Så før I begynder at tænke på indstillingen af de tre eksponeringsparametre lukkertid, blændeåbning og ISO-indstilling under koncertforberedelsen, forsøg at finde ud af, hvordan lyssituationen vil være i koncertsalen. Hvis det ikke er muligt, er I tvunget til at foretage disse justeringer lige før fotograferingen begynder, helt i starten af koncerten i presserenden.
9.1 Hvidbalance
Farvetonerne i farven på den eller de dominerende spotlys er en ønsket effekt på koncertfotos. Af denne grund kan man egentlig hævde, at hvidbalancen dermed ikke spiller nogen rolle. Men det ville ikke være helt korrekt.
Selvom de fleste koncertfotos i det store hele lever af at være farverige eller i det mindste ret farverige, kan en forkert farvning (farvetone) i kunstnernes ansigter under visse omstændigheder være ret forstyrrende.
Figur 9.1: Ved klassiske og schlagerkoncerter er en markant farverig lysudstilling normalt misbilliget. Her er lysforholdene for os koncertfotografer væsentligt mere behagelige, især fordi belysningen ikke skifter så hurtigt. Her ses en tydelig udmattet Udo Jürgens ved sin koncert den 23. oktober 2006 i Max-Schmeling-Hallen i Berlin.
(Foto © 2006: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Normalt bør lysoperatørerne, som er ansvarlige for lysshowet under en koncert, følge reglen om at bruge flerfarvede pærer bagfra, fra bagsiden af scenen, og derimod kun hvidt, neutralt lys for at belyse kunstnerne foran. Derved ville det være sikret, at musikerne også ser godt og præsentable ud på alle fotos.
Dog tænker de fleste lysoperatører ikke på, hvad fotografer ønsker, og hvordan farvetonerne fra de anvendte lamper, der lyser op i musikernes ansigter, påvirker billederne. Dette er helt sikkert anderledes ved vigtige tv-optagelser af store livekoncerter; for det store flertal af koncerter gælder det dog, at vi fotografer skal være forberedte på alt – i det mindste med hensyn til lysforholdene.
Figur 9.2: Ved de fleste livekoncerter spiller et så farverigt show en vigtig rolle. Her kan det også hurtigt ske, at bandmedlemmerne får farvet lys. Dette behøver ikke altid være forstyrrende, som det også er tilfældet på dette billede. Til nærbilleder af kunstnere ønsker vi dog ofte mere 'neutral' hvidt lys; i det mindste i ansigterne af aktørerne. Billedet viser trommeslageren Iain Bayne i aktion. RUNRIG-konzert den 29. august 2012 i Bochum/Witten, som en del af Zeltfestival Ruhr. Nikon D4 med 1,4/85-mm-Nikkor. 1/250 sekund, blænde 2,2, ISO 2.500. Eksponeringsautomatik med blændeprioritet (tidsautomatik).
(Foto © 2012: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Mange koncertfotografer vil muligvis have en tendens til at indstille hvidbalancen automatisk som standard. Men det har ulemper, derfor anbefaler jeg en anden tilgang: Fotografer i RAW-format! Så kan hvidbalancen ændres og tilpasses efterfølgende.
Beslut derefter en bestemt hvidbalance; enten kunstlys eller dagslys eller endda en manuel fast indstilling. Selvom dette ikke altid er korrekt, og automatisering ofte ville give bedre resultater. Så har I dog den fordel, at hvis flere fotos (med de samme arbejdsprocesser) skal redigeres i efterbehandlingen, kan I udføre farvetilpasningsprocesserne identisk.
Hvis alle fotos fra en koncert er fotograferet med samme hvidbalance, kan billedredigeringen også i vid udstrækning automatiseres (gem kommandoer i Photoshop under Handlinger!). Hvis I derimod fotograferer alle fotos i automatiktilstand, vil billederne være forskellige, hvilket vil gøre redigering med faste kommandoer umulig.
Figur 9.3: Culcha Candela ved koncerten den 20. august 2011. Hvis lyset er for farvestrålende til portrætbilleder, så bør I lede efter andre muligheder. Her har jeg valgt mere at fotografere den generelle scene, det vil sige at tage billeder af gruppen som helhed, sammen med scenebelysningen. Fotografer skal være fleksible. Rammebetingelserne er ikke altid ideelle. Det er ikke altid muligt at fotografere det, man havde planlagt på forhånd.
