Billedkomposition (Del 1)
Den bevidste konstruktion af billedopbygningen kan – efter min mening – ikke læres udenad. "Den gyldne snit" og andre regler for billedkomposition er forsøg på at forklare, hvorfor nogle fotos skiller sig ud fra mængden; men de bør ikke forstås som vejledning til at konstruere alle fotos efter disse regler.
Alle de fotokunstnere, jeg kender til, understreger gang på gang, at de udfører deres billedkomposition mere eller mindre ubevidst. Præcis "fra maven". Dem der derimod under fotograferingen først skal tænke sig om længe, går glip af de bedste øjeblikke (især også inden for koncertfotografering).
Alligevel bør man indimellem tænke over nogle gestaltningsspørgsmål. Og også under billedudvælgelse bør I hele tiden spørge jer selv, hvilke af jeres fotos der skiller sig ud – fordi de er lidt bedre end de andre – og hvorfor: Hvad er den lille, men afgørende forskel? Den, der regelmæssigt stiller disse spørgsmål, vil også få en fornemmelse for en effektfuld billedkomposition og på lang sigt blive bedre. Den, der kender til visse effekter, vil i det afgørende øjeblik også fotografere bedre (ubevidst, idet vedkommende stoler på sin mavefornemmelse).
Figur 7.1: 80'ernes kultska-band Madness (mest kendte "ørehænger": Our House) ved deres koncert i C-Hallen i Berlin den 24. oktober 2012. Det er ikke tilstrækkeligt kun at fotografere kendte musiknavne. Den kunstnerisk-kreative gestaltning med billedopbygning, lysstyring og fokusering er en del af det at blive en succesfuld koncertfotograf. Canon EOS-1D Mark IV med EF 2,8/16-35mm ved brugt brændvidde 35mm. 1/50 sekund, blænde 4,0, ISO 1.000.
(Foto © 2012: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
7.1 Skær ikke guitarrhalsen af
I koncertfotografering støder man ofte på nogle typiske gestaltningsmæssige udfordringer. At afbilde guitaristen med guitar korrekt er en af dem. Hvilket billedformat passer bedst til dette motiv? Portrætformatet med masser af plads på siden, hvor guitarrhalsen kræver lidt plads? Eller landskabsformatet, hvor man ikke inkluderer kunstnerens ben? Og nogle gange viser det sig, at det firkantede format er ideelt, især hvis billedet for eksempel er taget en smule skævt. I bør dog undgå at beskære fotos, så der opstår "unormale" formater; det vil sige formater, der tydeligt afviger fra de normale formater (3:4, 2:3, 1:1). Ved bedømmelsen af sådanne fotos vil betragteren typisk føle sig utilpas; de er simpelthen "uharmoniske", fordi de er uvante (og svarer heller ikke til menneskers sædvanlige synspunkt og behov for visuel harmoni).
Figur 7.2: Når guitarrhalsen er afkortet på billedet (til højre), ser det på en eller anden måde "dumt" ud. Det er bedre at fotografere den med hele, som det er sket på billedet til venstre. Alternativt kunne man også have lavet et kvadratisk billede ud af motivet. Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Nikkor ved brugt brændvidde 32mm (venstre billede) og 52mm (højre billede). 1/250 sekund, blænde 2,8, ISO 5.000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Figur 7.3: Jeg bruger gerne den firkantede billedformat til musikerportrætter (især hos guitarister og trommeslagere), fordi jeg på den måde kan beskære unødvendig plads (scenens baggrund), som ofte virker forstyrrende. Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor ved brugt brændvidde 185mm. 1/250 sekund, blænde 4,5, ISO 1.000.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
7.2 Det irriterende mikrofon
Mikrofon inklusive mikrofonstativ er genstande, som – afhængigt af optagelsessted og håndholdning – enten (nogle gange store) dele af sangerens ansigt skjuler eller kaster mørke skygger på det. Begge dele ser ikke godt ud på fotos, og en opgave for koncertfotografen er derfor også at vælge en position, der forhindrer eller i det mindste mindsker dette.
Det skyldes, at vi normalt fotograferer opad (mod kunstnerne på scenen) nedenfra, fra pressegraven. Det er klart, at problemet med mikrofonen derfor forværres.
