Her er en oversigt over de enkelte kapitler:
Del 01 - "Traumjob" koncertfotograf?
Del 02 - Juridiske spørgsmål
Del 03 - Særlige forhold ved koncertfotografi
Del 04 - Opførsel i "graven"
Del 05 - Passende udstyr til koncertfotografer
Del 06 - Tips og tricks fra (koncertfoto-) professionelle
Del 07 - Billedkomposition (Del 1)
Del 08 - Billedkomposition (Del 2)
Del 09 - Anbefalede kameraindstillinger
Del 10 - Efterspillet
Figur 2-1: Som en erfaren fotograf forbavses man altid over "modet" hos mange koncertgæster, der ubekymret tager billeder (og også videoer) af koncerten med deres mobilkameraer - uden tilladelse - og endda deler dem sløset på facebook, Youtube og andre internetsider ... Nikon D800 med 2,8/70-200mm Nikkor med en brændvidde på 170 mm. 1/200 sekund, blænde 4,5, ISO 800.
(Billede © 2013: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Erfarne koncertfotografer kan "synge en sang" om, hvor svære forhandlinger med koncertarrangørerne ofte er, som selv står over for forhandlinger med kunstnerne - eller deres management. Koncertarrangører videregiver regelmæssigt kun de restriktioner, de har fået pålagt fra kunstnersiden. De har ofte ikke meget spillerum.
Figur 2-2: Kylie Minogue til koncert på Aphrodite-Les Folies Tour 2011 den 1. marts 2011 i Berlin. Denne sangerinde, eller rettere sagt hendes management, betragtes af indsidere som en af de "sværeste" forhandlingspartnere, når det kommer til at give tilladelse til fotos (og senere publicering af billederne). En tommelfingerregel gælder (med nogle få prisværdige undtagelser som f.eks. U2, Scorpions, Westernhagen og andre): jo mere kendt kunstneren er, desto vanskeligere er forhandlingerne om fototilladelsen og offentliggørelsen af billederne. Hvis en stjerne (eller management) ikke bryder sig om, at fremmede professionelle fotografer tager billeder under koncerten, kan det forekomme, at fotografering hurtigt bliver forhindret.
Der træder så en "husfotograf" til, der dermed eksklusivt kan tilbyde fotos fra koncerten - naturligvis efter aftale med managementet (som med et veto kan sortere de utilfredsstillende fotos ud). Canon EOS-1D Mark IV med EF 2,8/400mm L IS USM. 1/250 sekund, blænde 2,8, ISO 1000.
(Billede © 2011: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
"En særlig form for binding er dog, at billederne kun må gives til et medie, altså en avis, skal fjernes fra arkivet efter en bestemt tid og/eller skal forelægges managementet til godkendelse før offentliggørelsen. Censur." (Koncertfotograf Sven Darmer, i fotobogen "Koncertfotografi" af Brüggemann, Becher, Meister, Darmer, Lippert; mitp Forlag, 1. udgave 2012).
Hvorfor kan kunstnerne dog - gennem koncertarrangørerne - så ensidigt gennemtvinge deres krav over for fotograferne? Trods alt findes der pressefrihed, som skal muliggøre en censurfri rapportering. For at forstå den juridiske side af denne ugunstige konstellation for fotografer (kunstnere eller deres management forhandler om koncerten med koncertarrangøren, som derefter som forhandlingspartner med fotograferne fastsætter betingelserne for at fotografere) skal man forstå virkningerne af "rettigheden til det afbillede person til eget billede" og "husretsprincippet", hvorfor begge vil blive forklaret lidt nærmere.
Figur 2-3: Robbie Williams (her ved gratiskoncerten den 23. oktober 2009 i Berlin) har efterhånden afskaffet bindingsaftalerne, siden han var sammen med sin kæreste/kone Aida Fields. For få år siden havde optagelser som disse stadig sjældenhed, da det var svært at få akkreditering.