Men hvis I tilpasser jer de forhold, der er uforanderlige for os fotografer ved en livekoncert, og gør det bedste ud af det, kan I også tage fantastiske, stemningsfulde billeder med hjem.
Hold derfor ikke fast i noget, som er umuligt under de aktuelle omstændigheder. Vær fleksible, tilpas jer, og så vil I også være succesrige. Nikon D3S med 4,0/24-120-mm-Nikkor med en brugt brændvidde på 24mm. 1/500 sekund, blænde 5,6, ISO 3.200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
9.2 Automatisk billedgengivelse
Mange fotografer udnytter ikke, eller i det mindste alt for sjældent, den afgørende fordel ved digitalteknologi: muligheden for at kontrollere de foretagne optagelser direkte under optagelsen hurtigt og ukompliceret (f.eks. eksponeringskorrekthed, skarphed, udsnit, kunstnerens ansigtsudtryk osv.).
Figur 9.4: Pete Doherty den 7. august 2009 ved koncerten på Berlin Festival 2009. Ved hjælp af den automatiske billedgengivelse, som kan indstilles i kameramenuen, kan det seneste skudte foto vises hurtigt uden tidsmæssigt tab i en kort periode. Så kan enhver koncertfotograf hurtigt kontrollere, om de kameraindstillinger, de har foretaget, fører til det optimale resultat, hvilket især er tilrådeligt under vanskelige lysforhold (som også på dette billede). Jeg anbefaler at kigge på resultaterne ca. hver tyvende optagelse, mindst dog hver 1-2 minutter. Dette kan forhindre, at den samme fejl strækker sig over alle optagelserne.
(Foto © 2009: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Det er vigtigt regelmæssigt at tjekke kameradisplayet hvert par minutter for at kontrollere det seneste billede. Man kan alt for nemt ved et uheld vælge en forkert indstilling (eller utilsigtet ændre noget) og derved bruge al den til rådighed stående tid på at fotografere.
Så vil alle optagelser være ubrugelige. Det kan meget vel ske, fordi mange koncertfotografer (ofte kun i tre sange) kommer i stress og mister hovedet i travlheden med at skyde så mange fotos som muligt på kort tid.
Det er bedre at roligt og bestemt indstille kameraet og med jævne mellemrum (ca. 1-2 minutter) kontrollere det sidste billede, for at kunne justere eventuelle fejlindstillinger, der gør optagelserne suboptimale.
Bemærk: Lad jer ikke stresse på grund af den korte til rådighed stående tid! Bevar en kølig hoved, kontroller de tagne fotos ved hjælp af den automatiske billedgengivelse (som kan indstilles i kameramenuen, således at hvert foto vises kort og venligst i fuldskærm, altså uden sådanne meningsløse tilføjelser som histogram osv.).
Det er helt klart bedre at tage få, men brugbare og så gode fotos som muligt med hjem fra koncerten, end mange dårlige eller helt ubrugelige!
Bliv ikke panikslagen, hvis I midt i koncerten ser, at de hidtil tagne fotos er ubrugbare. Prøv at tænke roligt over, hvorfor det kan være, og ret derefter indstillingerne. Hurtigt ender man uforvarende i pressegraven med at støde til et hjul på kameraet, som for eksempel indstiller lukkertiden. Pludselig fotograferer man ikke længere med den tidligere indstillede lukkertid, men pludselig med en alt for lang, hvilket kan resultere i bevægelses- og rystelses- sløring (hvis den er alt for lang til koncertfotos).
Eller ved en fejl bliver knappen fra autofokus skiftet til manuel fokusering, og alle optagelser bliver slørede (noget man selvfølgelig ville bemærke ved normale og telebrennvidder, men ikke nødvendigvis ved vidvinkeloptagelser).
Det kan også ske, at man havde indstillet eksponeringskompensationen til for eksempel +2 for en bestemt lys situation og derefter glemte at fjerne den under andre forhold i løbet af koncerten, hvilket resulterer i, at alle optagelser er håbløst overbelyste.
