Koncertfotograferingens særpræg er:
• Juridiske begrænsninger: Andre (koncertarrangører, musikere og deres manager) bestemmer, hvad der hvornår og hvordan må fotograferes, og hvor stor en del af brugen (offentliggørelse af fotos) er tilladt.
• To meget smukke hobbyer (musik og fotografi) fusionerer til koncertfotografi, hvilket har øget populariteten enormt.
• Sjældent aktiv-gestaltende muligheder for koncertfotografer.
• Stort set standardiserede perspektiver afhængigt af koncertsalens/scenens struktur og akkrediteringsstatus.
• Ukontrollerbare, hurtigt skiftende lysforhold gør det svært for fotografer at justere eksponeringen.
• Eget lys (f.eks. systemblitz) må ikke bruges.
• Ofte ekstremt kort tidsvindue til fotografering (normalt kun tre sange; undertiden endnu kortere), hvilket får fotograferne til at arbejde under enormt pres; samtidig stiger adrenalinniveauet, ligesom hos jægere eller paparazzier.
Figur 3.1: Med modet fra desperationen: Koncertfotografer har ikke mange designmuligheder, har ingen indflydelse på (ofte vanskelige) belysning, og normalt kun tre sange til at få de nødvendige optagelser. Alt dette betyder stress, og så tager man også "modigt" billeder direkte mod det fulde modlys... Jan Delay til koncerten ved Zeltfestival Ruhr den 20. august 2010. Nikon D3S med 2,8/24-70mm-Nikkor, ved brugt brændvidde 24mm. 1/2000 sekund, blænde 3,5, ISO 1600.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Næsten ingen aktiv-gestaltende muligheder til stede
Især for en reklamefotograf som mig, der er vant til, at alt gøres for at planlægge fotoresultatet nøjagtigt og uafhængigt af tilfældigheder og at påvirke i overensstemmelse med billedideen (enten efter egne specifikationer eller dem fra kunden), er koncertfotografering med sine mange usikkerheder ikke kun en stor udfordring, men også en omstilling fra den daglige (kontrollerede) arbejde som reklamefotograf.
Som koncertfotograf KAN jeg IKKE:
• ... råbe instruktioner til kunstneren på scenen (give regiinstruktioner) om, hvordan han/hun bedst skal stille sig op foran mig; jeg kan ikke give tips om, hvilken positur eller hvilken vinkel mod lyset der ser mest fordelagtig ud.
• ... designe belysningen eller scenen i overensstemmelse med mine forestillinger.
• ... bede musikerne om at gentage bestemte poser eller bevægelser, f.eks. for at tage variationer.
• ... påvirke farvevalget af tøjet i harmoni med scenopstillinger og belysning.
• ... fjerne forstyrrende elementer (f.eks. mikrofonstandere eller vandflasker eller højttalere ved musikernes fødder) fra scenen.
• ... ændre min optagelsesposition vilkårligt.
• osv.
Figur 3.2: Selvom jeg allerhelst ville have råbt til fyrene fra Culcha Candela (konsert den 20. august 2011): "OK, og nu bedes I venligst stille jer op mod mig og vinke!"... Men at kende sikkerhedspersonellets reaktion på sådanne forstyrrende forsøg fik mig til at tie stille, så jeg tog bare billedet fra siden, hvilket måske ikke var optimalt, men på det tidspunkt ikke var anderledes muligt. Nikon D3S med 4/24-120mm-Nikkor, ved brugt brændvidde på 78mm. 1/160 sekund, blænde 4,0, ISO 3200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Selvom det er temmelig svært for en koncertfotograf at fastholde sin billedstil, da der næsten ikke er mulighed for aktivt at gribe ind i designprocessen, opstår der netop på grund af dette en tiltrækningskraft, som denne type fotografering har: Fotografen bliver jaget (på grund af den knappe tilgængelige tid) og er samtidig også jæger: altid på vagt, spændt på det perfekte øjeblik, hvor lys, pose og kamerateknik mødes ideelt; klar til at tage det geniale skud, når lejligheden byder sig.
På den måde kan koncertfotografering også betyde lidt "back to the roots". Selvom der normalt anvendes lysstærke optikker og moderne kameraer med lav støj ved høje ISO-værdier, er det materialekrig, der finder sted i andre områder af fotografering, ikke muligt i koncertfotografering (fordi det ikke tillades af arrangørsiden).