Der er også håndholdninger, hvor sangerens hånd (eller normalt rapperens hånd) skjuler musikerens ansigt på en sådan måde, at man ikke kan lave et brugbart portrætfoto. I det mindste fra en position, der står frontalt over for musikeren.
Figur 7.4: Her havde jeg uheld: På grund af den frontale spotlys resulterede billedpositionen forfra (med et sidelæns blik på musikerens ansigt) ikke i tilfredsstillende fotos, for skyggen på mund- og hageområdet forhindrede, at portrættet kunne betegnes som vellykket (skyggen "deformerer" nærmest ansigtet på kunstneren).
Jan Delay ved hans koncert den 20. august 2010 ved Zeltfestival Ruhr i Bochum/Witten. Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Nikkor ved brugt brændvidde 36mm. 1/2500 sekund, blænde 3,5, ISO 5.000.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Figur 7.5: Mikrofonet inklusive mikrofonstativet giver os koncertfotografer ofte problemer. Det dækker ofte for store dele af ansigtet eller kaster ubehagelige skygger på kunstnerens hage og hals. Hvis fotografen derimod (som på dette foto) placerer sig let skråt foran sangeren, opstår der sjældent problemer. Men hvis man står direkte foran, dækker mikrofonet alt for meget af ansigtet. (For en bedre forståelse skal I forestille jer med jeres indre øje, at kamerapositionen på dette foto ville have været en smule længere mod venstre, således at fotografen ville have stået direkte foran sangeren ... Den frontale synsvinkel sammen med perspektivet nedefra, fra graven, ville ikke have ført til et brugbart resultat). Patrice & Shashamani Band koncerten den 17. november 2005 i Berlin.
(Foto © 2005: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Det er bedre at skifte optagelsessted og fotografere sangeren mere sidelæns, men stadig frontalt.
Bemærk: Når sangere holder mikrofonen med højre hånd, er det mest fordelagtigt at fotografere dem skråt fra venstre foran (set fra sangerens synspunkt). Hvis man fotograferede dem skråt fra højre foran (igen set fra kunstnerens synspunkt), vil mikrofonen ikke kun dække sangerens ansigt, men også kunstnerens hånd. Det samme gælder for venstrehåndede sangere, men omvendt.
Figur 7.6: I tilfælde af højrehåndede sangere er kamerapositionen skråt til venstre foran ikke så optimal, fordi udover mikrofonen dækker sangerens hånd også dele af ansigtet (se venstre billede). En position til højre for sangeren er mere fordelagtig. På det højre billede stod jeg tydeligt til højre for sangeren, så jeg kunne tage et profilfoto uden forstyrrelser fra mikrofonen. Koncert med Tim Bendzko den 24. august 2012. Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/400 sekund, blænde 3,2, ISO 3.200.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Bemærk: Hvis man finder ud af, at optagepositionen ikke fører til optimale resultater, bør man skifte den, selvom det kan medføre tab af værdifuld tid. Det er bedre at tage færre billeder, men i bedre kvalitet (med hensyn til billedkomposition), end kun at tage middelmådige fotos.
7.3 Fotografer også detaljer
Koncertfotografer fokuserer ofte kun på (de mest kendte) stjerner. Bedst ville endda være at fotografere bandet som helhed. Begge dele er også helt rigtigt set i forhold til billedbehandling og kommerciel brug. Redaktionerne efterspørger ikke kun anden eller tredje række kunstnere, men kun de mest kendte navne inden for musikbranchen.
Ikke desto mindre kan man udvide salgsmulighederne enormt ved også at tage stemningsfulde billeder fra begivenhederne både på og bag scenen samt fra koncertsalen.
Især detaljebilleder, f.eks. af instrumenterne, egner sig til at blive offentliggjort på en eller anden (mere neutral) måde. Enten som en visualisering af koncerter generelt, som CD-cover eller bare generelt som symbol for musik (der matcher det afbildede musikinstrument). For eksempel repræsenterer en el-guitar det verdenskendte symbol for rockmusik.
Figur 7.7: Detaljer kan nogle gange fortælle mere end "helheder". Desuden kan de ofte være lettere at "sælge", da de er mere anvendelige end musikerportrætter (dog ikke i redaktionelle sammenhænge, hvor musikerportrætter naturligvis er mere efterspurgte end abstrakte detaljebilleder). Nikon D3S med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/160 sekund, blænde 2,2, ISO 1250.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
7.4 Fang kunstnernes mimik
Koncertfotografi er actionfotografi. Billeder af en imponerende forestilling og akrobatiske danseoptrædener efterspørges ligeså vel som stemningsfulde billeder med fantastiske lys-effekter i baggrunden. Alligevel bør gode fotografer også være opmærksomme på at fange de medvirkendes ansigtsudtryk, da det ofte fortæller mere end tusind ord.