(Billede © 2009: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
2.1 Rettigheden til det afbillede person til eget billede
Hvordan ville du føle dig, hvis du en dag, under shopping i supermarkedet ved kassen, opdagede en cigaretæske, der har dit ansigt på? Og under dette står der (i overført betydning og i anførselstegn, for at antyde et originalcitat fra den afbillede person, altså dig): "Jeg ryger med glæde XYZ-cigaretter! Kun disse giver mig selvtillid og gør mig lykkelig!" Ville du være begejstret? Eller ville du føle dig udnyttet? For du blev trods alt ikke spurgt, om du ønskede at lave reklame for et cigaretmærke; og du fik heller ikke honorar ...
Og hvordan ser det ud, hvis du er en overbevist ikke-ryger, fordi du har den - også videnskabeligt beviste - holdning, at cigaretter er skyld i millioner af menneskers død? Hvad ville dine første spontane tanker være, hvis du så dit ansigt på en af disse dødbringende cigaretpakker?
"Det kan da ikke være rigtigt! De kan da ikke bare gøre det! Uden at spørge mig! Nå, de vil høre fra min advokat!" Sådan eller lignende vil din første reaktion helt sikkert være. Og din advokat vil også bekræfte, at du har gode chancer for at sagsøge tobaksindustrien for underlæggelse og erstatning, fordi "rettigheden til det afbillede person til eget billede" siger, at enhver selv bør kunne bestemme, om der overhovedet og i hvilken sammenhæng der skal offentliggøres billeder af en.
§ 22 KunstUrhG
"Billeder må kun spredes og vises offentligt med samtykke fra den afbillede. Samtykket anses for givet, hvis den afbillede modtog en betaling for at lade sig fotografere. (…)“
For vores nævnte tilfælde, dit billede på cigaretæskerne, betyder dette: Du blev hverken spurgt eller aflønnet for, at tobaksindustrien bruger dit portræt til reklame, hvilket betyder, at dine chancer for en vellykket retssag, hvis der ikke opnås en udenretslig aftale, er meget gode.
Men lad os vende tilbage til koncertfotografering. Nu opstår spørgsmålet, om der er undtagelser til denne paragraf, som alligevel tillader offentliggørelse af koncertfotos, selv uden udtrykkelig tilladelse fra de afbildede kunstnere (og koncertarrangørerne, se 2.2 Arrangørens husret).
Først og fremmest skal det undersøges, om koncertfotos kan offentliggøres, hvis man har betalt entré (og kunstneren har fået honorar for sin optræden). For § 22 i KunstUrhG siger: "Samtykke anses for at være givet, hvis den afbildede modtog betaling for at blive fotograferet.".
Men honoraret skal ikke anses som betaling for at blive fotograferet, men som betaling for at have optrådt musik. Ingen fotograf vil overbevise retten om, at det at lade sig fotografere er en del af kunstnernes pligter, hvis de får honorar for deres optræden.
Afbillede 2-4: Dick Brave (alias Sasha) får sit honorar for sine optrædener for at underholde publikum musikalsk. Det er ikke et fotohonorar, så ingen betaling for at lade koncertgæster og fotografer tage billeder og godkende offentliggørelsen af dem på nogen måde. Nikon D4 med 1,4/85mm Nikkor. 1/200 sekund, blænde 2,5, ISO 2500. Billedet blev taget ved den hyldestkoncert under Zeltfestival Ruhr den 26. august 2012.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Men findes der måske andre undtagelser, der stadig gør det muligt at offentliggøre koncertfotos? § 23 i KunstUrhG ("Lov om ophavsret til værker inden for de billedende kunster og fotografiet") nævner undtagelser fra det generelle forbud:
§ 23 KunstUrhG
"(1) Uden det krævede samtykke i henhold til § 22, må følgende spredes og udstilles:
• Billeder fra samtidsbegivenhedens område";
• Billeder, hvor personerne kun optræder som tilbehør ved siden af en landskab eller andet område;
• Billeder fra samlinger, optog og lignende begivenheder, som de afbildede personer har deltaget i;
• Billeder, der ikke er bestilt, men hvor spredningen og udstillingen tjener et højere kunstnerisk formål."