Hvad der tæller mest udover høj kvalitetsudstyr og mestring af (kamera-) teknikken, er god forberedelse (den, der kender musikernes sange, ved hvornår hvert instrument spiller, og hvornår der forventes soloer eller effektfulde showindsatser), hurtig reaktionsevne (f.eks. når nye, uforudsete ting sker i koreografien, eller en musiker træder særligt i karakter), fornemmelse for passende udstyr (da det ofte betyder noget, hvilket objektiv der er sat på kameraet, da det tager unødigt lang tid at skifte objektiver), kunstnerisk billedkomposition intuitivt (den, der tænker på billedkomposition under fotografering, har allerede tabt!) og - sidst, men ikke mindst - en forståelse for fotografisk relevante sammenhænge (f.eks. tid, blændeåbning og ISO-værdi, for hurtigt og uafhængigt at kunne justere den ønskede parameterkombination uden at stole på kameraets eksponeringsautomatik).
Figur 3.3: ich & ich den 1. september 2010. Selvom koncertfotografer ikke kan påvirke koreografien, så kan vi stadig, med de ressourcer, vi har til rådighed, f.eks. ved hjælp af billedkomposition, sørge for imponerende koncertfotos. Især koncertfotografer skal være fleksible. Her har jeg fotograferet Adel Tawil fra ich & ich. Nikon D3S med 2,8/24-70mm-Nikkor, ved brugt brændvidde på 70mm. 1/500 sekund, blænde 3,2, ISO 3200.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Stort set forudbestemte perspektiver
Vi koncertfotografer har ikke lov til - med få undtagelser - frit at opholde os foran eller ved siden af scenen. Tværtimod bliver vi tildelt specifikke områder (f.eks. fotograven) under akkreditering. Det er godt, hvis vi kan bevæge os frit inden for graven; dog bliver det ofte kraftigt begrænset, så vi er tvunget til at arbejde under suboptimale forhold og ofte stærkt begrænset.
Da de fleste billeder derfor nødvendigvis bliver taget udefra graven og denne som regel ligger direkte foran scenen i en nedsænket position, ser de "typiske" koncertbilleder ud, som om fotograferne lå fladt på jorden foran musikerne.
Måske er denne effekt imidlertid også ønsket, for musikerne - selv de mindste blandt dem - ser meget større og også mere "heroiske" ud, når de bliver fotograferet nedefra, end de egentlig er.
For at sikre fotografisk kvalitet er det vigtigt at være opmærksom på, at forvrængningen, der skyldes den lave kameraposition (især tydelig ved brug af vidvinkelobjektiver), ikke bliver for iøjnefaldende. Professionelle fotografer vil straks genkende "strækningen" af musikerne, der pludselig synes at have lange ben. Men det er afgørende, at de "almindelige" billedbetrachtere ikke bemærker denne effekt - eller i det mindste at den ikke virker unaturlig og forstyrrende.
Figur 3.4: Culcha Candela den 20. august 2011: Også her stod vi fotografer direkte ved scenen, i graven, hvilket uundgåeligt resulterede i en ekstrem nedefra-perspektiv på alle fotos (med den effekt at understrege musikernes nedre ekstremiteter, til glæde for sko-sponsor). Nikon D3S med 4/24-120-mm-Nikkor, med en brændvidde på 24 mm. 1/500 sekund, blænde 4,0, ISO 3200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Den lave kameraposition fra graven har imidlertid også andre ulemper: Alt for ofte blokerer højttalere og elementer af sceneudstyr vores udsyn til musikeren(e). Så vi vil kun i sjældne tilfælde få fødder og ben fuldt med på billedet.
