Her er et overblik over de enkelte kapitler:
Del 01 - "Dream job" koncertfotograf?
Del 02 - Juridiske spørgsmål
Del 03 - Særlige forhold ved koncertfotografering
Del 04 - Adfærd i "graven"
Del 05 - Det fornuftige udstyr til koncertfotografer
Del 06 - Tips og tricks fra (koncertfotografi-) professionelle
Del 07 - Billedkomposition (Del 1)
Del 08 - Billedkomposition (Del 2)
Del 09 - Anbefalede kameraindstillinger
Del 10 - Efterbehandling
Illustration 6.1: Hvis du gerne vil tage stemningsfulde og usædvanlige koncertfotos, kræver det ud over passende fotoudstyr også lidt erfaring - eller i det mindste nogle gode råd fra erfarne fotografer. Naturligvis spiller heldet også en rolle. Dog som ordsproget siger: "Lykken følger de flittige!" Så I bør ikke kun stole på jeres held, for så vil I sjældent bringe specielle fotos hjem fra en koncert. Her formåede fotograf Sven Darmer at fange sangeren fra Depeche Mode, Dave Gahan, foran en effektfuld baggrund (koncert den 9. juni 2013 på Olympiastadion i Berlin). Canon EOS-1D X med EF 2,8/70-200mm ved en brændvidde på 142mm. 1/250 sekund, blænde 7,1, ISO 3.200.
(Foto © 2013: DAVIDS/Sven Darmer - www.svendarmer.de)
6.1 Passende eksponeringsmåder
Følgende eksponeringsmåder er mulige med de fleste moderne kameraer:
• (centreret) Integreret måling
• Pletmåling
• Multifeltmåling
Illustration 6.2: Musikere, ligesom alle kunstnere, er ofte klædt helt i sort - en omstændighed, der ikke ligefrem gør lysmålingen nemmere for os fotografer. Hvis musikeren holder sin position i et stykke tid, kan pletmålingen dog nogle gange også være hensigtsmæssig. Der måles så på kunstnerens ansigt, og man kan dermed finde en værdi, der er uafhængig af modlys fra scenelysningen. På denne måde bliver det muligt at få personen godt med på billederne og genkende vedkommende. Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor ved en brændvidde på 120mm. 1/1000 sekund, blænde 5,6, ISO 1000.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann - www.jensbrueggemann.de)
Ved intgreret måling tages højde for de enkelte lysstyrker i hele billedfeltet. Den er ideel f.eks. til typiske feriebilleder eller optagelser af store grupper under så normale lysforhold som muligt (uden for store kontraster). Ved varianten centreret integreret måling vægtes området i midten af billedet stærkere end kantområderne (på Nikon D4 er det en cirkel i midten af billedet med en diameter på 12mm, som vægtes med 75%).
Kamerakonstruktørerne går ud fra, at de motivmæssigt vigtige dele normalt er placeret centralt i billedet (f.eks. ved gruppebilleder).
Illustration 6.3: Peter Maffay til koncert på Waldbühne i Berlin (den 28. maj 2011). Hvis motivet består af lige mange mørke områder (f.eks. guitargreb, bukser) og lyse områder (f.eks. dele af guitarkroppen) samt resten af neutrale lyse områder (f.eks. grå baggrund), opnår man de bedste resultater med integreringsmålingens eksponeringsmetode. (Her blev centreret integreret måling anvendt). Canon EOS-1D Mark IV med EF 2,8/70-200mm ved en brændvidde på 165mm. 1/250 sekund, blænde 4,5, ISO 1.000.
(Foto © 2011: DAVIDS/Sven Darmer - www.svendarmer.de)
En pletmåling er en eksponeringsmåling for erfarne fotografer; kun med erfaring opnås fornuftige (korrekte) resultater. Ved pletmåling bruges en meget lille del af billedfeltet (måleområdet er normalt i midten) til at måle en lille del af lyset i motivet målrettet. Det er den del, der anses for at være mest vigtig og absolut skal eksponeres korrekt. I koncertfotografering er dette ofte sangerens/musikerens ansigt. Dog giver følgende punkter ofte brugerne vanskeligheder: for det første størrelsen på måleområdet, som f.eks. på min Nikon D4 kun har en cirkeldiameter på 4mm (det svarer til ca. kun 1,5% af hele billedfeltet).