• vedr. 1.: Koncerter klassificeres regelmæssigt som samtidsbegivenheder, som kan rapporteres om uden særskilt tilladelse. Forudsat at der ikke krænkes andre rettigheder hos de afbildede eller tredjeparter, hvilket dog er tilfældet ved koncertarrangementer, med få undtagelser som "gratis-og-ude-koncerter," er dette regelmæssigt tilfældet (se 2.2 Arrangørens husret). Derudover skal rapporteringen af en koncertbegivenhed betragtes anderledes end situationen, hvor et musikers portræt, taget ved en koncert, bruges til kommercielle formål som f.eks. reklame for et bestemt produkt. Mens musikere skal acceptere rapporteringen, gælder det ikke for misbrug af billeder til reklameformål.
• vedr. 2.: Koncertfotos, hvor musikerne af billedlægtegrunde kun er meget små på den enorme scene, vil sandsynligvis heller ikke blive anset som frit offentliggjorte, for selv i sådanne optagelser er musikeren ikke at betragte som "tilbehør" ved siden af en "anden lokalitet". Udtrykket "tilbehør" skal derfor fortolkes ikke kun størrelsesafhængigt, men især ud fra betydningen i forhold til billedets udsagn. DJ Bobo kan se meget lille ud på en stor koncertscene, men han er vigtig for et billede, der viser et udsnit af hans koncert, og skal derfor ikke kun betragtes som "tilbehør".
• vedr. 3.: Når en musiker giver en koncert, har han juridisk set ikke deltaget i en "samling", en "optog" eller en "lignende begivenhed" i henhold til §23, stk. 1, s. 3 i KunstUrhG. Spørgsmålet her er nej; lovgiveren mente demonstrationer, marcher af politiske partier osv. Når en musiker giver en koncert, er dette ikke en af undtagelsesbetingelserne i KunstUrhG, der ville berettige til offentliggørelsen af fotos uden kunstnerens samtykke.
• vedr. 4.: Om normale koncertfotos tjener et "højere interesse for kunst" kan også betvivles. I det mindste er denne undtagelsesbetingelse heller ikke en fribillet for fotografer, der mener, at de kan offentliggøre koncertfotos på denne baggrund.
Afbillede 2-5: Ingen - heller ikke personer af offentlig interesse - skal frygte, at tredjeparter frit kan bruge fotos eller videooptagelser, hvor den pågældende person kan identificeres. Især kan disse ikke bruges til merchandisingformål uden samtykke fra den afbildede. På den anden side ser det anderledes ud med den redaktionelle rapportering: Personer af offentlig interesse (politikere, musikere, betydningsfulde direktører i store virksomheder, mennesker fra high society osv.) skal acceptere, at der rapporteres om dem eller deres handlinger (medmindre disse er for private eller intime).
Men gælder dette også for normale koncertfotos? Billedet viser Tim Bendzko ved koncerten den 24. august 2012 under Zeltfestival Ruhr. Nikon D4 med 1,4/85mm Nikkor. 1/500 sekund, blænde 2,8, ISO 3200.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Konklusion om emnet
Retten til eget billede for den afbildede person som en speciel manifestation af den generelle personlighedsret skal forstås som beskyttelse af individet, således at andre ikke ubegrundet spreder/offentliggør deres portræt. Især til reklame- og merchandisingformål må billeder ikke bare bruges. For at undgå at denne ret underminerer pressefriheden, har lovgiveren oprettet undtagelsesbestemmelser (se §23 Abs. 1 KunstUrhG), som tillader pressefotografer at offentliggøre fotos af den afbildede person uden samtykke, hvis de f.eks. er af særlig historisk betydning. Nyere retspraksis anvender en trappet beskyttelsesmodel: I hvert enkelt tilfælde skal det vurderes, om optagelsen af den pågældende person er af historisk betydning, og om den derfor kan offentliggøres til formål med rapporteringen.