Figur 3.5: På dette billede kan man tydeligt se, hvor ekstrem en forvrængning, forårsaget af den lave kameraposition og brugen af vidvinkelobjektivet, kan være. Den venstre fod på kunstneren står overdimensionelt stor, fordi han er meget tæt på kameraet. Overkroppen og hovedet, derimod, som er langt tilbagebøjet, ser unaturlig små ud på billedet. Koncert med Dick Brave den 26. august 2012 i Bochum/Witten. Nikon D4 med 2,8/14-24-mm-Nikkor, med en brændvidde på 14 mm. 1/200 sekund, blænde 2,8, ISO 3200.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Da kabler, højttalere og andre elementer af sceneudstyr regelmæssigt er placeret lige foran os i scenekanten, kommer disse uundgåeligt også ofte med på koncertfotos (i forgrunden og ved brug af vidvinkelobjektiv desværre overproportionalt store). Hvis man vil undgå at fotografere disse forstyrrende elementer sammen med musikerne på trods af dårligt udsyn, er koncertfotografernes eneste mulighed at bruge objektiver med længere brændvidde. Men det betyder så, i det mindste med musikere i nærheden af scenen, at kun portrætter i traditionel forstand er mulige.
Figur 3.6: Hvis man fotograferer portrætter tæt på og fra den (lavere) graven, må man acceptere, at musikerens næsebor skildres på en særlig fremtrædende måde (ubevidst!) på grund af perspektivet. Hvis man vil undgå dette, er det tilrådeligt at fotografere musikere, der står længere væk, ved hjælp af tele- eller portrætobjektiver (da vinklen ikke er så stejl). Denne metode kan virke lidt underlig for tilskuere (når fotografer på kryds og tværs fotograferer de musikere, der står længere væk) - men det er bestemt fornuftigt set fra et fotografisk synspunkt! Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Nikkor, med en brændvidde på 56 mm. 1/1250 sekund, blænde 3,5, ISO 5000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Figur 3.7: Et "typisk" koncertfoto: Guitaristen fra H-Blockx har fået "lange ben" på dette foto (taget den 31. august 2010 ved ZFR i Bochum), hvilket skyldes den korte afstand, brugen af vidvinkelobjektivet og kameraets vinklede opad (på grund af min lavere kameraposition). I forgrunden kan man tydeligt se sceneudstyret, som i dette tilfælde dog ikke var så stort, at det blokerede mit syn. Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Nikkor, med en brændvidde på 24 mm. 1/500 sekund, blænde 2,8, ISO 5000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Det er endnu værre for os fotografer, hvis vi får tildelt en position af sikkerhedspersonalet, som vi absolut ikke må forlade. Vi er så tvunget til at tage alle fotos fra dette sted - uanset om det er egnet eller ej. En forfærdelig tanke for enhver kreativ fotograf; men der er intet andet valg end at få det bedste ud af den (admittedly dårlige) situation.
Den guitarister fra BAP fangede jeg under koncerten den 24. august 2011. For at skille hovedet på motivet fra (ofte urolig) baggrunden, foretrækker jeg at fotografere med næsten fuldt åben blænde. Mit foretrukne objektiv til dette formål (med en ideel brændvidde til portrætter, når man står direkte ved scenen i graven) er Nikkor 1,4/85mm. Typisk blænder jeg stadig objektivet lidt ned (med cirka 1 blændetrin; her var det 1+1/3 blændetrin) for at opnå bedre skarphed (sammenlignet med helt åben blænde). Nikon D3S med 1,4/85mm-Nikkor. 1/250 sekund, blænde 2,2, ISO 1250.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Uforudsigelig og skiftende lysforhold
En anden rammebetingelse, der altid gør fotografering ved koncerter spændende (og også lidt tilfældig), er de skiftende lysforhold. Afhængig af musikstil og koreografi kan man forvente ekstremt hurtige skiftende belysning.
Det er ikke sjældent, at lyset ændrer sig i den korte periode, hvor fotografen har besluttet sig for at trykke på udløserknappen med fingeren, og den faktisk foregående eksponering. Sådanne sekunders brøkdele kan resultere i, at et billede bliver helt anderledes end tiltænkt, fordi lyset allerede har ændret sig igen.
Figur 3.9: Wir sind Helden den 25. august 2011. Disse to billeder blev taget inden for et sekund – og er alligevel meget forskellige lysmæssigt. Koncertfotografer skal derfor reagere hurtigt, og nogle gange spiller en god portion held også en rolle, fordi lysændringer (tidspunkt og type belysning) sjældent lader sig forudsige. Nikon D3S med 1,4/85mm-Nikkor. 1/320 sekund, blænde 4, ISO 2000.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Det fremgår af det ovenstående, hvorfor koncertfotografer foretrækker kameraer med så kort en udløsers forsinkelse som muligt. (Udløserforsinkelsen på Nikons D4, som jeg bruger, er for eksempel på 42 millisekunder, dvs. 0,042 sekunder).
