Tegningslegende:
Hvis skildringen af mænd i aktfotografi kontinuerligt er vokset siden 1970'erne, skyldes det mindre kvinders frigørelsesstræben og glansbillederne til kvinder, såsom "Playgirl", men især de homoerotiske fotografer, som i traditionen af sort-hvid aktfotografi på en måde har "genopdaget" den mandlige akt som en kunstform.
Støttende heri kan have været at selvforståelsen af homoseksuelle mænd quasi har udviklet sig parallelt med dette og i adskillige bodybuilding-magasiner fandt en platform til at gøre deres værker tilgængelige for en større offentlighed.
Den sandsynligvis mest kendte sort-hvid aktfotograf inden for dette område i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne var den amerikanske tidligere billedhugger Robert Mapplethorpe, som især med sine værker af atletiske afroamerikanere har skabt en kraftfuld dimension af mandlige aktfotografier, der blev implementeret både erotisk tiltalende og æstetisk tiltalende af ham.
En modig og banebrydende bog om emnet aktfotografi af mænd i den tysktalende kultursfære er sort-hvid-fotobogen "Männer" (1984) af Herlinde Koelbl, som den interesserede læser absolut bør konsultere for ansporing. Selvom nogle af disse aktportrætter af visse kritikere endda bliver dømt som for "aggressive", viser denne billedbog dog en bemærkelsesværdig rækkevidde inden for dette emne, som var langt fra usædvanlig samlet hos os. Først i oktober 2004 førte Sylvie Blum traditionen videre på smuk vis med sin billedbog "M".
Aktfotografier af mænd bliver stadigvæk, i modsætning til dem af kvinder, sjældent taget. Kun i reklamer var der en vendepunkt i 1990'erne: Således vises nøgne mandekroppe nu relativt hyppigt - dog venligst anstændigt, med kønsdelene skjult i et par jeans eller, som her, skjult bag modellens hånd.
Accepten i befolkningen strækker sig indtil (helst muskuløs) overkrop - men (endnu) ikke meget længere. Øverst fremragende - nederst dårligt; dette synes at beskrive den aktuelle tilstand af mest heroiserende og idealiserende aktfotografi af mænd træfsikkert. Et kig ind i kunstens historie viser, at det ikke altid har været sådan: Således var det ofte mænd og drenge, der var modeller for de tidlige græske billedhuggere, mens kvinder og piger sjældnere blev modelleret i forhold hertil.
I mellemtiden kan også personligheden (forstået ved ansigtet) stå ligeberettiget ved siden af kroppen af det (mandlige) model i forgrunden på nøgenbillederne. Og kønsdelen, som afbildet her, bliver ikke længere set som noget "usømmeligt" eller "forstyrrende" af fotografen, men bliver heller ikke fremhævet, men betragtes og fotograferes som en naturlig, så at sige "tilhørende" ting. Det er interessant, at netop en sådan naturlighed vækker utilfredshed hos mange mennesker.
Nogle vil stadigvæk hellere forvise mandens nøgenbilleder til soveværelset. Bevægelsesøjeblikket giver dette billede dynamik.
Mens fotograferne af de første nøgenbilleder i starten af mænds aktfotografi bestræbte sig på at skabe så forvrængede (f.eks. ved at bruge slørede effekter) og anonyme (modeller vendte ansigtet væk) fotografier som muligt, blev der senere lagt vægt på skarpe optagelser, hvor æstetikken blev opnået gennem dygtig brug af lysføring.
Ligesom med dette billede lever traditionen om bodybuilding-fotografi stadig videre: Stribe- og sidelys samt oliede kroppe er værktøjerne i denne type mandlige aktfotografi.
Der findes en modelkontrakt til arbejdsmaterialet.
