Her er en oversigt over de enkelte kapitler:
Del 01 - "Drømmejob" koncertfotograf?
Del 02 - Juridiske spørgsmål
Del 03 - Særlige forhold ved koncertfotografi
Del 04 - Adfærd i "graven"
Del 05 - Passende udstyr til koncertfotografer
Del 06 - Tips og tricks fra (koncertfotografi-) professionelle
Del 07 - Billedkomposition (Del 1)
Del 08 - Billedkomposition (Del 2)
Del 09 - Anbefalede kameraindstillinger
Del 10 - Efterbehandling
I koncertfotografi er vi som fotografer – af hensyn til pressefrihed, rapportering, marketing osv. – kun "tolererede". Vi er ikke populære hos nogen: hverken hos musikerne, deres management, arrangøren, sikkerheden eller fansene i publikum. Dette er også forståeligt, i det mindste ved nærmere eftersyn:
Musikerne er ikke særligt begejstrede, når vi arbejder i graven meget tæt på dem (ofte er musikerne "lige ved hånden"). Forestil dig, at du skal holde en tale foran et publikum eller give en koncert, og lige foran dig er der en hel flok fotografer, der roder rundt. Det forstyrrer, det distraherer!
Managerne kan heller ikke lide os (medmindre de har brug for aktuelle billeder af deres "protegéer"). Vi kunne potentielt tage billeder (og offentliggøre dem!), som ikke er godkendt af ledelsen (ukarakteristiske stillinger fra kunstnerne, synlige svedpletter, en sur mine osv.). Ledelsen vil helst have kontrol over det hele for at forhindre negativ rapportering (som også inkluderer ufordelagtige billeder). Dette er imidlertid ikke muligt med pressefotografer; derfor ser de os som en nødvendig ond og ikke som støtter i markedsføringen af deres kunstnere under kontrakt.
Også arrangørerne ville være glade, hvis vi ikke var der, fordi vi skaber "arbejde" (med hensyn til organisatoriske ting). På grund af os fotografer skal der behandles og kontrolleres anmodninger, akkrediteringer gives, pressegrave-legitimationer skal tries og uddeles, og meget mere.
Og sikkerheden i graven ser os også som forstyrrende elementer. Fordi vi gør deres opgave med at sørge for sikkerheden lidt mere kompliceret.
Og sidst, men ikke mindst, forstyrrer vi – ufrivilligt – også koncertoplevelsen for de mange seere, i det mindste dem i de forreste rækker, som vi blokerer udsigten for. Selv hvis vi ikke blokerer nogen's udsigt, f.eks. fordi scenen er hævet, afleder vi opmærksomheden fra begivenhederne på scenen med vores placeringsskift osv.
Billede 4.1: Culcha Candela den 20. august 2011 ved Zeltfestival Ruhr i Bochum/Witten. Her kan man tydeligt se pressegraven, hvor der stadig er nogle fotografer i den ene ende, mens vi andre allerede blev ført ud af sikkerheden (ofte ville det måske være mere passende at sige "skubbet ud"). Jeg tog billedet så at sige ved "det sidste blik tilbage", som en sidste chance for et billede af scenariet. Og umiddelbart derefter blev de andre fotografer også "ledt ud" af graven.
Nogle gange er det tilladt, at fotograferne efter de første tre sange (hvor der må fotograferes) får lov til at blive i publikum resten af koncerten. Dette dog altid med kravet om at lade kameraet være pakket ned i fototasken. Nikon D3S med 4,0/24-120-mm-Mikro-Nikkor, ved brugt brændvidde 24mm. 1/60 sekund, blænde 4,0, ISO 3200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Billede 4.2: Når scenen kun er minimalt højere end pressegraven, er perspektivet mere fordelagtigt for os fotografer, fordi vi ikke behøver at tage alle billeder så meget nedefra. Dog blokerer vi derved udsigten for fansene i de forreste rækker markant. H-Blockx den 31. august 2010. Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Mikro-Nikkor, ved brugt brændvidde 24mm. 1/200 sekund, blænde 2,8, ISO 5000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
4.1 Handle diskret
Af de ovennævnte årsager er det naturligvis klogt at handle så diskret som muligt i pressegraven! Vi vil trods alt ikke forstyrre nogen. Man skal altid huske, at vi på en måde er "privilegerede", fordi vi rent faktisk gratis kan overvære begivenheden i en kort periode. Og endda i en eksklusiv position, helt tæt på musikerne, lige foran scenen.