Det er vigtigt at forstå, at den imponerende belysning, der gør koncertfotos så spændende, primært består af modlys! I kombination med tågen skaber det imponerende lys fra baggrunden på scenen de seværdige, usædvanlige belysningseffekter.
Tågen er nødvendig, fordi lyset alene ikke ville være synligt. Hvis der ikke var tåge- eller støvpartikler i luften, ville man kun se lamperne – men ikke de så fotogene lysstråler.
Figur 3.10: RUNRIG ved deres koncert den 29. august 2012 i Bochum. På grund af støv- og tågepartikler i luften kan man tydeligt se de imponerende lysstråler fra projektørerne. Hvis man derimod kun så projektørerne (altså lysstrålernes oprindelse), ville belysningen være relativt uinteressant.
Derfor er tågemaskinen uundværlig for lightshowet! Bare en tiendedel af et sekund tidligere blev guitarist Donnie Munro belyst tilstrækkeligt lyst forfra af en projektør; i det øjeblik, hvor jeg dog trykkede på udløseren til min D4, var denne allerede slukket – og som ved en silhouet var kun sangerens kontur synlig. Jeg kunne dog lide dette billede på grund af den farverige, imponerende belysning, så jeg valgte ikke at sortere det fra. Nikon D4 med 2,8/14-24mm-Nikkor, ved en brændvidde på 19mm. 1/80 sekund, blænde 2,8, ISO 2500.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Bemærkning
Selvom modlys altid indebærer risikoen for, at lysstråler falder direkte ind i objektivet (det anbefales derfor stærkt at bruge en modlysblænde), opstår udfordringer med eksponeringen primært på grund af hastigheden, hvormed lightshowet skifter. Selv vanskelige lysforhold kan løses fotografisk, så der opnås gode billeder. Dog er det næsten umuligt, hvis lyssituationen hurtigt og konstant ændrer sig. Der er ikke tid til at tænke over det; fotografen skal snarere handle intuitivt, så vellykkede fotos i sidste ende også er lidt afhængige af tilfældigheder (held)!
Figur 3.11: Her blev "panik rocker" Udo Lindenberg optimalt fanget under koncerten i Berlin den 15. oktober 2008 – med "helligglans". Ud over evnen til hurtigt at reagere og trykke på udløseren på det rette tidspunkt kræver det også en god portion held, for blandt koncertfotografer er det almindelig kendt, at lyssituationer generelt skifter hurtigere, end man kan tænke. I denne situation var den lave position for fotografen for en gang skyld fordelagtig, for fra længere væk eller fra en højere position ville denne "helligglans"-effekt ikke komme så godt til sin ret.
(Foto © 2008: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Det ville være rart, hvis belysningen af musikerne og scenen blev koordineret med fotograferne – men det er ønsketænkning, der desværre er urealistisk (undtagen måske ved reklamebilleder, som bandet bestiller). Koncertfotografer er derfor passivt dømt til at acceptere lightshowet, som andre (lysdesignere og koreografer) har planlagt det. Hvis man har problemer med hurtigt skiftende belysning, anbefales det at øve sig til at begynde med ved koncerter, hvor der er mindre "uro" set fra et lysmæssigt perspektiv. Ved klassiske koncerter, chansons og schlagermusik, etc. kan man også forvente få og langsomme lysændringer, ligesom ved koncerter i små musikpubber, hvor der ikke er midler til avanceret lysudstyr.