Det gælder: Jo mere en person er i offentlighedens interesse, desto mere kan billeder, hvor personen er afbildet, bruges til rapportering - også uden samtykke fra den afbildede person.
Imidlertid i praksis med koncertfotografering findes der en anden retskonstruktion, der muliggør fotografering og offentliggørelse af resultaterne gennem forhandlinger som en mulighed. Disse forhandlinger finder sted mellem musikere og koncertarrangører samt mellem koncertarrangører og fotografer. Dette muliggøres gennem koncertarrangørens "husret", som på grund af sin store praktiske betydning inden for koncertfotografering vi gerne vil se nærmere på.
2.2 Arrangørens husret
Forestil jer, at I afholder en fest derhjemme. Alle de venner og bekendte, I har inviteret, kommer til festen. I behøver ikke at lukke fremmede ind i jeres lejlighed, men I har selvfølgelig ret til at udvise ubehagelige gæster (f.eks. dem der starter et skænderi mellem gæsterne i fuldskab eller ødelægger jeres smukkeste møbler). I kan bestemme, hvilken musik der skal spilles, om fjernsynet skal tændes, og om gæsterne må træde på de nyplantede blomster i forhaven. Kort sagt: I har husret, og gæsterne skal følge jeres anvisninger! Hvis nogen ikke bryder sig om det, kan de gå eller endda ufrivilligt blive vist ud af lejligheden (hvis nødvendigt også med politiets hjælp).
Og det er også på samme måde i musikbranchen, hvor koncertarrangøren - i samråd med de optrædende kunstnere - bestemmer, hvad fotograferne (hvis de overhovedet får adgang) må og ikke må gøre. En tommelfingerregel er, at jo mere populære de optrædende kunstnere er i øjeblikket, desto stærkere er deres forhandlingsposition over for arrangøren. Dette betyder, at meget kendte kunstnere næsten kan få deres krav imødekommet næsten efter ønske - og arrangøren siger "ja" til det hele, bare for at muliggøre en optræden med musikeren.
Figur 2-7: Disse koncertfotografer var alle "akkrediterede". De havde tilladelse fra arrangøren til at fotografere under koncerten og også til at offentliggøre billederne. Inden koncerten havde der været aftaler mellem arrangøren ("værten") og sangeren, der optrådte (her: Jan Delay), om hvorvidt der måtte fotograferes, hvor længe, hvornår og i hvilket omfang de tagne billeder må offentliggøres. Især det sidste punkt, den kommercielle brug af de tagne optagelser gennem licensuddeling (der sælges normalt ikke det "fysiske" billede, men licensen til at offentliggøre det, f.eks. i magasiner, på hjemmesider osv.) griber ind i den nævnte husrets bestemmelse hos koncertarrangøren. Derfor bør man aldrig - kun fordi man ikke blev opdaget under fotograferingen under en koncert - offentliggøre eller videregive de tagne optagelser, medmindre man specifikt har skriftligt samtykke fra arrangøren hertil. Nikon D3S med 2,8/24-70mm Nikkor ved brugt brændvidde 24mm. 1/160 sekund, blænde 3,5, ISO 5000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Konklusion
"Arrangøren af en koncert har samtlige rettigheder, der hører sammen med denne. Dette inkluderer især husretten. Derfor kan han forbyde fotografen at tage og sælge fotos fra begivenheden eller fra de optrædende kunstnere. Det samme gælder for andre lukkede arrangementer, såsom sportsbegivenheder." (Fra lærebogen: "Fotografie und Recht", Kötz/Brüggemann, mitp-Verlag, april 2009, 34,95 euro, ca. 200 sider)