For det andet skal det sikres, at det areal af motivet, der måles, i lysheden svarer til cirka et 18% gråt. For lysmålingen er kameraerne kalibreret i denne retning; reflektionen af en 18% grå er således referenceværdien, og hvis det målte sted i motivet afviger reflectorisk fra dette, vil eksponeringen blive forkert. Så kun motiver, hvor det målte sted reflekterer lyset som en 18% grå, er egnede til eksponeringspletmålingen. (At holde en referencegråkort for sangen foran hans ansigt for at bestemme en korrekt eksponering, er under koncerten - tror jeg - mere upraktisk ...) Hvad der forvirrer nogle fotografer yderligere er, at lysmålingen ofte finder sted i midten af det aktive fokuspunkt.
Dette fører let til forvirring, at begge funktioner kunne være "beslægtede". I kamerakontrol og logik har lysmåling og autofokus dog intet til fælles. Lysmålingen bruges til at skabe et billede, der ikke er for lyst eller for mørkt (medmindre man har valgt high-key eller low-key fotos). Autofokus derimod bruges til at tage et ordentligt skarpt foto.
Illustration 6.4: Et motiv (med mange mørke billedområder), som er egnet til at bestemme den korrekte kombination af lukkertid, blænde og ISO-følsomhed ved hjælp af pletmåling for at få et korrekt eksponeret billede. Når du bruger pletmåling, er det vigtigt, at der er en konstant (her: dagslys-) belysning i en tilstrækkelig lang periode, hvor du har tid til at udføre lysmålingen.
Derudover må kunstneren på scenen ikke bevæge sig for hurtigt, så man kan udføre lysmålingen. På grund af den mørke baggrund og musikerens sorte tøj ville en anden eksponeringsmetode have resulteret i alt for overeksponerede resultater, hvor tøjet ville se gråt ud, og ansigtet ville være alt for lyst gengivet. (Medmindre man havde brugt integreret måling eller matricemåling i kombination med manuel eksponeringskorrektion, også kaldet plus-minus-korrektion). Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor ved en brændvidde på 175mm. 1/640 sekund, blænde 4,0, ISO 1.000.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann - www.jensbrueggemann.de)
Ved metoden med flerfeltmåling (også kaldet matrixmåling) deles billedet op i flere områder (for eksempel fem: et felt i midten og de fire tilstødende hjørneområder). Hvert felt måles (automatisk) af kameraet, og derefter dannes en gennemsnitsværdi heraf.
Denne eksponeringsmålemetode anbefales, når der f.eks. skal fotograferes motiver med stor kontrast. Ideen er, at alle billedets dele skal tages i betragtning, og der skal findes en tid-blænde-ISO-kombination, der kan betragtes som et kompromis fra alle områder (for at undgå overeksponerede hvide områder eller dybt sorte områder uden detaljer).
Selvom producenterne gennem udviklinger af denne eksponeringsmålemetode (f.eks. farvematrixmåling, som også tager hensyn til farver i motivet under lysmålingen; eller 3D-farvematrixmåling, som yderligere tager hensyn til afstandene mellem motivområderne under beregningen), lider alle eksponeringsmålemetoder altid af en dilemma:
Hvis lysforskellene i motivet er for store (=stor kontrastomfang), er det umuligt at lave et tilfredsstillende eksponeret billede med et enkelt optagelse. Det skyldes, at kontrastomfanget i motivet er større end kameraets dynamikområde, således at der uundgåeligt vises områder på billedet, der enten er helt sorte uden detaljer eller overeksponerede hvide. Løsningen ville være HDR; dette er dog i koncertfotografering fuldstændig uegnet på grund af fotoforbuddet i orkestergraven og musikernes bevægelser på scenen.
Figur 6.5: Udfordrende lysforhold er normale i koncertfotografering, især ved rock- og popkoncerter. Især når en spotlysstråle skinner som (stemningsfuldt) modlys ind i objektivet, kan det ske, at personerne (sanger/dansere) på scenen ender for mørke på billedet. Dog kan en eventuel fejleksponering muligvis udlignes af modlyset, f.eks. som på dette billede, hvor den mørke (overvejende sorte) beklædning hos boybandet næsten modvirker lysmålingen. Så de to ekstremer (modlys på den ene side; aktørernes sorte tøj på den anden) udligner hinanden. Resultatet er et stemningsfuldt koncertbillede, hvor sangerens ansigter stadig kommer til deres ret. US5 ved koncerten den 24. november 2007 i Berlin.