Figur 3.12: Wir sind Helden den 25. august 2011 ved Zeltfestival Ruhr i Bochum/Witten ved Kemnader-stauseen. Ved denne koncert bandit alle fotografer konstant, for med de mærkelige "køkkenlamper", der kastede skarpt hvidt lys ned på musikerne omkring sangeren og frontkvinden Judith Holofernes, var det næsten umuligt at opnå seværdige portrætter af de enkelte bandmedlemmer. Kontrasterne var for stærke: en (også for musikerne!) helt ufordelagtig belysning! Jeg brugte fiskeøjet til at tage et overbliksbillede af hele scenen direkte ved scenen i graven. Tydeligt synlige på dette billede er alle de ting, der ofte – og så også her – står på scenen: vandflasker til bandet, forlængerledninger, "snydelapper" med sangprogrammet, stikkontakter, højttalere og andet sceneteknik. Nikon D3S med 2,8/10,5mm-Nikkor. 1/200 sekund, blænde 4, ISO 2000.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Farvestik på grund af scenebelysning
Farvestik i farven på den/dem dominerende spotlys er faktisk en ønsket effekt på koncertfotos. Forestil dig, hvis der kun blev brugt hvidt lys til en koncert: Resultaterne af billederne ville være kedelige. Farvet lys spiller derfor en betydelig rolle for stemningen til fester og koncerter, og også fotografisk set er farvet lys - i hvert fald i denne sammenhæng - langt mere interessant.
Billede 3.13: Celine Dion til koncert i Berlin den 12. juni 2008. Med naturligt hvidt lys ser koncertfotos meget mindre spektakulære ud - selv når en verdensstjerne står på scenen. (Foto © 2008: DAVIDS/Sven Darmer - www.svendarmer.de)
Nogle gange kan dog den resulterende farvestik - især i ansigtet på musikerne - være for stærk og virke grimt eller forstyrrende for billedbetrageren. Husk, at vi ikke bare kan "afblænde" en farvestik.
Interessant er, hvordan farverne virker:
• grøn farvestik: ser ofte ufordelagtig ud, fordi musikeren virker "sygdomspræget" (Gul har en lignende virkning).
• blå farvestik: Blå virker køligt; nogle gange ser huden oplyst af blåt lys også lidt bleg ud.
• rød farvestik: virker dynamisk til aggressiv; passer godt til hardrock og heavy metal; ved kraftig rød farvestik er det svært at svække effekten via farvemætning, da huden så bleger.
Billede 3.14: Sunrise Avenue den 27. august 2012. På dette billede har jeg i efterfølgende billedbehandling i Photoshop filtreret en smule af grønstikket, så det ikke længere er alt for forstyrrende. Ellers er grønt lys ligesom gult - ikke særligt egnet til direkte belysning af de enkelte musikere. Huden ser så meget hurtigt sygelig ud. Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/800 sekund, blænde 2,5, ISO 2500.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Billede 3.15: Sunrise Avenue den 27. august 2012. Også her har jeg i Photoshop med farvemætning filtreret en smule af blåstikket, så kunstnerens hudtoner ikke ser alt for unaturlige og blege ud. Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/1000 sekund, blænde 2,2, ISO 3200.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Billede 3.16: Tim Bendzko den 24. august 2012 i Bochum. Jeg kunne kun svagt mildne rød stikket; jeg kunne ikke helt fjerne det, for hvis man reducerer farvemætningen af rød, ser huden meget hurtigt bleg ud, da hudtonerne i høj grad består af rød. Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/200 sekund, blænde 2,2, ISO 2.000.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Konklusion om emnet
Farvestik på koncertfotos er ønsket; de gør billederne spektakulære. Dog kan farvestik på personbilleder også være forstyrrende, især hvis kunstnerens ansigt forvrænges af det. En metode til at mindske denne effekt er at reducere farvemætningen af den tilsvarende farve under billedbehandlingen. Her skal man være forsigtig og kun gøre det meget let, da en for kraftig reduktion hurtigt fører til, at ansigtet ser blegt og unaturligt ud.
Billede 3.17: En anden mulighed for at fjerne en uønsket farvestik i kunstnerens ansigt er at konvertere hele billedet til sort-hvid (eller tilsvarende sepia). Denne metode kan virke lidt "brutal" ved første øjekast, men sort-hvide fotos er stadig populære.
Det er bare vigtigt at se, hvordan det tilsvarende foto virker i sort-hvidt, da ikke alle ser lige så godt ud (eller endda bedre), når farverne fjernes. Billedet viser Milow til koncert den 1. september 2011. Nikon D3S med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/160 sekund, blænde 2,2, ISO 1250.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Ingen blitz
En anden særlighed ved koncertfotografering er forbuddet mod at bruge egen belysning. Dette omfatter især fotografens eget systemblitz („blitz“). Der er flere grunde til dette:
• Brugen af fotografens egen belysning (såsom systemblitzen) ville ændre den (trods alt af musikerne godkendte) lyssstemning: På billederne ville lysshowet ikke længere komme til sin ret. Naturligvis kan man også diskret, næsten kun til at oplyse kunstneren, bruge systemblitzen i forgrunden. Dog kan musikere og deres ledelse ikke forvente, at alle fotografer så dygtigt vil bruge deres lys.