Figur 7.8: "Ups ... Har jeg lige fejlet her?" synes guitaren at spørge sig selv under Bochum Total-festivalen. At fange kunstnernes mimik gør koncertfotografering varieret og interessant. Det ville være kedeligt og ensformigt, hvis alle musikere bare stod cool og uinteresseret på scenen under deres koncerter. Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor. 1/500 sekund, blænde 4,5, ISO 800.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Rigtig glæde og entusiasme over fansenes modtagelse, koncentreret guitarspil, en lettet ansigtsudtryk eller entusiastisk opslugen i musikken er alt sammen øjeblikke, som fortjener at blive fotograferet.
Figur 7.9: På dette snapshot kan man se med hvilken indlevelse Cecilia Bartoli (her under koncerten i Philharmonie i Berlin den 17. november 2007) udfører sine optrædener. 
(Foto © 2007: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Bemærk: Koncertfotografi lever ikke kun af en fantastisk koreografi, af komplekse scenografier, af en udspekuleret lys-show eller imponerende danseoptrædener. Især portrætter af musikerne er det, som billedbetrakterne helst vil se på.
Hvis stjernerne på scenen ikke kun viser deres professionelt indøvede bevægelser og deres ansigt som en stiv "officiel" (ofte altid smilende) maske, men også viser ægte, ikke-indøvede reaktioner, kan koncertfotografen med rette være stolt over at have fanget et særligt ("intimt") øjeblik.
Til sidst vil musikinteresserede og fans også gerne se og lære den sande "person" bag facaden at kende.
Figur 7.10: Sunrise Avenue ved koncerten ved ZFR i Bochum den 27. august 2012. Guitarens koncentrerede og anstrengte ansigtsudtryk afslører, med hvilken lidenskab musikken udføres her. Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/1000 sekund, blænde 2,5, ISO 2500. Blændeprioritet (tidsprioritet).
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Figur 7.11: At spille trommer er hårdt, sveddryppende arbejde. Især når man sidder lige foran en (varm) spotlight. At musikerne stadig spiller med fuld indsats viser ofte deres mimik. Den udtrykker den lidenskab, som kunstnerne lægger i deres musik. Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor ved en brændvidde på 180 mm. 1/400 sekund, blænde 4,0, ISO 800.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
7.5 Fasthold øjenkontakt med kunstneren
Portrætfotos (dette gælder især også for fotos af berømtheder som f.eks. musikere) virker mest intens, når personen direkte ser ind i kameraet. For billedbetragteren føles det som om, musikeren kigger på ham eller hende. Den direkte øjenkontakt med kameraet er derfor en lykkelig tilfældighed og bliver lige så glædeligt som hektisk modtaget af enhver koncertfotograf (en sådan øjenkontakt varer aldrig længere end et øjebliks brøkdel).
Dog bør man bestemt undgå aktivt at kræve direkte øjenkontakt, f.eks. ved at vinke til kunstneren på scenen eller gøre noget andet for at tiltrække opmærksomhed, da dette forstyrrer og distraherer musikerne. Hvis dette midlertidigt afbryder den perfekte udførelse af koncerten eller på anden måde forstyrrer den, får fotografen problemer med sikkerhedspersonalet (hvis forstyrrelsen bliver bemærket).
Figur 7.12: Det er altid en højdepunkt, når enkelte musikere ser direkte ind i mit kamera. Denne øjenkontakt har en personlig dimension, og i sidste ende kigger musikeren også direkte ind i øjnene på den senere billedbetragter. Dette kunstners overraskede-glade ansigtsudtryk kom derfor, fordi jeg havde brugt min kunstfærdigt lakerede Nikon D4 med tilsvarende lakeret objektiv til dette koncert (Billeder heraf kan findes på www.pimpyourcam.de). Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/1600 sekund, blænde 2,0, ISO 2500.