(Foto © 2007: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Ultimativt handler det derfor om, at fotografen skal beslutte, hvilken (billedmæssigt vigtig) del af motivet der skal eksponeres korrekt. Og om det er spot-, integreret- eller flerfeltmålemetoden, der anvendes, er fuldstændig ligegyldigt. Det afgørende er, at fotografen opnår det ønskede resultat med den valgte metode.
Det skal dog bemærkes, at kameraets standardindstilling (som betragtes som en "anbefaling" til fotografen) ikke skal følges "blindhændigt". Da vi har tre parametre (eksponeringstid, blænde, ISO-følsomhed) til rådighed på kameraet for at opnå en bestemt eksponering (billedets lysstyrke), kan vi ændre disse tre parametre, så eksponeringen (og dermed billedets lysstyrke) forbliver den samme; dog med en anden tid-blænde-ISO-kombination, der er mere egnet til vores formål. For eksempel: Hvis kameraets eksponeringsautomatik (uanset type) giver os følgende værdier: Eksponeringstid = 1/250 sekund, blænde = 8, ISO = 800, kan vi ændre dem, således at vi f.eks. får en kortere eksponeringstid ved samme ISO-indstilling og mere åben blænde (og dermed en mere markant skarphed-uskarphedseffekt).
I koncertfotografering bruges leg med skarphed-uskarphedseffekten ofte til at fremhæve den fotograferede musiker fra den (ofte forstyrrende) baggrund på scenen. Hvis baggrunden er uønsket, kan den i høj grad gøres ukendelig ved at bruge lidt dybdeskarphed (ofte blot få centimeter eller endda millimeter). Målet er altid at lede beskuerens opmærksomhed mod de elementer på billedet, som fotografen anser for vigtige. I koncertfotografering vil dette normalt være kunstnerens ansigter eller i mere abstrakte optagelser kun instrumenterne (eller de spillede hænder).
6.2 Automatisk eksponering kontra manuel styring
Mange fotografer (især ambitiøse begyndere) vil absolut fotografere med manuel kameraindstilling. De mener dermed, at de skal undvære eksponeringsautomatikkerne og manuelt indstille lukkertid, blænde og ISO-følsomhed.
Jeg mener af flere grunde, at dette er den forkerte vej: For det første kan variationer i belysningen (som er ret almindelig og skifter hurtigt i koncertfotografi) betyde, at vi konstant skal tilpasse kombinationen af tid-blænde-ISO. Dog opfanger vi (udstyret med et godt øje og en effektiv hjerne) ikke altid disse variationer; over- eller undereksponering er uundgåelige. For det andet er det ret - nå ja, lad os sige: modigt, når fotografer mener, at de kan vurdere motivets lysstyrke så præcist, at de frivilligt kan indstille tid, blænde og ISO-værdi manuelt. Vores øjne vænner sig (meget hurtigt!) til skiftende lysforhold, så vi reagerer ikke specielt på forskellene; eller først når de er meget store og pludselige.
Den sædvanlige praksis ved manuel justering er derfor også at orientere sig efter de værdier, som kameraet (-eksponeringsautomatikken) anbefaler. Disse værdier er baseret på den interne lysmåling i kameraet; hvilket i grunden betyder, at forskellen mellem manuel justering af parametrene tid, blænde og ISO og fotografering med en af de tre (professionelle) eksponeringsautomatikker (program-, blænde- og tidsprioritet; brugen af ISO-automatikken frarådes kraftigt!) blot består i, at ved førstnævnte indstiller fotografen værdierne (men efter kameraets anvisninger) og ved sidstnævnte indstiller kameraet parametrene selv (fordi en af eksponeringsautomatikkerne er valgt).
Figur 6.7: Ved klassiske koncerter (eller også ved jazz, country, folkmusik, slagermusik osv.) forventes normalt ikke store variationer i belysningen. Heller ikke vil der blive brugt færre eller slet ingen farveeffekter ("Lightshow"); koncertfotografer kan derfor regne med konstant, naturligt (hvidt) lys, hvilket naturligvis gør manuel eksponeringsstyring meget lettere. Her blev Montserrat Caballé fotograferet ved hendes koncert i Berliner Philharmonie den 31. januar 2011. Canon EOS-1D Mark IV med EF 2,8/300mm. 1/160 sekund, blænde 2,8, ISO 1.000.