• Hvis man står på scenen og måske er lidt nervøs på grund af optræden, kan blitzlyset, som ville opstå, hvis fotografer fik lov til at bruge egne systemblitzenheder, være meget forstyrrende og distraherende for musikerne.
• Hvis musikerne blev blinket direkte i øjnene med en kraftig blitz, kunne de blive blændet og ikke længere korrekt genkende vigtige detaljer for en glat afvikling, f.eks. de programsekvenser, der er fastgjort på scenegulvet – hvilket kunne føre til usikkerhed eller endda forstyrrelse (afbrydelse) af koncerten.
• Sikkerheden kan også føle sig forstyrret, fordi det blandt andet er deres opgave at opdage forstyrrelser i publikum så hurtigt som muligt, trække bevidstløse mennesker ud af opstanden og forhindre panik. Det bliver sværere, når der konstant er blitzlys fra pressegraven.
• Og sidst men ikke mindst kunne publikum også føle sig forstyrret. Konstant blink fra pressegraven ville unødigt tage fokus væk fra den egentlige optræden (som set fra publikums synspunkt bag scenen, på scenen).
Fremhævelse 3.18: Den diskrete anvendelse af en blitz ville også i dette tilfælde have sikret, at den blå farvetone i ansigtet på Bushido (her ved hans Berlin-koncert den 28. september 2006) ville være blevet mildnet, og ansigtet ville være kommet bedre til sin ret. Hvis man bruger systemblitzen med reduceret effekt på en dygtig måde, vil belysningen af koncertfotos ikke blive ødelagt, og forstyrrelsen af kunstnerne (pga. blænding) vil kun være minimal og ubetydelig. Men branchen ønsker ikke at stole på, at kun erfarne fotografer tager koncertfotos; der er altid tilstrækkeligt med mennesker, der får en akkreditering, som ikke bruger deres fotoudstyr på en færdig måde, og gennem et blitzlysgejser virkelig ville forstyrre musikerne.
(Foto © 2006: DAVIDS/Sven Darmer - www.svendarmer.de)
Konklusion
Selvom andre løsninger (f.eks. kun diskret "oplysningsblitzen") teoretisk set kunne være mulige, forventes det ikke af praktiske årsager, at koncertfotografer får tilladelse til at medbringe og bruge deres egne lyskilder (primært systemblitz) til begivenheden. Så vi har ingen anden mulighed end at gøre det bedste ud af den aktuelle (lyd-) situation. Som tidligere nævnt: Fotografer skal være fleksible, hvis de vil have succes på markedet.
Fremhævelse 3.19: Runrig den 29. august 2012. Hvis jeg fik lov, ville jeg have oplyst ansigtet på guitarist. Da det ikke var muligt, fokuserede jeg bare på guitarren og øgede kontrasterne endnu mere under efterfølgende billedredigering i Photoshop. Nikon D4 med 1,8/85-mm-Nikkor. 1/500 sekund, blænde 2,2, ISO 2500.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Three Songs?
As erhvervsfotograf afviser jeg job, der er planlagt til mindre end fire timer af kunden. For det første, fordi jeg ikke kan være tilstrækkeligt kreativ under stress. Og for det andet, fordi det først er ved at fotografere variationer, at der garanteres usædvanlige fotos. Men for dette har jeg brug for tilstrækkelig tid!
Der er sikkert andre grunde til, at fire timers fotograferingsvarighed bør planlægges som minimum (f.eks. umuligheden af at planlægge alt perfekt ned til mindste detalje). Men de to nævnte grunde er allerede tilstrækkelige til at forstå, at usædvanlige fotos ikke opstår gennem "magi", men gennem hårdt (arbejde).
På denne måde var jeg temmelig chokeret under mine første opgaver som koncertfotograf, at vi fotografer skulle arbejde under så vanskelige forhold. I sidste ende, tænkte jeg naivt, burde kunstnerne (og deres management og koncertarrangører) også have en interesse i at skabe førsteklasses fotos ved koncerterne. Kun førsteklasses fotos - sådan tænkte jeg dengang - er også en reklame for det pågældende arrangement.
