevet næsten betydningsløs lille.
• Konkurrencen (også fra amatør fotografer) er vokset. Det er næsten en god stil, når en amatør fotograf kan hævde at tjene penge på sin hobby (også selvom han måske slet ikke har brug for det som lærer, tandlæge, manager osv.). Mens professionelle fotografer går til deres aktiviteter (skattemæssigt) korrekt, foregår salget af fotos fra mange amatører desværre ofte i skyggeblandet af sort arbejde.
• I "spar er smart" og internettets "gratis mentalitet"s tidsalder er det (ikke kun) svært for koncertfotografer at finde købere til deres optagelser til kommerciel brug (f.eks. tryk i magasiner eller offentliggørelse på internettet), der er villige til at betale penge.
• Ikke kun amatør fotografer konkurrerer med koncertfotografer. Næsten enhver koncertdeltager tager fotos og videoer med deres mobiltelefoner under koncerten, som straks bliver lagt på nettet. Hvis aviser rapporterer timer eller dagen efter (altså dagen efter) begivenheden, virker de professionelle billeder allerede forældede og pinligt uaktuelle.
• Da antallet af koncerter er steget inflationært på grund af faldende pladessalg (for eksempel spillede Arctic Monkeys 4 gange på 1,5 år i Berlin uden at have udgivet et nyt album i denne periode 2009-2010), er den offentlige interesse for rapporteringen herom faldet betydeligt. Tidligere var en koncert noget særligt. I dag overvejer folk, om de skal til koncert, grille eller i biografen næste weekend. Koncertbesøg er ikke længere noget særligt.
• Topartister har ofte strenge kontrakter; koncertfotografer, der ikke har en stor avis i ryggen og er usikre på juridiske spørgsmål, holder sig hellere fra at blive akkrediteret; af frygt for ikke at kunne udnytte fotosene alligevel.
Konklusion om emnet
Der er desværre næsten ingen koncertfotografer, der kan leve af salget af deres koncertbilleder på fuld tid. Yderligere ben og indtægtskilder (f.eks. som celebri eller pressefotograf) er derefter nødvendige.
Figur 1-11: Mobiltelefoner, der holdes højt for at tage billeder, er nu standard ved koncerter. Fans tager billeder og videoer, der ofte øjeblikkeligt bliver lagt på nettet, hvilket juridisk kun kan betragtes som "meget modigt". Denne tilgang gør også livet svært for professionelle fotografer, for hvem er interesseret i en professionel rapportering, når der allerede er dusinvis af billeder og videoer (og en masse kommentarer til disse) på facebook & Co under koncerten? Nikon D800 med 2,8/70-200mm-Nikkor ved en brændvidde på 70 mm. 1/200 sekund, blænde 5,6, ISO 1000.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Illustration 1-12: Kun den der kan kæmpe sig igennem modstand, ikke give op så hurtigt og have ambitioner, vil kunne etablere sig som koncertfotograf. Men en fotograf kan ikke længere leve alene af salg af sine koncertfotos. Billedet viser Marius Müller-Westernhagen ved hans "Hottenmusik" koncert den 23. september 2012 i Berlin. Canon EOS-1D Mark IV med EF 4/24-105mm ved en brændvidde på 24mm. 1/160 sekund, blænde 4, ISO 1000; blændeautomatik.
(Foto © 2012: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