"Stjernerne" er dog musikerne, det skal fotografer aldrig glemme! Desværre har jeg allerede set fotografer ("selvglade typer"), der – i eufori, i feststemning – har "fejret" sig selv i pressegraven ved at vende sig mod publikum, tage "selfies" i sejrsposition (med musikerne på scenen i baggrunden) og straks har delt disse selvportrætter på Facebook eller andre "sociale" netværk. Faktisk ret pinligt ...!
Etablerede, erfarne koncertfotografer ville aldrig gøre sådan noget. For dem handler det om at tage ekstraordinære, kvalitetsbilleder af koncerten. Og være en pålidelig forretningspartner for musikbranchen, der udfører sit job diskret, effektivt og godt. Et behageligt (og i pressegraven også "diskret") samarbejde er afgørende for, at den næste akkrediteringsanmodning på kommende koncertarrangementer igen vil blive besvaret positivt. En fotograf derimod, som har opført sig ubehageligt og forstyrrende, vil ikke blive akkrediteret igen så hurtigt, især da en sådan adfærd også vil sprede sig inden for musikbranchen og informere andre arrangører om de "sorte får" inden for fotograffællesskabet.
Billede 4.3: Jan Delay med band (og adskillige koncertfotografer) den 20. august 2010 ved Zeltfestival Ruhr. En kunstner under en koncert har brug for øjenkontakt med publikum for at se reaktionerne (om de "fester med" eller om gnisten endnu ikke er sprunget over). Det er meget vigtigt for at kunne handle derefter og levere en professionel show. Fotografer, der opfører sig for iøjnefaldende, ville kun distrahere, eventuelt gøre kunstneren nervøs og derved ultimativt påvirke koncertens kvalitet. Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Mikro-Nikkor, ved brugt brændvidde 24mm. 1/250 sekund, blænde 3,5, ISO 5000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Billede 4.4: Mange begejstrede (betalende!) fans (her til Culcha Candela-koncert den 20. august 2011) står bag os koncertfotografer. De glæder sig til deres idoler's optræden, ønsker at nyde koncerten så uforstyrret som muligt. Det er en selvfølge, at vi fotografer opfører os så ubemærket som muligt i graven!
Det betyder for eksempel ikke unødigt at blokere udsigten til scenen og skift position ofte, så man ikke står foran de samme tilskuere hele tiden (og begrænser deres syn - i det mindste delvist). Nikon D3S med 4,0/24-120-mm-Nikkor, ved en brændvidde på 24mm. 1/320 sekund, blænde 4,0, ISO 3200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Konklusion: Egentligt selvindlysende, og alligevel kan man lejlighedsvis observere fotografer, der er så uanstændige og ikke overholder det: Når man fotograferer i pressegraven, skal koncertfotograferne opføre sig så diskret som muligt. Det handler om at sikre, at showet, der foregår på scenen (og ikke foran den), ikke påvirkes. For de professionelle musikere (og koncertarrangørerne og deres ledelse) handler det om ned at tjene deres indtægt til Scor do af Del
4.2 Kollegial adfærd
Idet der normalt er relativt lidt plads til rådighed for fotograferne i pressegraven (og der ikke sjældent ligger tilstrækkeligt mange "stumblefælder" på uoplyste gulv), lyset er så ekstremt svært og uberegneligt (se forrige vejledning, kapitel 3.3) og desuden fotograferingstiden er så kraftigt begrænset (normalt til de første tre sange) (- tidspresset!), føler de fleste koncertfotografer sig totalt "stressede", fordi det handler om at "skyde" et par vellykkede fotos inden for den korte tid og på trods af de vanskelige rammebetingelser.
Denne pres er i øvrigt endnu større, når ens levebrød tjenes med fotograferingen, og fotografen ikke har råd til at komme til redaktionen uden brugbare ("trykbare") resultater.