(Foto © 2011: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Figur 6.8: RUNRIG den 29. august 2012. Hvis belysningen på musikerne (i det mindste i en "lykkelig", men ubestemt periode) er konstant, kan man arbejde godt med manuel eksponeringsindstilling. Der spiller det heller ingen rolle, om projektorerne lyser baggrunden op, foran forbliver motivet, musikeren, konstant fint belyst.
(Mellem disse to billeder blev der taget 18 flere af mig med samme eksponeringsindstilling). Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/250 sekund, blænde 2,5, ISO 2.500.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Konklusion
Hvem - af hvilken grund som helst - foretrækker at fotografere manuelt, kan selvfølgelig gerne gøre det. I professionel koncertfotografi tæller dog kun resultatet, som det også gør i andre områder af fotografering; så det er bedre at fokusere på, at resultatet lykkes frem for at bekymre sig om vejen, da vejen dertil er ligegyldig. (Et billede er ikke bedre, bare fordi fotografen har arbejdet med manuel indstilling).
Hvis man vælger manuel indstilling af lukkertid, blænde og ISO-følsomhed, skal man være opmærksom på, at skiftende lysforhold kræver en tilpasning af eksponeringsparametrene. Så hold altid øje med, om eksponeringsindstillingerne fører til det ønskede resultat, eller om der er behov for en korrektion.
6.3 Udnytte kameraets serieoptagelsesfunktion
I løbet af brøkdele af et sekund tændes spotlys og slukkes igen. På grund af musikernes ofte hurtige bevægelser på scenen dækker de (modlys-) lys eller lader det skinne ind i vores linser. Tiendedele af et sekund afgør, om kunstneren blinker på portrætfotoet eller laver en uheldig (ufotogen) grimasse.
Koncertfotografering er actionfotografering, derfor er det fornuftigt at sætte kameraet til serieoptagehastighed. Det er dog ikke gavnligt at tage regelmæssigt et dusin næsten identiske fotos i træk; derimod er det fornuftigt at skyde 2-4 korte "skud" hver gang der fotograferes. På denne måde kan fotografen målrettet og omhyggeligt fotografere motiverne og undgå alligevel risikoen for, at det pågældende billede bliver ubrugeligt på grund af et kort øjeblik (f.eks. fordi en projektør lige i et kort øjeblik skinner direkte og dermed forstyrrende ind i kameraet).
Som koncertfotografer behøver vi ikke at begrænse os; på grund af den korte tilgængelige tid (normalt kun tre sange), behøver vi ikke at frygte, at hukommelseskortet bliver fuldt, inden vi bliver ført væk fra graven. Og kamerabatteriet holder sandsynligvis til 3-4 koncerter i træk, før batteriets statusanvisning opfordrer os til opladning. Så sparsomt ikke med fotos, men "skyd løs"!
Figur 6.9: Mange rockstjerner har typiske poseringer. Hvis man formår at fange dem, øger det salget af billedet betydeligt. Billy Idol (her den 27. november 2005 i Berlin) er selvfølgelig en professionel af første klasse og også mester i selvrepræsentation. Seriebilledindstillingen på kameraet hjælper med at vælge det optimale resultat blandt lignende billeder. Der, hvor posen passer perfekt, billedets udsnit og eksponeringen er korrekte, og også de mange detaljer (lyspositionering, ansigtsudtryk, personer og udstyr i baggrunden osv.) harmonerer på en ideel måde.
(Foto © 2005: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
6.4 Bracketing – kritisk vurderet
Jeg har aldrig rigtig forstået meningen med brug af bracketing. Det virker lidt som at skyde gråspurve med kanoner. I den digitale tidsalder, hvor vi fotograferer i RAW-format og (i det mindste let) redigerer alle vores fotos, virker bracketing overflødig som en strube.