Figur 2-8: Når Mick Jagger (i øvrigt aktiv i musikbranchen i 52 år!) giver koncert med sine Rolling Stones, vil arrangørerne ikke stå fast på opfyldelsen af deres betingelser, hvis dette ville true bandets optræden. Billedet viser Mick Jagger ved Rolling-Stones-konserten i Berlins Olympiastadion den 15. juni 2003. På nuværende tidspunkt (2014) har Rolling Stones stået på scenen i over et halvt århundrede. Der har altid været rygter om bandets opløsning - interne skænderier, især mellem Mick Jagger og Keith Richards, blev regelmæssigt brugt som påskud - i bandets historie. Disse rygter har sandsynligvis også bidraget til, at koncerterne regelmæssigt var udsolgte - af frygt for en opløsning af bandet og måske sidste chance for at se Stones live. Dog var det sandsynligvis kun en del af Stones' geniale markedsføring, da de allerede i tresserne opbyggede deres image som "rock 'n roll's slemme drenge" selvom de faktisk kom fra gode, borgerlige forhold. (Foto © 2003: DAVIDS/Sven Darmer - www.svendarmer.de)
Som lige forklaret afhænger husretten af, at det er lukkede arrangementer. Dette betyder, at arrangementet ikke nødvendigvis skal afholdes i et "hus" for at husretten gælder. Selv arrangementer udendørs, der f.eks. er "lukket" af med et hegn, således at enhver ikke frit kan indtaste festivalområdet, er omfattet af husretten. Især ved mange musikfestivaler om sommeren er områderne, hvor arrangementerne finder sted, omgivet af et hegn eller en trævæg. Dette tjener primært til at opstille en eller flere kasser ved indgangene og kræve entré af festivaldeltagerne. At arrangøren derved også opnår husretten er en behagelig sideeffekt for denne. Det afgørende er imidlertid den frie adgang, der nu ikke længere er til stede på de fleste festivaler på grund af afspærringsforanstaltningerne.
Dog er der også musikfestivaler, der bevidst fravælger afspærring for at give enhver mulighed for at deltage i arrangementet gratis. Disse "gratis-og-ude-arrangementer" organiseres som regel med stort engagement og støttes af kommunen af kulturelle årsager. Disse arrangementer er ikke tænkelige uden sponsorerne, der bruger arrangementerne til at opbygge et positivt brandimage hos målgruppen.
Figur 2-9: Bochum Total er en sådan vellykket (og etableret i årevis) musikfestival, der årligt finder sted om sommeren i Bochums bymidte og er frit tilgængelig for alle. I år forventes cirka en million besøgende til det gratis arrangement. Her kan fotografer også skyde koncertbilleder fra tilskuerpladserne (placeringerne er som regel ikke ringere end i pressegraven, der kun er åben for de akkrediterede fotografer), uden at skulle bekymre sig om akkreditering på forhånd. (Tip: Sørg for at sikre dig en af de forreste pladser i god tid; det er bedst at ankomme mindst en halv time før koncertstart). Dette billede af guitarist fra Apologies, I Have None, blev taget i juli 2013 ved Bochum Total. Jeg stod i frontlinjen blandt de andre koncertdeltagere, da jeg først besluttede mig meget kort tid før at tage nogle billeder her, så akkreditering ikke længere var muligt.
I modsætning til kollegerne i pressegraven havde jeg mindre arms frihed, men havde den fordel i forhold til dem, at jeg på grund af den lidt større afstand til scenen ikke havde så meget af "nedenfra-perspektivet". Nikon D4 med 1,4/85mm Nikkor. 1/1600 sekund, blænde 2, ISO 2500.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
2.3 Panoramafriheden
Mange fotografer tror, at de kan henvise til panoramafriheden, når de fotograferer koncerter udendørs. Men dette er forkert, som det viser sig i ophavsretsloven:
§ 59 OphAutsG - Værker på offentlige steder
"(1) Tilladt er at mangfoldiggøre, sprede og offentligt fremføre værker, der varer ved på offentlige veje, gader eller pladser, ved midler inden for maleri eller grafik, ved fotografi eller ved film. For bygningsværker strækker disse beføjelser sig kun til den ydre visning."