Der er mange muligheder for forkerte kameraindstillinger, og derfor er det korte kontrolblik på kameraskærmen hvert par minutter afgørende for koncertfotografer! (Jeg har i øvrigt flere gange oplevet, at fotografer i koncertens hede havde glemt dette og måtte forlade pressegraven med helt ubrugelige fotos).
Figur 9.5: Indie-rockbandet Mega! Mega! med forsanger og frontmand Antonino Tumminelli til koncert ved Bochum Total den 12. juli 2013. Hvis jeg hurtigt og automatisk og uden at trykke på yderligere knapper får vist de tagne fotos, sparer jeg tid på billedkontrollen. Dette er særligt vigtigt ved koncertfotos, da man sjældent har tid i overflod her. En stor kameraskærm i meget god opløsning er derfor et vigtigt købskriterium for koncertfotografer (også). Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor ved brugt brændvidde 125mm. 1/320 sekund, blænde 3,5, ISO 800.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
9.3 Autofokusindstillinger
Nærmest utænkeligt, men for ikke så længe siden måtte fotograferne stadig fokusere manuelt. Først i begyndelsen af 1980'erne kom autofokus på 35mm spejlreflekskameraer som en udstyrsfunktion: i 1981 med Pentax ME F og i 1983 med Nikon F3 AF (den med den klodsede autofokussøger og naturligvis kun i forbindelse med få specielle autofokus-kompatible objektiver).
Vi har efterhånden vænnet os til at lade kameraet fokusere automatisk. Og også evnen hos mange autofokussystemer til stadig at fokusere tilstrækkeligt hurtigt under meget svage lysforhold er imponerende og særligt vigtigt for os koncertfotografer. (Således fungerer autofokus på min brugte Nikon D4 stadig ved op til -2 EV). Men den bedste AF-modul hjælper ikke, hvis den bruges forkert af brugeren. For også her gælder reglen, at fotografen skal vide præcist, hvad hans kamera gør. Desværre er det imidlertid ikke altid tilfældet: Mange (koncert-)fotografer bruger ikke et bestemt autofokuspunkt, men overlader til kameraet at vælge, hvilken af de op til 51 fokuspunkter der skal bruges til at fokusere.
Især når man fotograferer opad (ud af pressegraven) mod scenen, kan det være problematisk, fordi kameraet bruger det autofokuspunkt, der rammer punktet i motivet, der er tættest på kameraet.
Med andre ord: Der fokuseres på det nærmeste punkt. På grund af den lavere perspektiv fra graven er det imidlertid ofte (afhængigt af billedudskæringen) artistens lår, guitar-kroppen eller en kasse ved scenekanten eller mikrofonstativet foran kunstneren.
Kort sagt: Det er mere end problematisk at stole på, hvad kameraet fokuserer på. Det er bedre at vælge bevidst et enkelt autofokuspunkt eller i det mindste en gruppe af fokuspunkter (f.eks. placeret i centrum af søgeren).
Hvis I bruger et enkelt autofokuspunkt, er det midterste, centralt placerede det bedste valg, da det altid er mest effektivt. Vær sikker på kun at bruge krydssensorer til fokusering. Bruger I det midterste felt, skal I dog afhængigt af billedets komposition arbejde med autofokusmålingslåsen.
Dette fungerer imidlertid ganske enkelt i autofokus-tilstanden Enkeltfokus (AF-S). Her trykkes udløseren ned til det første trykpunkt, og værdien gemmes, indtil fotografen har valgt det rigtige billede og derefter udløser ved at trykke udløserknappen helt ned. Brugen af kontinuerlig autofokus (AF-C) kan også være fornuftig i koncertfotografering, f.eks. når der fokuseres på sangeren, der dynamisk bevæger sig frem og tilbage på scenen. Afhængigt af kameramodel og teknologisk udvikling kan brugen af AF-C dog føre til en lavere succesrate, hvorfor der - så vidt det er muligt (ved stillestående objekter) - bør gives fortrinsret til AF-S.