Figur 6.10: Bracketing giver kun mening, når fotografen er usikker på, hvilken eksponering der er optimal; han forsøger på denne måde at opnå mindst ét optimalt eksponeret resultat med flere fotos med forskellige eksponeringer. Dog egner koncertfotografering med sine hurtigt skiftende lysforhold sig kun delvist til brug af bracketing. Som tidligere nævnt skifter belysningen af aktørerne på scenen alligevel konstant og meget hurtigt. Derfor kan man også med en konstant eksponeringsindstilling opnå helt forskellige resultater. Hvis man nu tilføjer en anden usikkerhed tilspillet, nemlig ændringen af eksponeringsindstillinger under en billedserie, så blander man to risikofaktorer sammen, således at det (optimale) resultat bliver endnu mindre forudsigeligt. Man bevæger sig med bracketing ind på meget usikkert terræn, så resultaterne afhænger helt af ikke-forudsigelige faktorer. For eksempel: Er det muligt, at den underbelyste del af bracketing faktisk forekommer på det nøjagtige tidspunkt, hvor en lampe skinner direkte ind i fotografens objektiv, og dermed allerede resulterer i en underbelyst del? (Foto © 2013: Jens Brüggemann - www.jensbrueggemann.de)
I mine øjne er det meget mere fornuftigt at fokusere på at indstille kameraet korrekt i stedet for at fotografere eksponeringsvariationer. Selvom indstillingerne ikke var helt optimale under optagelsen, kan billedet i de fleste tilfælde "reddes" takket være RAW-udvikling i Photoshop eller Lightroom. Så koncentrer dig hellere om en usædvanlig billedkomposition, om at fange fantastiske scener fra showet, om at fotografere alle musikere (selvom nogle af dem måske er ukendte). Og for at kontrollere eksponeringsindstillingerne er det nok med et hurtigt kig på kameradisplayet fra tid til anden for at opdage og rette større fejl.
6.5 Brug af fuldt opladede batterier
Man ved jo aldrig … Ifølge dette motto bør du altid have fuldt opladede batterier i kameraet, når du tager koncertfotos. Naturligvis er det ofte tilstrækkeligt med en sjette kapacitet af et kraftigt batteri, især da der kun må fotograferes i de første tre sange. Men man ved aldrig, hvad der kan ske, om fotograferingstiden måske vil blive forlænget på grund af en pludselig indskydelse eller fordi en ny musiker skal promoveres. Og hvem ved, om du får mulighed for at tage flere fotos både før og efter koncerten, under et interviewtermin (eller før lydchecket)? Så: Oplad kamerabatteriet! (Eller tag et opladet reservebatteri med).
Figur 6.11: "Det er til at rive håret af!" Når Woody Allen griber klarinetten på scenen (som her ved koncerten med hans New Orleans Jazz Band den 22. marts 2010 i Berlin), så er udtryksfulde koncertfotos garanteret! Det ville være ærgerligt, hvis man skulle stoppe med at fotografere for tidligt, fordi batteriet havde for lidt restkapacitet og nu er fuldstændigt afladet.
(Foto © 2010: DAVIDS/Sven Darmer - www.svendarmer.de)
6.6 Fotografering i RAW-format
I mange områder af fotografering er det helt unødvendigt at fotografere i RAW-format. JPEG er fuldt tilstrækkeligt i kvalitet. Dog er fotografering i RAW-format virkelig at anbefale inden for koncertfotografering, mere end i nogen anden genre, da vi her regelmæssigt har at gøre med stærke lyskontraster. Udbledte hvide områder, hvor lamper skinner direkte ind i objektivet, og de mørkeste områder i baggrunden er ikke sjældne. Også ansigterne forsvinder ofte; enten bliver de for lyse, fordi lyset er for stærkt i forhold til vores eksponeringsindstilling, eller ansigterne er for mørke, fordi modlyslyset har forstyrret vores eksponeringsautomatiks måling.
Hvis vi fotograferer i RAW-format, kan visse indstillinger nemt ændres bagefter (f.eks. hvidbalance) og eksponeringen kan optimiseres med et par blændetrin.
Figur 6.12: Ich & Ich med sangeren Adel Tawil ved mikrofonen den 1. september 2010. Ved de fleste koncerter kan man forvente svære til næsten umulige lyskontraster. Det er nyttigt at fotografere i RAW-format, så man senere på computeren stadig kan hente detaljer både fra de lyse, overeksponerede områder og de mørke, undereksponerede områder. Nikon D3S med 2,8/24-70mm-Nikkor ved en brændvidde på 24mm. 1/1000 sekund, blændeværdi 3,2, ISO 3200.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann - www.jensbrueggemann.de)
6.7 Regelmæssig billedkontrol - med automatisk (og formatfyldende) billedevisning
Den store fordel ved digital fotografering er muligheden for øjeblikkelig billedkontrol (på kameradisplayet). Fejl kan således straks opdages (og derefter selvfølgelig rettes). Denne fordel fungerer dog kun, hvis fotograferne rent faktisk udfører billedkontrollen. Især når man i iveren under koncerten fotograferer med tidsnød, glemmer nogle denne nødvendighed. Eller de er for hektiske og tror på det tidspunkt, at de kan undvære det. Men det er en fejltagelse. Jeg har ofte set fotografer, der fuld af spændt nysgerrighed har set deres billeder, når de forlader graven, og opdager, at de på grund af en utilsigtet fejlinstilling ikke kunne tage et eneste brugbart billede med hjem …
Vend jer derfor til at udføre billedkontrollen regelmæssigt, helst efter hver 10-12 fotos. Et hurtigt kig på kameramonitor er tilstrækkeligt. For at spare tid bør I aktivere kameraets automatiske billedafspilning. Her vises hvert taget billede på displayet i et par sekunder. Et kort tryk på kameraets udløser gør også straks billedet usynligt igen.