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Figur 7.13: Sangeren Roger Hudgson ved sin koncert i Admiralspalast i Berlin den 14. maj 2013. Musikere på scenen skal gentagne gange etablere direkte øjenkontakt med publikum for at se reaktionerne. Det sker også engang imellem, at blikket strejfer enkelte fotografer. Canon EOS-1D X med EF 2,8/400mm. 1/250 sekund, blænde 2,8, ISO 2.500.
(Foto © 2013: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Bemærk: Hvis muligheden opstår for, at en af musikerne ser ind i dit kamera, så sørg absolut for at fange dette øjeblik, selvom ikke alle "ingredienserne" i billedet er perfekte. Bedre en ikke helt vellykket billedudskæring eller en suboptimal belysning end at gå glip af chancen for et billede, hvor stjernen ser direkte ind i dit kamera.
7.6 Fotografering ved anvendelse af røg
Røg og belysning hører uundgåeligt sammen ved koncerter. Man skal være klar over: Lys i et støv- og røgfrit rum er ikke synligt (først når lyset rammer en genstand). De fotogene lysstråler, som er så typiske for koncerter, ville ikke eksistere, hvis ikke røgmaskinerne også gjorde deres arbejde. Først da kommer lyset ordentligt til sin ret! I praksis betyder det, at vi fotografer er afhængige af røgen (for at have effektfuldt belyste scener), men samtidig skal være opmærksomme på, at røgen ikke trækker hen foran musikerne og spærrer vores klare udsyn til kunstnerne.
Figur 7.14: Blackmail ved koncerten den 12. juli 2013. Portræt af sangeren i sidste øjeblik: Når røgen sætter ind og trækker foran bandmedlemmerne, kan vi fotografer kun vente - indtil røgen igen trækker væk. Her nåede jeg lige at tage nogle skud, inden røgen også spærrede mit klare udsyn. Normalt betyder skiftet af en bands sanger, at bandet har problemer med accept hos fans. Dog ikke i tilfældet med Blackmail: Sangeren Mathias Reetz har været med siden 2010 og bandet ("Tysklands mest kendte indie rock hemmelighed"; grundlagt i 1994) er mere i live end nogensinde før, som de beviste under den succesrige Bochum Total-udendørsfestival sommeren 2013! Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor ved en brændvidde på 200 mm. 1/320 sekund, blænde 5,6, ISO 800.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
7.7 Vis oprindelsen af lyskeglerne
Som allerede nævnt ville lysshowet ved en koncert ikke have så stor betydning inden for koreografien, hvis ikke røgens anvendelse samtidig gjorde det muligt at gøre lyskeglerne synlige. Fotos, hvor lyskeglerne for det meste kan ses, men ikke viser oprindelsen af lyset, virker "ufærdige" og "uplottede".
Bildbetragteren forventer (ubevidst), at lysshowets reflektorer også vises på billederne som udgangspunkt for lyskeglerne. Så sørg for det i din billedkomposition!
Figur 7.15: Det ser grimt ud, når lyskeglerne ikke vises fra deres oprindelse (lyskilden). Skåret af fotograferet virker de på en eller anden måde "forstyrrende". Selvfølgelig kan man aldrig vise alle reflektorer som lyskegle-udgangspunkt; men i det mindste bør man prøve med de vigtigste (stærkeste). Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Nikkor ved en brændvidde på 28 mm. 1/500 sekund, blænde 2,8, ISO 5.000. Blændeforvalg (tidsprioritet) med lysmålingsmetoden spotmåling.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
7.8 Orientér billedkompositionen (også) efter lyset
Hvis man ikke kun ønsker at dokumentere koncerten, men også vil skabe kreativt, er man nødt til at tænke over, hvor f.eks. enkelte bandmedlemmer skal fotograferes. Det er ikke altid nødvendigt at forlade ens egen position hertil. Ofte er en lille ændring af optagelsesvinklen tilstrækkelig til at placere kunstneren f.eks. direkte foran en af lyskeglerne.
Disse små ændringer i perspektivet (ofte en sidelæns bevægelse af overkroppen, mens optagepositionen fastholdes) er desto mere effektive, jo tættere den pågældende musiker befinder sig foran os på scenen.
Hvis personen, der skal fotograferes, er længere væk, kræves der imidlertid ændringer af vores position.
Figur 7.16: H-Blockx (her med sangeren og bandgrundlæggeren Henning Wehland foran scenelyskeglen) ved deres koncert den 31. august 2010 ved ZFR i Bochum/Witten. Nikon D3S med 2,8/24-70-mm-Nikkor ved en brændvidde på 70 mm. 1/640 sekund, blænde 2,8, ISO 6.400.