På nuværende tidspunkt ved jeg, at vi "visuelt styrede" fotografer sætter andre prioriteter og vurderer ting anderledes end musikernes side (og alle dem, der arbejder sammen med dem): Fra deres synspunkt er akustikken måske langt vigtigere end kunstnerisk-fotografisk udfordrende fotos. At vi fotografer ser det anderledes, er åbenlyst.
Til dette kom det, at på et eller andet tidspunkt begyndte nogle superstjerner (og også stjernerne på pop-himmelen, f.eks. inkluderede Britney Spears), sandsynligvis af hensyn til egen forfængelighed, at stille flere og flere krav til fotograferne. For eksempel at fotos kun måtte tages fra et bestemt sted inden for graven for at vise kunstnerens "chokoladeside".
Og på et tidspunkt inkluderede dette også begrænsningen af fotograferingstilladelsen til de første tre sange pr. optræden. Bag dette forsøg ligger sandsynligvis at præsentere kunstnerne friske og uden svedperler på panden (og især også uden svedpletter på T-shirten under armhulerne). (Trods alt er billedet (ofte) vigtigere end selve musikken for nogle musikere).
En yderligere grund til at begrænse fotograferingsvarigheden til kun de (oftest første) tre sange kan være at forsøge at forhindre fotografer i at akkreditere sig for at deltage gratis i koncerten. (Så hvis private interesser er grunden til at accreditere dig som fotograf).
Fremhævelse 3.20: Hvis du kun har tre sange tid til at fotografere under en koncert, lærer du at arbejde hurtigt og effektivt. Alligevel sker det hele tiden, at de bedste scener slet ikke blev fotograferet, fordi kunstnerne også har brug for lidt tid til at komme i gang. Hos Dick Brave (alias the Sasha), her den 26. august 2012 med sit band The Backbeats ved Zeltfestival Ruhr, starter showet dog direkte med den første sang. Dette betyder for fotograferne: Rockabilly-macho-poser garanteres allerede fra begyndelsen! Nikon D4 med 1,8/85-mm-Nikkor. 1/320 sekund, blænde 2,5, ISO 2500.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
Afsluttende konklusion
Hvis du kun har tre sange tid til at fotografere under en koncert, er dette en stor begrænsning af de fotografiske muligheder - men selvfølgelig også en stor udfordring! I sidste ende er koncertfotografering især på grund af denne begrænsning blevet til det, det er i dag: Fotograferne er allerede nervøse forud for begivenheden. Nervøst tjekkes kameraindstillingerne for tiende gang. Hukommelseskortet formateres for fjerde gang, og reserve-hukommelseskortene i fotorygsækken kontrolleres for femte gang - selvom på grund af den korte fotograferingsvarighed vil ingen fotograf nogensinde være nødt til at skifte det (fulde) hukommelseskort. (Tiden er for kort til at kunne fylde et 8- eller 16-gigabyte stort hukommelseskort med optagelser).
Dette lampe- eller jagt-feber er en naturlig del af koncertfotografering. Fotograferne er klar over den knappe tid, de har fået tildelt, og spekulerer angst om de vil være i stand til at komme hjem med tilstrækkeligt vellykkede fotos. I ingen andre områder af fotografering har jeg set fotograferne så spændt kontrollere fotos (stadig på kameraet på displayet); ingen steder bliver glæden over vellykkede resultater udtrykt så højt som i koncertfotografering, og ingen steder strækkes næven så triumferende, når fotografen er tilfreds med sig selv og billederne.
Billede 3.21: ich & ich den 1. september 2010. Frontmand Adel Tawil (han er nu mest solo) giver også en fantastisk one-man-show allerede ved de første tre sange (det andet "ich", Annette Humpe, deltager ikke i koncerterne). Fotograferne ville dog gerne være blevet længere - men der bliver næppe mumlet mere, når sikkerhedspersonalet kun fører fotograferne ud af graven efter tre sange. Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Nikkor, ved brugt brændvidde 24mm. 1/1250 sekund, blænden 3,2, ISO 3200.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann, www.jensbrueggemann.de)