Figur 9.6: Kurt Ebelhäuser fra Blackmail ved en kort drikke- og rygepause mellem to sange ved koncerten den 12. juli 2013 i Bochum. Her blev der især spillet sange fra bandets nye, meget anbefalelsesværdige sjette album Blackmail II. Blackmail er et tysk indie-band, der blev dannet i Koblenz i 1994. Når kunstneren på scenen står så stille som her, er brugen af enkeltfokus sammen med måleværdilåsning garanteret det bedste valg. Så kan man målrettet fokusere på musikerens ansigt for et optimalt resultat. Nikon D800 med 2,8/70-200-mm-Nikkor ved brugt brændvidde 112mm. 1/320 sekund, blænde 3,5, ISO 800.
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Autofokus (-fokuseringsfelt) og lysmåling (punktmåling) kan også kombineres: Hvis man bruger punktmåling som eksponeringsmålingsmetode og et enkelt autofokuspunkt til at fokusere, måles eksponeringen punktvis der, hvor det valgte autofokuspunkt befinder sig.
Dette kan især være hensigtsmæssigt i koncertfotografering, når kunstnerens ansigt skal fotograferes korrekt belyst (og skarpt fokuseret), men der er en anden belysning end i baggrunden (hvor farverige projektører ofte sørger for skarpt modlys).
Derimod er det også muligt og ofte set det modsatte i koncertfotografering: Sangeren oplyses kraftigt, mens baggrundslyset er slukket, og scenen forsvinder dybt ind i sort. Hvis musikerne også er klædt helt i sort, som det også ofte er tilfældet, er denne metode (enkel autofokus kombineret med punktmåling) den eneste fornuftige fremgangsmåde.
Figur 9.7: En ret almindelig situation: Kunstneren er klædt overvejende i sort, scenen i baggrunden er mørk og dermed også i totalt mørke. Sangeren er belyst, men på grund af den sorte påklædning ville en konventionel eksponeringsmålingsmetode som integrale måling fejle (kameraernes lysmålere er kalibreret til en middelgrå værdi). Dette ville resultere i et overeksponeret foto, hvor både tøj og baggrund ville fremstå grå (og dermed for lyse), mens sangerens ansigt ville være alt for kraftigt overeksponeret.
En sådan situation håndteres bedst med kombinationen af enkel autofokus i samarbejde med punktmåling. BAP med sangeren Wolfgang Niedecken til koncerten den 24. august 2011. Nikon D3S med 4,0/24-120 mm-Nikkor med en brændvidde på 44 mm. 1/200 sekund, blænde 4,0 , ISO 3.200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
9.4 Kameraindstillinger: Eksponeringsautomatik
At bruge en af kameraets eksponeringsautomatikker har ikke kun store fordele inden for koncertfotografering: Fotografen overlader dermed noget så banalt som (forhåbentlig korrekt) eksponering af optagelsen til kameraet for bedre at kunne koncentrere sig om motivet, billedkompositionen og at fange det rette øjeblik. Men denne fremgangsmåde, hvis den ikke kritisk anvendes, indebærer også risici.
Figur 9.8: SEEED med sangeren Pierre Baigorry alias Peter Fox i forgrunden til koncerten i Wuhlheide i Berlin den 22. august 2013. For motiver som det viste her, er det vigtigt, at fotografen ikke blindt stoler på den tid-blænde-ISO-kombination, som kameraets automatik foreslår, men tænker selv og om nødvendigt foretager en eksponeringskorrektion.
Dette ville have resulteret i en markant undereksponering, fordi store dele af billedet har lyse lys og lys tåge, hvilket ville have fordrejet eksponeringsmålingen. En eksponeringskorrektion på 1-2 blændetrin vil derimod give det ønskede (korrekt eksponerede) resultat. Canon EOS-1D Mark IV med EF 2,8/24-70mm med en brændvidde på 32 mm. 1/200 sekund, blænde 6,3, ISO 1.250.
(Foto © 2013: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Konklusion
Kameraernes eksponeringsautomatikker er kalibreret til en middelgrå værdi (middel lyshedsgrad). Når vi fotograferer motiver, der afviger fra dette, resulterer det i undereksponering (med mange lyse områder i billedet, f.eks. projektionslys modlys) eller overeksponering (med mange mørke områder i billedet, f.eks. sort påklædning og sort baggrund). Derfor er det nødvendigt at gribe ind med korrektion, hvis vi opdager, at for mange lyse eller mørke områder i billedet forhindrer den korrekte eksponering (korrekt i forhold til de billedvigtige motivedele som f.eks. kunstnernes ansigter). Eksponeringskorrektionen (også kaldet plus-minus korrektion) er ikke tilfældigt placeret på de fleste kameramodeller på en prominent, let tilgængelig placering tæt på udløseren; det er en meget vigtig, næsten uundværlig funktion på professionelle kameraer.