De to afgørende kriterier er "varige" og "offentlige". Et "gratis-og-ude-Festival" er bestemt "offentlig" per definition, men aldrig "varig", da det kun er midlertidigt placeret offentligt. Efter afslutningen af festivalen bliver scenerne igen afmonteret, lys- og eventteknologien samt musikinstrumenterne. Panoramafriheden i henhold til § 59 OphAutsG dækker dog fotografier af ydre synspunkter af bygninger, såfremt de er taget fra en offentlig vej, en gade eller en plads. Det samme gælder for andre ophavsretligt beskyttede værker som skulpturer, installationer osv. Midlertidige kunstaktioner (som f.eks. musikfestivaler) er derimod ikke permanente værker i henhold til § 59 OphAutsG.
2.4 Har (koncert-) fotografer også rettigheder?
Ja. Selvfølgelig!
Ophavsretbeskyttelse
"Ophavsretbeskyttelsen opstår med oprettelsen af et fotografi i sig selv og skal derfor ikke anmodes om. Enhver ophavsret har ret til at blive nævnt ved offentliggørelsen af et foto, hvilket også gælder for reklamer, enten med navn (eller på en anden måde, f.eks. internetdomæne), hvilket er et ikke at undervurdere markedsføringsværktøj for os fotografer. Ophavsretbeskyttelsen af lysbilledværker forbliver i kraft i 70 år efter ophavsmandens død, for lysbilleder er det 50 år." (fra lærebogen: "Fotografi og ret", Kötz/Brüggemann, mitp-Verlag, april 2009, 34,95 euro, ca. 200 sider). Vores fotos er ophavsretligt beskyttet. Det er ligegyldigt, om disse fotos er særligt kunstnerisk udformede eller blot blev taget som et snapshot. Denne sondring mellem "lys billeder" og "lys billedværker" er kun relevant, når det kommer til beskyttelsesperioden for billederne: Ophavsretbeskyttelsen af lys billedværker forbliver i kraft i 70 år efter ophavsmandens død, for lysbilleder er det 50 år.
Figur 2-10: Det er godt at vide: Også dette foto fra Wir sind Helden-koncerten er ophavsretligt beskyttet. Jeg behøvede ikke at ansøge om denne beskyttelse, den opstod på det tidspunkt, hvor jeg betjente udløseren (altså på det tidspunkt, hvor billedet blev taget; derfor samtidigt). Nikon D3S med 1,4/85mm Nikkor. 1/250 sekund, blænde 3,5, ISO 2000.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
For koncertfotografering er det imidlertid afgørende, hvad der er blevet forhandlet mellem de involverede parter. Med andre ord: Hvis vi (f.eks. fra en dårlig forhandlingsposition) indgår i enhver klyngeaftale med koncertarrangører, behøver vi ikke at klage over, at vi har opgivet vores kunstneriske og økonomiske friheder. Selvfølgelig er det som enkeltperson svært at få vores ønsker imødekommet hele tiden. Standardtilfældet er bedst beskrevet som "Tag det eller lad det være!" Anders formuleret: Vi fotografer skal følge koncertarrangørernes vilkår - eller vi må afstå fra rapporteringen ved hjælp af fotografering.
Og netop dette er et punkt, der ikke får vores position til at se så dårlig ud: Hvis vi også kan overbevise de andre kolleger i pressen om, at vi alle sammen - uden at "strike-breakere" bryder ud af vores række - boykotter koncertarrangementer, hvor akkreditering kun er mulig ved at indgå i klyngeaftaler, så vil musikere og koncertarrangører også på et tidspunkt indse, at de har brug for pressens (foto-) fotografers gode arbejde. Smukke fotos af en koncert er altid en fantastisk - og frem for alt gratis - reklame for dette.
Følgende (i fortiden faktisk udformede) vilkår (klyngestaftale) bør ingen koncertfotograf acceptere:
• Arrangørens eller musikernes vetoret vedrørende offentliggørelsen af koncertfotografier: Denne begrænsning indebærer censur! Lad ikke beslutningen blive taget væk fra dig, når det gælder beslutningen om, hvilke fotos du kan offentliggøre!
