Eksperimentel fotografi fra frustration og kedsomhed. Kamera og objektiv (og selvfølgelig også fotografen) var direkte over jorden. Selv med en lukkertid på 1/500 sekund vises iskrystaller allerede som korte streger. Canon EOS 5D Mark II, EF f2,8, 14 mm L II ved blænde 22!! og ISO 640. Grubigstein, Lechtaler Alperne, Østrig.
Grubigstein, Lechtaler Alperne, december 2008. Fønstormen pressede mig groft ned på jorden på kammeryggen igen og igen. Iskrystallerne mishandlede huden som nåle. Overalt trængte is og sne ind, i alle åbninger i tøjet, men også i hver lille sprække af kamera og objektiv. På Zugspitze på den modsatte side blev der målt op til 180 kilometer i timen vindstød den eftermiddag, ved en lufttemperatur på minus 16 grader. Tykt pakket ind i anorak og overbukser, i hætte og skibriller, ventede jeg på de ting, der kom. Jeg lå i sneen og lod bare som om jeg var "død", i det mindste når bygerne skyllede hen over mig. De annoncerede sig som regel med en akustisk blanding af torden og rumlen som et hurtigt tog. Som sagt: Jeg lå ikke på Mount Everest i sneen, ikke engang på Mont Blanc, men på Grubigstein, der er 2232 meter højt. Mit mål var at fotografere den imponerende vestvæg af Zugspitze i aftenlys. Lyset var godt, motivet var smukt, men at fotografere var umuligt. Jeg formåede hverken at sætte stativet op, eller roligt at skabe et billede. Det eneste, jeg formåede, var nogle få selvportrætter og detaljer af snedriver i stormen. Men allerede efter nogle få billeder var kamera og objektiv fuldstændig iset til og dermed ubrugelige...
Hvad gik galt? Kunne jeg have gjort noget bedre?
Portræt af mig selv i stormen. På grund af en relativt "lang" lukkertid på 1/80 sekund vises de meget hurtige iskrystaller allerede som en længere streg. Canon EOS 5D Mark II, EF f2,8, 14 mm L II ved blænde 22!! og ISO 640. Grubigstein, Lechtaler Alperne, Østrig.
Lige fra starten: Denne vejledning handler ikke om teknik eller letforståelige tekniske tips. Jeg kan og vil kun videregive erfaringer om dette emne. Måske kan det hjælpe med at undgå fotografering i visse vejrforhold.
Visuelt et "godt vejr billede". Betingelserne var dog ubelejlige: stærk kulde og højder storm. Canon EOS 5D, EF f4,0 17-40 mm L ved blænde 8 og ISO 320, lukkertid 1/1250 sekund. Wassertalkogel, Ötztaler Alperne, Østrig.
Kulde og storm - Sne og is
Der er mange faktorer, der kan gøre fotografering i høje bjerge og generelt i vinterlig natur vanskelig for os. Den tykke, uhåndterlige påklædning gør os tungnemme, kulden lammer bevægelserne, dertil kommer ofte klodsede handsker, der heller ikke ligefrem gør det lettere at betjene små "museklikkere" på kameraer. I mine øjne er handsker med ombukkelig manchet ideelle (Mammut, Salewa). Med ét greb kan jeg gøre fingerspidserne fri til at arbejde uhindret. Når fingrene er kolde, lægger man igen manchetten over, og efter kort tid med armbevægelser er alt normalt "varmt" igen. Betjeningen forbliver dog svær med de små knapper. I det mindste er indstillingsringe og knapperne på moderne mellem- og overklasse spejlreflekskameraer nu endelig nogenlunde tætte. Også sensoren har ingen problemer med kulde. Tværtimod: Lav temperatur betyder mindre støj!
Ved afslutningen af en to-ugers vintergennemgang af Spitsbergen klarede det pludseligt op i stormen ved det sidste pas før Longyearbyen. Temperatur minus 28 grader, vindhastighed ca. 80 km/t. Men på trods af de ekstreme forhold havde jeg overraskende ingen problemer hverken med kameraet eller filmene. Canon F1N, FD f3,5 20-35 mm L, Fujichrom 100, Spitsbergen.