9.4.1 ISO-automatik?
Absolut ikke anbefalet er brugen af ISO-automatik. Her indstilles tid og blænde manuelt, mens kameraet søger den passende ISO-værdi for at eksponere optagelsen korrekt. Risikoen ved denne fremgangsmåde er, at kameraet under visse omstændigheder vil anvende for høje ISO-værdier, hvis resultater ikke længere kan bruges professionelt, fordi billedstøjen bliver for kraftig, og billederne dermed bliver ubrugelige til salg, offentliggørelse eller videregivelse til tredjemand. En fotograf bør aldrig levere ringe kvalitet.
Hvor høj en ISO-værdi et kamera kan have, før den tekniske kvalitet lider, varierer fra kameramodel til kameramodel. Derudover er det sandsynligvis også en smagssag for fotografen, og den til tænkte anvendelse spiller også en rolle. For eksempel kan den tekniske kvalitet af et billede, der bruges til internettet eller offentliggøres i en avis, være lavere end hvis billedet skal bruges til plakattryk eller i et glansbillede.
Figur 9.9: Med de kameras jeg bruger, har jeg husket følgende (subjektivt begrundede) grænser: Nikon D3S, som blev brugt til dette billede, har en grænse ved 2.500 ISO. Værdier over dette (her: 3.200 ISO) resulterer i en billedstøj, der ikke længere opfylder mine høje krav, selvom kvaliteten stadig er helt tilstrækkelig til mange formål (avisartikler, internetpublikationer). Jeg kan bruge Nikon D4 op til maksimalt 3.200 ISO, før markant forstyrrende billedstøj gør det umuligt at bruge resultaterne kommercielt. I mit tilfælde når grænsen for Nikon D800 allerede ved 400 ISO. Det afhænger dog af, om resultaterne er korrekt eksponerede eller underbelyste.
Jeg har erfaret, at en korrekt eksponering ved ISO 3.200 ser bedre ud end en undereksponering på for eksempel en hel blænde (ved samme ISO-værdi). Billedstøj er mindre i det første tilfælde end ved undereksponering; i det mindste er den mere mærkbar i de mørkere områder ved undereksponeringen. Det kan således være mere hensigtsmæssigt at fotografere med en højere ISO-værdi (korrekt eksponeret) end med en lavere ISO-værdi ved samtidig undereksponering. Culcha Candela ved koncerten den 20. august 2011. Nikon D3S med 4.0/24-120mm-Nikkor ved brugt brændvidde 82mm. 1/500 sekund, blænde 5.0, ISO 3.200.
(Foto © 2011: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Konklusion om emnet
ISO-automatikken er ikke velegnet, hvis man værdsætter høj teknisk kvalitet af sine fotos. Der kan vælges ISO-værdier på kameraet, der er så høje, at billedstøjen i fotoet ville være forstyrrende.
9.4.2 Program-, tid- eller blændeautomatik?
Egentlig spiller det ingen stor rolle, hvilken automatik der foretrækkes. Det er helt sikkert også en vane, hvad vi som koncertfotografer fotograferer med, eller en sag om fotostil. Med alle tre automatiske indstillinger kan man opnå gode resultater.
Afgørende er, som tidligere nævnt, at fotografen fortsætter med at tænke selv ved brug af en af kameraets automatiske indstillinger, altså kontrollerer, om eksponeringsautomatikken virkelig bestemmer den korrekte eksponering, eller om der skal foretages korrektion af fotografen.
Programautomatikken er velegnet til hurtige snapshots, for her har fotografen kun besluttet sig (forud) for en ISO-værdi og indstillet denne, uden at skulle tænke på en specifik hastighed eller blænde under fotograferingen. Hvis man derimod ønsker mere kontrol, f.eks. over billedkompositionen, vil man foretrække en anden eksponeringsautomatik.