Denne følelse af at være stresset fører ikke sjældent til, at den ellers så venlige og tilbageholdende, undertiden endda snarere tilbageholdende fotograf pludselig ved indgangen til pressegraven forvandler sig til et "ragende dyr", der forsvarer sin lovende position med albueindsats og i løbet af koncertens forløb "stormer" nye positioner ved kanten af scenen uden hensyn til andre fotografer, der allerede fotograferer der.
Men som så ofte i livet: En venlig, kollegial adfærd bringer i sidste instans mere end "enmandshærstaktikken". Man vil mødes flere gange i livet (det gælder især inden for koncertfotografering), og når man ved koncertens start møder kolleger, man har et venskabeligt forhold til, er det garanteret mere behageligt, end når man bliver kigget ondt på på grund af støderne ved den sidste koncert og frygte nu selv at være den, der ikke må forvente hensyn fra de andre fotografer.
Konklusion
Så: Optræd kollegialt, i sidste ende kommer du længere med det end med hensynsløs opførsel! Og hvis man (som det også er sket mig) får et smertefuldt slag fra nabomandens objektiv på hovedet, så gå ikke automatisk ud fra, at det skete med vilje. Det kan også være, at fotografen var så fordybet i billedkompositionen, at anderkameras uvægerligt lave en for stor svung ved panoreringen eller objektivskiftet.
Billede 4.5: Dette billede blev taget under en optræden af Sunrise Avenue den 27. august 2012. De to fotografer i forgrunden er forbilledlige, de giver tilstrækkeligt med plads, så hver af dem kan fotografere uforstyrret. Ikke altid er fotograferingsbetingelserne i graven så "komfortable" som her: Oftest hersker der tæt, ubehagelig trængsel. Bestemt har enhver koncertfotograf før fået en albue i siden eller et objektiv mod hovedet...Uheldigt naturligvis, men derfor ikke mindre smertefuldt. Så handler det om at forblive cool og beskæftige sig med at fotografere resten af den tilbageværende tid; hovedlæsionen kan også behandles et par minutter senere. For hvis man kommer med vellykkede, ekstraordinære fotos fra koncerten, gør hovedsåret straks meget mindre ondt! Nikon D4 med 2,8/14-24-mm-Nikkor ved en brændvidde på 14mm. 1/500 sekund, blænde 2.8, ISO 4000.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
4.3 (Sikkerheds-)Bemærkninger
Ved akkreditering modtager fotograferne ofte en informationspjece fra arrangøren eller i det mindste en mundtlig instruktion om, hvad der er tilladt og ikke tilladt under fotograferingen during koncerten. Overhold dette!
Typiske (Sikkerheds-)Bemærkninger inkluderer eksempelvis:
Hvornår lukkes fotograferne ind i pressegraven (normalt kun få sekunder før koncertstart). Hvor længe (3 sange?) må fotograferne fotografere? Brug af blitzlys under koncerten er forbudt. Er kun bestemte positioner tilladt, eller må fotograferne bevæge sig frit i pressegraven? Brug af scenekanten til at støtte kameraet under fotografering er forbudt. Ejendele (jakker, fotorygsække osv.) må ikke lægges på scenekanten eller kasser.
Ordensmagten har beføjelse og kan - i aktuelle tilfælde, f.eks. ved nødsituationer eller af sikkerhedsmæssige årsager - begrænse fotografernes rettigheder, der blev tildelt før koncerten, fra sag til sag. Fototasker må heller ikke stilles på jorden (stolpefare for andre fotografer!). Lommelygter i pressegraven må ikke bruges. Efter fotograferingen skal alle fotografer forlade lokalet samlet. Hvis de afleverer kameraerne, må de efterfølgende frit deltage resten af koncerten (men ikke længere i pressegraven, men blandt publikummet). Osv. (Der er mange regler og sikkerhedsinstruktioner; her blev der kun nævnt nogle typiske af mig). Hvis der er begrænsninger, skyldes det ofte, at der skal tages hensyn til sikkerhedsaspekter eller at arrangøren har modtaget strenge retningslinjer fra musikerne eller deres management, om hvad fotograferne må og ikke må. I det første tilfælde, hvis det handler om sikkerheden og den glidende afvikling af koncerten, er det selvfølgelig vigtigt at overholde disse instruktioner. Ingen vil nok være ansvarlige, hvis redningsfolk f.eks. bliver forhindret i at redde sårede på grund af ens egen skyld.