Strømproblemet: De nuværende almindelige lithium-ion-batterier til kameraer er generelt frostbestandige - men kun hvis de er nye. Efter et år med en gennemsnitlig opladningscyklus falder deres ydeevne. Efter to års intens fotografering er de lige så "tomme" som de fleste mobilbatterier på dette tidspunkt.
På turen har jeg altid et ekstra batteri med, som jeg helst bærer varmt på kroppen. På længere ture (skiture, trekking osv.) uden mulighed for opladning har jeg op til fire reservedele med, alt sammen selvfølgelig frisk opladet.
Fakta er: Kvalitetskameraer fungerer også ved temperaturer langt under minus 20 grader, og strømforsyningen kan sikres, i det mindste i nogle dage. De meget lange ture er vanskelige. For et par år siden begyndte firmaet Solarfocus (Krimmer Outdoor) endelig at tilbyde kvalitets mobile solpaneler. Jeg har nu testet dem på forskellige rejser, herunder i Andesbjergene i koldt vejr. Konklusion: De fungerer meget godt i varme områder.
Ved kulde er der næsten ingen ionstrøm, dvs. lithium-ion-batterier kan kun vanskeligt lades op, selv med solen. Der er dog nogle tricks til at mildne problemet: Jeg pakker laderen, bufferbatteriet, det opladelige batteri samt en drikkeflaske med varmt vand ind i min sovepose og lægger den på isoleringsmåtten i solen, ved siden af den åbnede solcellepanel. Selv ved minus 20 grader forbliver opladningen varm nok til at gøre opladning mulig.
Og se der ...
Vi kaldte en uges fotoproduktion i midten af december i Lyngsalperne i Nordnorge for "Tur ind i mørket". Den store kulde, stormen og den konstante mørke (med en kort skumring omkring middagstid) udgjorde en stor fotografisk udfordring. Mange underbelyste billeder resulterede desværre i stærk støj. Canon EOS 5D, EF f4.0 17-40 mm L ved blænde 4, 1/15 sekund, blitz og ISO 250. Rundtinden, Lyngen, Norge.
En god forberedelse er alt. Selv under virkelig ugunstige forhold er der nogle tricks til at tage så mange gode billeder som muligt i lang tid. Det vigtigste er indstillingerne på kameraet.
I ekstreme forhold som dem, der er beskrevet ovenfor ved Grubigstein, fastlægger jeg vigtige parametre på forhånd (f.eks. i læ af en sten):
• Høj ISO-følsomhed for at undgå rystede optagelser så meget som muligt (f.eks. ISO 400 eller 800).
• Objektivet, helst et zoomobjektiv, for at have flere muligheder.
• Jeg bestemmer blænden, normalt omkring blænde 8 under normale lysforhold.
• Til sidst sørger jeg for, at der er tilstrækkelig plads på hukommelseskortet. Så skal alt gå meget hurtigt: Objektivdæksel af - komponere billedet - tage flere billeder - sæt dækslet på igen.
Ved middagstid nød vi, til trods for kulde og storm, den lyseste periode på dagen ved Goalborri. Uden blitz ville personen næppe være synlig under sådanne forhold. Nogle gange må selv jeg disciplinere mig til at fotografere. Canon EOS 5D, EF f4.0 17-40 mm L ved blænde 4, 1/60 sekund, blitz og ISO 250. Goalborri, Lyngen, Norge.
Et værdifuldt beskyttelse til objektivet under snestorm (men også sandstorm eller regn) er en modlysblænde. Frontlinsen forbliver betydeligt tørrere og renere med den, især med de lange modlysblænde på teleobjektiver, end uden nogen modlysblænde.
Hvis det er muligt, undgår jeg at fotografere mod vinden, men forsøger i stedet at bruge motiver sidelæns til vinden eller med vinden i ryggen. Meget vigtigt: Ved storm, dvs. sne- og iskrystaller i luften, bør objektivskift udendørs absolut undgås for at beskytte sensoren. Selv den bedste sensorsrensning er ikke nyttig mod smeltende iskrystaller på sensoren.