• Forkortelse af fotograferingstiden til 10 sekunder af de første 3 sange. Dette er ren chikane og betyder, at du står under enormt pres, for hvem kan levere kunstnerisk værdifulde resultater på 30 sekunder? Et fremragende foto ville være ren tilfældighed - og ikke længere et resultat af dygtighed.
• Forskrevne optagelsesvinkler: Lad ikke ikke-fotografer begrænse dig i billedkompositionen! Argumenter imod, at du har brug for din kunstneriske frihed til at levere gode resultater.
• Forskrevne billedredigering (f.eks. slanke kunstnerne): Billedmanipulationer er måske (desværre!) ikke usædvanlige inden for billedrapportering, herunder koncertfotografering, men (endnu) ikke nødvendigvis almindelige (se vejledning 10: Efterspil). Afvis det derfor, hvis kunstneren ønsker at blive retoucheret eller slanket af hensyn til egenrådighed. Især da en sådan tidskrævende billedredigering unødigt tager tid (og dermed også penge) fra dig.
Afsluttende konklusion
I ingen anden del af fotografering er der så mange begrænsninger for fotografer som ved koncertfotografering. Men lad dig ikke bare stå på sidelinjen! Selvom den enkelte fotograf er i en dårlig forhandlingsposition over for koncertarrangører og musikere (eller deres ledelse), bør enhver foreslået aftale ikke underskrives blindt. Især når kontraktbetingelserne fører til en markant indskrænkning af fotografers kunstneriske eller økonomiske frihed, er det mere fornuftigt at undlade at dække begivenheder med billeder! Når fotograferne er enige indbyrdes, vil arrangører, musikere og managere hurtigt indse, at de måske ikke er afhængige af en enkelt fotograf; men også at de stadig ikke kan undvære fotografernes præstationer og evner generelt.
Figur 2-11: Hvis stemningsfulde koncertbilleder ikke længere vises i pressen, går en vigtig reklamevirkning tabt for musikerne. De nyder nemlig godt af at blive omtalt gratis i forbindelse med deres (vellykkede) koncerter. Netop billederne motiverer avis- og magasinlæsere til selv at overveje at besøge en koncert med deres favoritband igen.
På den måde er vi koncertfotografer ikke kun tiggere over for musikere og koncertarrangører, men også professionelle kunstnere, der med deres billeder bidrager væsentligt til, at koncerter overhovedet kan finde sted i stor stil. Jan Delay med band i august 2010 i forbindelse med Zeltfestival Ruhr. Nikon D3S med 2,8/24-70mm Nikkor ved en brændvidde på 55mm. 1/2000 sekund, blænde 5,6, ISO 3.200.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
2.5 Licensafgifter: Beregning og forhandling
Hvis du vil sælge dine (koncert-)billeder, vil du selvfølgelig overveje, hvor meget du kan få per billede. Især for begyndere er det meget svært at fastsætte salgsprisen.
Følgende koncept for brugsrettigheder skal hjælpe dig med at få en fornemmelse af, hvad en "passende" pris er.
Professionelle koncertfotografer sælger normalt ikke længere "fysiske" billeder ("udskrifter"), men brugsrettigheder. Selv hvis der i ekstraordinære tilfælde stadig gives fysisk eksisterende billeder videre (den normale praksis i internettets tidsalder er dog at videregive digitale billeder), er salgsprisen ikke bestemt af værdien af billedposten, men af omfanget af, hvordan kunden ønsker at anvende billedet/billederne.
Der skelnes her mellem saglig, rumlig og tidsmæssig anvendelse.
Saglig anvendelse:
Det er afgørende her, hvordan billederne skal bruges (udnyttes). Omfanget er desto større, jo flere former for anvendelse af billedmaterialet billedbrugeren har til hensigt. Eksempler inkluderer: Brug af billeder i en daglig avis til rapportering, til illustration af artiklen om bandets historie i et magasin, til en CD-cover for bandets nyeste CD, til et bandplakat, som reklamemateriale til den næste turné osv. Det står klart, at honoraret, som fotografen skal have for billederne, er større, jo flere former for anvendelse der er planlagt.