I det andet tilfælde kræver fairplay, at vi overholder retningslinjerne for ikke at svigte arrangøren, der qua sin rolle som buffer mellem fotografer og musikere ikke skal "hænges ud". Endelig er det vigtigt, at han er ansvarlig over for musikerne og deres managere, og hvis fotograferne ikke overholder reglerne, vil musikerne eller ledelsen anklage arrangøren for kontraktbrud (og eventuelt kræve skadeserstatning eller pålægge en tidligere aftalt konventionalbod).
Da fotograferne indgår en kontraktaftale med koncertarrangøren, der er akkrediteret under visse betingelser, kan kun han sørge for, at pressegraven (eller hele koncertarenaen) handler i henhold til aftalerne. Musikere og ledelse vil derimod beskylde koncertarrangøren for kontraktbrud, hvis f.eks. fotograferne opfører sig anderledes end aftalt mellem musikere/ledelse og koncertarrangør, fordi det er ham, der er ansvarlig for hvad der sker under koncertarrangementet:
Almindeligt kontraktforhold:
Musiker/Management <-> Koncertarrangør <-> Koncertfotografer
Så husk, at koncertarrangørerne kun implementerer de strenge retningslinjer fra musikerne eller deres management. Eller af organisatoriske eller sikkerhedsmæssige årsager pålægger fotografen yderligere forskrifter. Ved overtrædelse kan fotograferne ikke selv tage ansvaret for det, men de skader direkte koncertarrangøren. Og dermed dem, der på et tidspunkt igen arrangerer koncerter, hvor vi fotografer så igen beder om (gratis) akkreditering ...
Tegning 4.6: Tokio Hotel med sangeren Bill Kaulitz den 05. april 2007 i Warszawa. Ordet "fan" kommer fra "fanatisk" og det er klart, at musikere ofte er opmærksomme på, at publikum ikke kommer for tæt på dem, for entusiastiske fans er tidligere kravlet op på scenen for at røre ved deres idol, personligt overdrage en plysseteddy eller for at omfavne ham eller hende. Dette kan forvirre kunstneren og afbryde det detaljerede planlagte show. For at undgå dette skal koncertarrangøren tage hensyn til forebyggelse af sådanne farer i sin sikkerhedsplan (og også implementere det i praksis). Vi fotografer skal også overholde dette, da sikkerhed og en gnidningsløs showafvikling er vigtigst!
(Foto © 2007: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Tegning 4.7: H-Blockx (med sangeren Henning Wehland ved mikrofonen direkte foran pressefotograferne) ved deres koncert den 31. august 2010 på Zeltfestival Ruhr i Bochum/Witten. Når kontakten mellem musikere på scenen og pressefotograferne i pressegraven er så tæt, forstår man, at fotograferne skal følge de sikkerhedsanvisninger, der gives af arrangøren under akkrediteringen, strengt! For eksempel ville det være utænkeligt, hvis en fotograf ved denne koncert havde lagt sit kamerataske på scenekanten for at kunne skifte objektiv hurtigere og mere bekvemt ... Nikon D3S med 2,8/24-70mm-Mikro-Nikkor, ved brugt brændvidde 26mm. 1/320 sekund, blænde 2,8, ISO 5000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
4.4 Følg sikkerhedsinstruktioner
Selvom koncertarrangørerne forsøger at give fotografen så mange oplysninger og anvisninger som muligt om deres opførsel under koncerten, kan de dog ikke forudsige og planlægge alle begivenheder under koncerten ned til mindste detalje.
For at kunne reagere fleksibelt på uventede begivenheder (f.eks. panikudbrud blandt nogle fans i publikum, besvimelser, røgudvikling, kast af genstande fra publikum, stormen scenen etc.) og imødekomme koncertarrangørernes (sikkerheds-)interesser, gives der generelt under akkrediteringen besked om, at sikkerheden, der overvåger forløbet under hele koncertarrangementet, har absolut beføjelse og at alle fotografer strengt skal følge dette.