Hvis objektivskift virkelig er nødvendigt, drejer jeg mig ind i læ og skifter objektivet foran kroppen indenfor jakken. (Pas på: stram omkring maven!!) Uanset hvad, bør kameraet holdes med bajonetten nedad, så snavs/sne hellere falder ud end ind. Jeg renser det fugtige, nogle gange isede kameraudstyr først igen i et tørt og beskyttet rum. Dette rum behøver ikke at være varmt !! I opvarmede rum ville kameraet og objektiverne alligevel først dugge til og ikke tørre i en ret lang periode. Jeg placerer normalt kameratasken uåbnet i rummet og venter, indtil temperaturen har tilpasset sig.
Alternativt, eller når det skal gå hurtigt, kan man også pakke kameraet med objektiverne (stadig i kulden) i en plastikpose og tage dem med ind i varmen, lukket tæt og med så lidt luft i posen som muligt. Kondeevandet danner sig nu på posen og ikke på kameraet.
I en snehule er det normalt markant varmere end udenfor (i dette tilfælde minus 1 grad i stedet for minus 15 grader), men også markant mere fugtigt. Frontlinsen var let dugget til trods for temperaturjusteringen. Canon EOS 5D, EF f4.0 17-40 mm L ved blænde 4 og ISO 400, lukkertid 0,3 sekunder, stativ. Geißkopf, Zillertal Alperne, Østrig.
Hvad er også vigtigt for at tage gode billeder i snestorm? Nerver af stål, ro og koncentrationsevne. Men det allervigtigste er erfaring: Ikke kun for at tage billeder overhovedet, men også for med fornuft og disciplin at pakke kameraet væk i god tid. Mine allerede flere gange frosne tommelfingre og tæer har desværre gang på gang smerteligt mindet mig om denne faktor. Hvis ikke den uendelige jagt på det perfekte billede var der ...
Minus 25 grader og højdemæssig storm på Marmoladas bjergryg. Over dalene en perfekt tåge. Resultatet var fire eksponerede film og to frosne tommelfingre, forårsaget af film- og objektivskifte! Canon EOS 1V, EF 3,5-4,5 70-210 mm, Fuji Velvia. Marmolada, Dolomitterne, Italien.
Til dette billede af en sanddynge i storm risikerede jeg skader på kameraet og objektivet (hvilket var dumt). Den fine, hvirvlende sand trænger desværre overalt ind.
At skyde her er næsten umuligt. Canon EOS 1Ds MK III, EF f4 70-200 mm L IS, blænde 8 ved 1/250 sekund og ISO 320, stativ, Sossuvlei, Namibørkenen, Namibia.
Varme, sand og støv
Lad mig starte med at sige: Jeg kan ikke lide hverken varme, sand eller støv. Men nogle gange er det bare ikke til at undgå at rejse til ørkenområder. Jeg tager hatten af for alle fotografer, der føler sig godt tilpas i sådanne omgivelser og stadig formår at tage gode billeder.
De problemer og ubehag, som vi "kæmper" med der, har dog bestemt paralleller til de kolde regioner på jorden. Mange af "koldt-tipsene" er derfor også nyttige i ørkenen: at holde kameraet med bajonetten nedad under objektivskiftet, idealiter indenfor i lukkede rum, biler, sække!! eller i det mindste inden for jakken i læ af vinden.
Modlysblænde er også vigtig, ikke kun for at beskytte frontlinsen mod blæsende sand, men især også for at minimere strejflys og refleksioner (uanset om det er i sneen eller ørkenen). En virkelig tæt kamerataske er endnu vigtigere i ørkenen end i bjergene.
Den fine sand fra en ørkenstorm trænger virkelig overalt ind. Mange kolleger transporterer deres udstyr i Zarges-bokse (robuste, tætte aluminiumsbokse) for at beskytte det perfekt på lange ørkenture. Men hvad gør jeg, når jeg skal slæbe alt udstyret 100 højdemeter op ad en klit?