Hvis man gerne arbejder med skiftet mellem skarphed og uskarphed og fotograferer kunstnerportrætter, hvor kun ansigtet er skarpt, og baggrunden er uskarp, vil man foretrække tidautomatikken. Her bestemmes også blænde (indstillet) ved forud valgt ISO-værdi. Eksponeringsautomatikken vælger derefter den passende hastighed, der fører til korrekt eksponering.
Billede 9.10: Blackmail med sanger Mathias Reetz den 12. juli 2013 til koncert. Jeg skiller gerne hovedpersonen ud fra baggrunden ved at fokusere på ham, hvilket med brug af en (næsten) åben blænde (og som følge heraf en lav dybdeskarphed) får baggrunden til at sløres. Effekten er dog størst, når afstanden fra mit kamera til hovedpersonen er så lille som muligt, og afstanden fra hovedpersonen til baggrunden derimod er så stor som muligt. Det er afgørende, at jeg bestemmer dybdeskarphedens omfang ved valg af blænde, hvilket er grunden til, at tidautomatikken her er det bedste valg. Nikon D800 med 2.8/70-200mm-Nikkor ved brugt brændvidde 155mm. 1/320 sekund, blænde 3.5, ISO 800. Tidautomatik (Blændeprioritet).
(Foto © 2013: Jens Brüggemann – www.jensbrueggemann.de)
Hvis man i koncerten, f.eks. på grund af sin position langt væk, bruger lange og dermed tunge teleobjektiver, vil man foretrække blændeautomatikken. Med forudvalgt ISO-værdi (ofte tæt på grænsen for den værdi, der lige akkurat giver støjfri resultater) vælges en hastighed, der er nødvendig for at bruge det tunge objektiv uden rystelser. Kameraets eksponeringsautomatik (her blændeautomatikken) vælger derefter den blænde, der inden for tids-blænde-ISO-kombinationen (med fastlagte parametre for tid og ISO) sikrer korrekt eksponering.
Billede 9.11: Når en koncertfotograf beslutter sig for at fotografere med en bestemt kort lukkerhastighed, skyldes det enten, at han bruger et tungt objektiv, eller at kunstneren er konstant i bevægelse på scenen. Eller begge dele. Lena Meyer-Landrut den 3. august 2013 ved RS2-radiokoncerten i Wuhlheide i Berlin.
Canon EOS-1D X med EF 2.8/70-200mm ved brugt brændvidde 135mm. 1/320 sekund, blænde 5.0, ISO 320. Lukkerprioritet (blændeautomatik).
(Foto © 2013: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
9.4.3 Eller manuel indstilling?
Den manuelle indstilling af hastighed, blænde og ISO-værdi kræver, at lysforholdene forbliver konstante og ikke varierer. I tilfælde af konstante lysforhold, som man typisk finder i koncertfotografi inden for klassisk, jazz- og schlagermusikgenrerne, kan de bedste resultater ofte opnås. Forudsætningen er naturligvis, at fotografen ved begyndelsen fastlægger den korrekte eksponering (hvor han vil orientere sig efter kameraets automatiske resultater, måske målt ved hjælp af spotmåling).
Billede 9.12: Fotografen sørger derefter for, at lyset, der lyser kunstneren, forbliver konstant. Selvom farverige lys baggrunden skifter vekselvis og i forskellige styrker (eller endda tidvis næsten slukkes helt), gør det ikke noget, så længe kunstneren får konstant lys forfra. Oldtidsmesteren Rod Stewart den 18. juli 2007 ved koncerten i Hamburger Color Line Arena (den eneste Tysklandskoncert under "The Rodfather"-tourneen).
(Foto © 2007: DAVIDS/Sven Darmer – www.svendarmer.de)
Bemærkning: Koncertfotografer opdeler belysningen i 1.: Lys, der lyser kunstneren forfra (relevante lys til at tage kunstnerportrætter) og 2.: Lys, der anvendes til baggrundsbelysning og -effekter. Derefter er det heller ikke så slemt, hvis modlys falder ind i kameraet, så længe lyset forfra forbliver konstant.
Dette første er derfor ansvarlig for succesen med kunstnerportrætter (korrekt belysning af ansigtet), mens det sidste sørger for fantastiske, stemningsfulde effekter (det, der primært karakteriserer koncertfotografi).