Rumlig anvendelse:
Når vi taler om omfanget af den rumlige anvendelse, handler det om, hvor billederne skal vises (geografisk set). Der er forskel på, om billederne kun skal vises i en lokalavis i Bochum eller i en landsdækkende avis eller endda i hele Europa eller verden. Jo større det geografiske område er, hvor billederne offentliggøres, jo større bør også fotografens honorar være.
Tidsmæssig anvendelse:
Hvis du sælger et billede til en plakat, der henviser til den kommende turné for det afbillede band, bør dit honorar være højere, jo længere plakaterne hænger (jo længere turnéen varer). Det giver god mening, at billeder på en plakat, der kun hænger i to uger for at reklamere for kommende koncerter, giver mindre honorar end hvis plakaten hænger i månedsvis på lygtepæle osv. Man kan sige: jo længere brugsperioden, jo højere indtægt for levering af billedet/billederne.
Dette koncept for brugsrettigheder siger ikke noget om det faktiske billedhonorars størrelse; det er blot til for at differentiere, når forskellige anvendelser (set ud fra et sagligt, rumligt eller tidsmæssigt synspunkt) af billeder er planlagt.
Det bør ikke glemmes, at billedhonorarer ikke er "fastlagt" et sted – de er resultatet af forhandlinger mellem billedrettighedsgiverne (os fotografer) og brugeren (den der bruger billederne). Faldet i salgsindtægterne for licensafgivelser af billeder på grund af den digitale billedflod er et bevis herpå. Også afgivelsen af brugsrettigheder til billeder (den "salgsindtægt"), er underlagt markedsøkonomiens love om udbud og efterspørgsel.
Hvis du nu alligevel forventer "konkrete priser" for at afgive dine billedbrugsrettigheder på dette tidspunkt, henvises til offentliggørelsen "Bildhonorare 2014" fra MFM (Mittelstandsgemeinschaft Foto-Marketing) i BVPA (Bundesverband der Pressebild-Agenturen und Bildarchive e.V.): "MFM's årligt opdaterede og ajourførte billedhonorarer er tilgængelige som trykt version siden februar. Oversigten over markedspriser for brugsrettigheder for billeder tjener som beregnings- og forhandlingsgrundlag for markedsdeltagerne - både billedudbydere og billedbrugere." (Kilde: http://www.bvpa.org/news/1026-mfm-bildhonorare-2014)
Disse honoraranbefalinger skal ikke ses som et fast beløb i forhandlingspoker om "passende" priser for brugsrettigheder til billeder, men som en grov retningslinje inden for prisforhandlingerne mellem udbyder og køber. De bliver i øvrigt regelmæssigt brugt af de tyske domstole som retningslinje for, hvordan billederødelæggelser prisfastsættes.
Figur 2-12: Hvor meget gebyr kan jeg opkræve for dette billede af Wolfgang Niedecken, frontmanden for gruppen BAP? Nun, det afhænger af, hvad billedet skal bruges til (et CD-cover genererer flere gebyrer end offentliggørelsen i en avis, der rapporterer om gårsdagens koncert), hvor længe billedet skal offentliggøres (for eksempel er der stor forskel på, om billedet kun skal bruges i 1 dag, f.eks. i en avis, eller i 20 år eller længere, f.eks. på et CD-cover) og hvor stor den geografiske udbredelse af billedet er (skal det kun offentliggøres i Köln eller endda globalt?). Billedgebyropskrifterne "Bildhonorare 2014" fra MFM hos BVPA giver her en værdifuld orientering ved forhandlingsbordet med billedproducenten. Nikon D3S med 1,4/85mm Nikkor. 1/400 sekund, blænde 2,2, ISO 1250.
(Billede © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