Jeg foretrækker i alle regioner og under alle klimatiske forhold på denne jord moderne fotorygsække med vandtætte lynlåse og integrerede regnslag og klarer mig egentlig ganske godt med det.
Ørkenen kan dog også være smuk. Forudsat at det er som på dette billede, vindstille og behageligt varmt. Canon EOS 1Ds MK III, EF f4 70-200 mm L IS, blænde 6,3 ved 1/80 sekund og ISO 320, stativ, Sossuvlei, Namib-ørkenen, Namibia.
Et lille, men meget vigtigt tilbehør vil jeg lige anbefale her: blæsepensel. Ikke kun for at fjerne sand og støv fra kamera og objektiv (hold altid den rengørende flade nedad), men også for at kunne udføre en sensorrengøring (i nødstilfælde!!).
Ørkenen lever. Men ikke kun i form af buske, græs og træer. To timer senere ville dusinvis af køretøjer og turister have været nede i dalen. Dette mennesketomme billede var kun muligt for en kort tid efter solopgangen. Canon EOS 1Ds MK III, EF f4 70-200 mm L IS, blænde 13 ved 0,6 sekunder og ISO 50, stativ, Sossuvlei, Namib-ørkenen, Namibia.
Fugtighed og regn
En mild forårsregn kan berige fotografering. En tropisk monsunregn, kombineret med blod (igler), myg, 100% luftfugtighed og en temperatur på 38 grader Celsius kan drive en fotograf til vanvid. Vådheds-ged er begyndt med en fugtig kamerataske, stiger gennem muggen-muldne beklædning og ender med skimmelsvamp mellem linserne på objektiverne. I en snestorm i Alaska formår jeg at forblive rolig og fokuseret på fotografering, men virkelig tropisk regnskov er, i det mindste for mig, en mentalt grænsende udfordring. Jeg mener ikke den hyggelige tågeskov på La Gomera, men virkelig regnskovene i Afrika eller Sydamerika.
Regnskov for begyndere på La Gomera. Men til indledning og fotografering "lege" er den lige den rette. Tåge, let regn og høj luftfugtighed sørger for mættede grønne farver. Jakke og paraply kan dog stadig være nyttige. Canon EOS 1Ds MK III, Zeiss f2,8 21 mm, blænde 11 ved 1/10 sekund og ISO 250, La Gomera, Spanien.
Ved fotografering forsøger jeg altid, når det er muligt, at arbejde under en paraply. Fastgjort over bryst- og hoftebæltet på rygsækken kan man virkelig acceptabelt fotografere under dens beskyttelse. Dugfriske eller virkelig våde kameraer og objektiver tørrer jeg først forsigtigt af med et fnugfrit antistatisk klud. Derefter pakker jeg dem ind i et klæde eller en tør sok sammen med et par poser med fugtabsorberende silica gel.
Canon EOS 1V, EF f2,8 17-35 mm L, Fuji Velvia. Lehner Waterfall, Ötztal Alps, Østrig.
Denne optagelse kunne have kostet mig livet næsten. Med en 100 meter lang statisk line (11 mm) rappellerede vi os ned bag Lehner-vandfaldet. Helt gennemblødt tog jeg nogle billeder af Andi og Roland. Efter tre eller fire billeder skulle jeg altid tørre frontlinsen.
Overalt var der vandtåge og sprøjt. Ved stigningen med stigeclips langs den fastgjorte reb skurede det af skarp klippe til på få tråde.
Jeg havde bare held.
Så besværlig de naturtilfældige for fotografer måtte være, så imponerende og sigende kan billederne blive. De viser elementernes urkraft, vilde skønhed og eventyrerne hos os mennesker. God fornøjelse og gode billeder!
Kun i få minutter byggede denne regnbue sig op på den dystre aftenhimmel. Storm og genoptaget regn gjorde fotograferingen besværlig. Min krop fungerede som vindbeskyttelse bag stativet. Canon EOS 5D, EF f4,0 17-40 mm L ved blænde 16, 1,3 sekunder, ISO 50, stativ. Hafrafjell, Island.