Det er også fornuftigt med jævne mellemrum at kontrollere skarpheden. Et hurtigt kig rækker ikke her; i så fald må I zoome ind på billedet. Denne kontrol er dog ikke så hyppig nødvendig; en gang pr. sang burde være tilstrækkeligt. (Med mindre I ofte har problemer med skarpheden af jeres billeder; men det ville jeg selvfølgelig kontrollere på forhånd).
Billede 6.13: Når fotografene ivrig og under tidspres fotograferer ved koncerten (som her med Tim Bendzko den 24. august 2012), kan det ske, at de glemmer at foretage regelmæssige kontrolkig på kameraskærmen for at kontrollere de tagne fotos med hensyn til skarphed, korrekt eksponeringsindstilling, billedkomposition osv. Det sker således gentagne gange, at fotografer fejlagtigt (eller ikke passende) fotograferer gennem alle tre sange og kun efter forlader pressegraven, når det er for sent at rette op på fejlen, opdager deres fejl. Nikon D4 med 2,8/14-24mm-Nikkor ved en brændvidde på 24mm. 1/80 sekund, blænde 3,5, ISO 3.200.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
6.8 Også fotografere i sort-hvid
Koncertfotografering lever egentlig også væsentligt af de mange farverige farver (lysene). Alligevel kan også sort-hvide fotos være meget charmerende. Jeg anbefaler at indstille kameratilstanden til sort-hvid, mens du fotograferer. På den måde kan virkningen bedre vurderes, når du kigger på skærmen. Hvis du fotograferer i RAW-format, går farveinformationerne ikke tabt; du kan stadig "udvikle" billederne i farve.
Sort-hvid-fotografering er imidlertid ikke kun fjernelse af farve. Det handler snarere om at se motiverne i sort-hvid; fotografen, der mestrer dette, kan også adskille motiver, der egner sig til sort-hvid og andre, der ikke får gavn af det, hvor farven blot mangler.
Billede 6.14: De særlige udtryksfulde sort-hvide fotos (eller, i samme kategori, fotos i sepia-tone) gør sort-hvid-fotografering tidløs; det er stadig "in". Også dette motiv af BAP-guitaristen (koncert den 24. august 2011 i forbindelse med Zeltfestival Ruhr i Bochum/Witten) mister ikke noget ved reduktionen; tværtimod vinder det (nostalgisk) charme og virkning. Nikon D3S med 1,4/85mm-Nikkor. 1/160 sekund, blænde 2,5, ISO 1.250.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Bemærk
• Nogle motiver "kræver" nærmest at blive fotograferet i sort-hvid.
• Andre virker både i sort-hvid og i farve lige så godt.
• Der er dog også motiver, der helst ikke bør fotograferes i sort-hvid, fordi de mister ved det.
Det er fotografens opgave at finde ud af, hvilken kategori det pågældende motiv, der skal fotograferes på en given tid, hører til. Hvis I har besluttet jer for at tage sort-hvide fotos, så fokuser allerede under optagelsen på det og juster jeres billedevisning herefter. Dette træner jeres øje og hjælper med at vurdere, hvilke koncertfotos der virkelig fungerer i sort-hvid og hvilke der ikke gør.
Billede 6.15: Et af de få fotos, der virker lige så godt i sort-hvid som i farve. Til sidst er det formålet (redaktionel brug i en avis eller et musikmagasin, offentliggørelse på en fan-side osv.) og jeres smag, der bestemmer, hvilken variant I vælger. Nikon D800 med 2,8/70-200mm-Nikkor ved en brændvidde på 125mm. 1/640 sekund, blænde 5,0, ISO 800.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