(Foto © 2010: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
7.9 Husk ikke at glemme bandets gruppefoto
Ikke helt nemt at realisere, men alligevel næsten uundværligt er det at få alle bandmedlemmerne placeret på et (gruppe)billede.
Ofte fotograferes kun "frontmændene" eller "frontkvinderne" i bands af pressefotografer. På dette sted i pressegraven, lige foran stjernen, er der også altid en tæt mængde og skubben, når kampen om den bedste optageposition står på.
Alligevel har billeder af hele bandet deres særlige værdi; og det ikke kun, når der er tale om nybesættelser. Så prøv derfor ved hvert koncert mindst én gang at få taget et vellykket (samlet) bandfoto!
Det er designmæssigt bestemt en udfordring, da de enkelte musikere ikke nødvendigvis optrer artigt i række og følge (undtagelse f.eks.: Kraftwerk; men også mange boygroups og girlgroups, hvor den dansemæssige koreografi kræver en vis orden under optræden).
Figur 7.17: Mange grupper har 1 til 2 vigtigste medlemmer, mens de andre musikere skifter fra tid til anden (eksempel: BAP). Det er ofte tilstrækkeligt at fotografere forsangeren. Billeder af andre bandmedlemmer (eller gæstemusikere) kan som regel ikke (sælges til redaktioner osv.). Der er dog også bands, hvor man bør forsøge at fotografere alle medlemmer; helst samlet på et enkelt foto. The Temptations (her ved koncerten i Berlin den 2. november 2007) hører helt sikkert til her, selvom deres originale besætning fra grundlæggelsesåret 1960 for længst ikke eksisterer længere. Under Europaturnéen 2007 deltog Otis Williams (som det eneste grundlæggende medlem), Ron Tyson, Terry Weeks, Walter Herndon og Bruce Williamson. The Temptations blev for øvrigt optaget i Vocal Group Hall of Fame i 1999.
(Foto © 2007: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Figur 7.18: Når gruppemedlemmerne bevæger sig så tempofyldt som hos Culcha Candela (her ved deres koncert den 20. august 2011 på Telthal Scene Ruhr i Bochum/Witten), er det ikke helt nemt at tage et billede, hvor alle 6 bandmedlemmer er med (og helst ikke dækket af andre musikere/dansere). Deres nuværende besætning består af Johnny Strange, Itchyban, Larsito, Mr. Reedoo, Don Cali og DJ Chino (set bagved til højre på billedet). Nikon D3S med 4,0/24-120-mm-Nikkor ved en brændvidde på 24mm. 1/400 sekund, blænde 4,0, ISO 3.200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Bemærkning: Ved mange koncerter afskediger bandet sig mod slutningen ved at hooke sig ind på hinanden og stille sig op foran publikum i en række. Et ideelt motiv til et billede af hele bandet. Dog vil det kun være i sjældne tilfælde muligt (f.eks. ved "gratis-og-ude-koncerter") at fotografere de sidste sange. Standarden ved koncerter er stadig, at fotografer kun må tage billeder i løbet af de første tre sange.
7.10 Og husk også trommeslageren
Et bandmedlem bliver meget ofte glemt af fotograferne: trommeslageren! Dette skyldes sandsynligvis, at han hele tiden sidder bag sit "skudsikre skur" under koncerten og modsat de andre bandmedlemmer ikke har mulighed for at komme i forgrunden på scenen. Trommeslagere udfører deres arbejde koncentreret og effektivt – mestendels uden "show" (undtagen ved imponerende trommesoloer).
De fleste af dem er fotogene – helt i deres kropslige anstrengelse – hvorfor I altid bør være opmærksomme på også at fotografere disse vigtige bandmedlemmer under koncerten.
Figur 7.19: Trommeslagerne hører til de mindst fotograferede bandmedlemmer. Ikke underligt, da de næsten altid gemmer sig bagved på scenens bagerste ende. Her kunne jeg fange trommeslageren Sami Osala fra Sunrise Avenue (finsk rockband, der også har pop- og balladesange på repetoiret) i fuld gang (koncert den 27. august 2012). Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/250 sekund, blænde 2,2, ISO 3.200. Blændeprioritet (tidsprioritet).
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