Bemærkning
"Som tidligere nævnt er sikkerhedsfolkene forlænget arm for arrangøren, som besidder husretten. Derfor er sikkerhedens ord loven, uanset om det passer en eller ej.
Av praktiske årsager er det ofte ikke muligt og heller ikke hensigtsmæssigt, at sikkerheden begrundet deres anvisninger. Så det kan ofte virke som om, beslutningerne er vilkårlige. Men hver koncertfotograf bør forstå, at sikkerhedens primære opgave er at opretholde eller genetablere sikkerheden for alle involverede (…)."
(Fra: Konzertfotografie; Brüggemann, Becher, Meister, Darmer, Lippert; mitp forlag 2012; 186 sider; 24,95 Euro).
Tegning 4.8: Den (stadig) forladte pressegrav få minutter før koncertstart. Fotograferne må stadig ikke gå ned i graven; de må vente, indtil sikkerheden (en imponerende repræsentant ses til venstre på billedet) giver tegn og åbner afspærringerne for de akkrediterede fotografer. Og så begynder det normalt også inden for kort tid!
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Ved hjælp af moderne kommunikationsmetoder ("øreknappen") er medlemmerne af sikkerheden godt forbundet med hinanden. Så hver af dem kan hurtigst muligt informeres om begivenheder, der også sker uden for deres synsfelt, f.eks. i den anden ende af koncertsalen, fordi sikkerheden ideelt set er spredt ud over hele koncertområdet. Således er det i nogle tilfælde, at medlemmer allerede ved potentielle farlige situationer, også selvom de er lokaliseret et helt andet sted.
Dette betyder for os koncertfotografer, at vi absolut og hurtigst muligt skal følge sikkerhedens anvisninger. For på grund af insideroplysninger, som kun sikkerheden har, og ikke vi, er det ofte ikke klart for os, hvilken grund visse anvisninger har. Det afgørende er dog, at sikkerheden har information forud for os fotografer, og er også berettiget til at give os anvisninger. Disse vil normalt ikke være vilkårlige, men tjene til alles sikkerhed og sikre en gnidningsfri koncertafvikling.
Figur 4.9: Culcha Candela ved koncerten den 20. august 2011. Når fuldstændigt begejstrede fans i publikum hyperventilerer ved synet af deres idoler eller endda besvimer, da kræves der hurtig indgriben fra ambulancen. Sikkerheden skal sørge for en gnidningsløs redningsaktion, hvilket nogle gange også betyder, at fotograferne midlertidigt og hurtigt skal forlade pressegraven for at muliggøre en hurtig passage for ambulancen og eventuelt bjergningen af den besvimede person. Nikon D3S med 4,0/24-120-mm-Mikro-Nikkor, ved brugt brændvidde 24mm. 1/100 sekund, blænde 5,0, ISO 2000.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Konklusion om emnet
Når sikkerhedsfolkene giver instruktioner, bør I hurtigst muligt følge dem uden at diskutere. På grund af medlemmernes telekommunikative netværk har sikkerhedsfolkene flere oplysninger end jer, hvilket betyder, at instruktionerne som regel også har en (sikkerhedsrelevant) baggrund.
Hvis man er en god partner i pressegraven, vil sikkerhedsfolkene også være velvillige over for fotografen og have forståelse for vores behov.
En kort hilsende gestus med øjenkontakt og nik, når I bliver lukket ind i graven, skaber en afslappet atmosfære og baner vejen for et godt samarbejde.
Hvis begge sider respekterer og ikke hindrer, men endda støtter hinandens arbejde/opgave, vil der også opstå et partnerskab, som begge sider vil kunne drage fordel af ved næste koncert.
Derimod vil en person, der opfører sig ubehageligt i pressegraven, ikke følger sikkerhedsinstruktioner og derefter diskuterer, bestemt aldrig blive understøttet og opmuntret til at lave ekstraordinære koncertbilleder i sit arbejde.
4.5 Handle omtanke
Pressegraven ved scenekanten er ofte proppet med arrangementsteknik. Man finder ikke kun højttalere der, men også belysningsudstyr og selvfølgelig en masse kabler. Ideelt set er disse godt skjulte, men jeg har også oplevet nok koncerter, hvor der var kablerod på kanten af graven, tæt på scenen. Sådanne snublefælder kan være farlige, især fordi der normalt ikke er lys i graven, og det er som regel forbudt for fotografer at bruge lommelygter.
Figur 4.10: Pas på snublefælde! Kablerne mellem højttalerne er tydeligt synlige. Dog blev billedet taget med en høj lysfølsomhed på 3.200 ISO og på et tidspunkt, hvor graven næsten var helt tom igen. I trængslen, når mange koncertfotografer er i graven, er det dog let at overse løse eller liggende kabler. Især fotografer bevæger sig kun med DSLR-kameraet foran øjnene med udsigt mod scenen (og dermed klar til at fotografere). Så vær forsigtig, for et brækket ankel betyder ikke kun smerte, men også flere ugers eller endda måneders arbejdsophold!
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Derudover kan der, især når arrangementer finder sted udendørs eller i telte, også være fordybninger i graven, hvor der igen føres strømkabler igennem. Her kan man nemt snuble, vride om på foden eller endda brække den.
Konklusion: Vær derfor forsigtig i graven! Sørg for at forlade stedet for arrangementet i god behold! Det bedste er, hvis I, lige inden I går ind i graven (kort før koncerten begynder, er der stadig tilstrækkeligt lys i lokalet), holder øje med potentielle snublefælder. Hvis I er i tvivl, bør fotograferne bevæge sig lidt langsommere og mere forsigtigt - selv i travlheden med den korte fotograferingstid.
4.6 Lad ikke genstande ligge i graven
På grund af trængslen og den uoverskuelige situation i pressegraven bør fotograferne ikke efterlade noget, men bære alt (udstyr, tøj osv.) på sig. Det lyder egentlig som en selvfølge, men fristelsen er stor til f.eks. at stille fotorygsækken fra sig for bedre at kunne bevæge sig frit. Også tøj, ofte jakker, bliver hurtigt smidt, fordi der ofte er trykkende varm luft i koncertsalen, hvilket får en til at svede, selv hvis der er frostgrader udenfor.
Det anbefales at tage en så lille, flad fotorygsæk som muligt med til koncerten og have den på ryggen hele tiden. Den generer ikke så meget ved drejninger eller skift af position.
Det bedste ville naturligvis være at undlade rygsæk eller fototaske helt. Men så skulle man arbejde med to kameraer udstyret med forskellige brændvidder, hvilket også indebærer risikoen for, at kameraet, der hænger over skulderen, dingler og generer (eller risikerer at blive ramt og beskadiget).
Figur 4.11: Næsten ikke til at tro, men sandt: Min robuste, vandtætte fototaske "Ultralight" fra Rimowa er næsten 20 år gammel - og stadig i god stand. Jeg købte den, fordi jeg endda kan stå på den - en omstændighed, jeg ofte har udnyttet, når jeg ikke havde en stige eller en anden mulighed for at få et højt udsigtspunkt på fotoshoots. I koncertgraven dog, mellem alle de hektisk agerende fotografer, synes jeg, at det er farligt at stå på min fototaske, for et stød vil straks vælte mig ned fra tasken. Ved koncerter foretrækker jeg en af mine fotorygsække, da de generer mindst. 
(Foto © 2012: Jens Brüggemann - www.jensbrueggemann.de)
Figur 4.12: U2 (her medstifter og sanger Bono) ved koncerten i Berlins Olympiastadion den 7. juli 2005. For at kunne bevæge sig så frit som muligt - hvis man overhovedet må det - er det en god idé at fotografere koncerten med så lidt udstyr som muligt. Det er ikke altid nødvendigt at have alle objektiver med; nogle gange tager "materialekrigen" fokus væk fra motivet. Hvis man på forhånd kan finde ud af, om man vil stå meget tæt på scenen eller længere væk, kan man pakke passende objektiver. Med en vidvinkelzoom og en portrættele vil man dog være tilstrækkeligt udstyret og rustet til næsten alle situationer. På dette billede kan man tydeligt se sikkerheden i deres røde jakker, delvist med ryggen til scenen (noget normale koncertgæster aldrig ville gøre!).
(Foto © 2007: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
