Del 12: Styring under langtidseksponering
Svagts oplyste himmellegemer på nattehimlen kræver en lang eksponeringstid. Selvom i digitalfotografiens tidsalder flere kortere eksponeringer tages i stedet for en enkelt, meget lang eksponering, som derefter adderes gennem en billedbehandlingssoftware, er det ikke præcist nok at bruge automatisk styring på et astronomisk montage for at producere pålideligt skarpe fotos, når man bruger lange fokallængder til optagelse.
Derefter er det nødvendigt at kontrollere montagekørslen under eksponeringerne og - om nødvendigt - gribe ind korrektivt. Denne proces kaldes styring eller på tysk "Guiding" og aktiviteten kaldes "guiden". Hvis en speciel kamera udfører denne proces, kaldes det et styringskamera eller "Autoguider". Styring er nødvendig, når stjernerne ikke er præcist punktformede, men let strimmel-lignende, selvom montagekørsel er aktiveret inden for den ønskede eksponeringstid.
Årsagerne til denne unøjagtighed kan være mangfoldige:
• Montagens mekaniske udførelse er ikke tilstrækkelig til kravene
• Montagen er ikke blevet fint nok justeret (se Del 9 af tutoriale-serien "Astro- og stjernejagt-fotografering" (Håndtering af astronomisk montage)
• Motorstyringens hastighed svarer ikke præcist til den tilsyneladende himmeldrejningshastighed
• Atmosfærens prisme-effekt (atmosfærisk refraktion) får stjernerne til ikke at stå præcis, hvor de bør stå
• Bevægelser i systemet, f.eks. en let vipning af okularudtræk under eksponeringen
• Den periodiske ormefejl, som hvert styringsormehjul producerer i forhold til det drevne tandhjul i løbet af en omdrejning
• Uensartetheden i tandhjulet, som bliver drevet af ormen
Mens mange punkter kan påvirkes gennem omhyggelig opbygning af sig selv, forbliver de to sidstnævnte punkter problematiske. Enhver mekanik, selv den bedste og tilsvarende dyre, vil have mindste afvigelser fra idealtilstanden, hvilket før eller senere påvirker langt eksponerede fotos. En simpel beregning viser, hvilken nøjagtighed der teoretisk skal opnås ved styring.
Vi tager f.eks. et teleskop med en brændvidde på 1500 mm, som er tilsluttet et digitalt spejlreflekskamera. Vi antager, at sensorens pixelstørrelse er på 5,7 mikrometer, svarende til 5,7 tusindedele millimeter, en værdi der f.eks. gælder for Canon EOS 400D eller EOS 1000D. Vi antager derefter, at turbulens i luften bøjer en stjernes position inden for et område på fire buesekunder, hvilket svarer til gode til gennemsnitlige forhold i Tyskland.
Dette betyder, at i løbet af eksponeringstiden vil hvert stjerneblomst dannes med en diameter på fire buesekunder på grund af luftbevægelsernes wabling. Vi vil derfor ikke kunne gengive stjernerne skarpere.
Det er nu tid til at beregne, hvilken vinkel en pixel på optagesensoren afspejler. Dette gøres med følgende formel.
Formel til beregning af et billedvinkel Alfa. "L" er i dette tilfælde pixelens kantlængde, og "f" er brændvidden. Begge værdier skal angives i samme enhed (her meter).
Forstørrelsesskalaen er derfor 0,8 buesekunder pr. pixel. Stjerneblomsten vil derfor have en diameter på 5 pixel (svarende til 4 buesekunder) på sensoren. Nu definerer vi den tolerance, vi vil tillade, inden vi skal tale om let strimmel-lignende stjerneform. Jeg foreslår, at en afvigelse på 20 procent stadig skal være acceptabel. Alt over denne 20% skal betragtes som uskarphed. Denne tolerance er et ret generøst kompromis.
Til venstre en perfekt stjerneform ved optimal styring. Til højre en stjerne, der er let deform fra dens lange akse, der overstiger den korte med 20 procent.
Ved en stjerneform med en diameter på fem pixel svarer 20 procent nøjagtigt til en pixels tolerance. Dette betyder, at styringen under eksponeringstiden kun må afvige 0,8 buesekunder fra idealtilstanden. 0,8 buesekunder svarer til 2,2 tiendedele grader (til erindring: Fuldmånen har ca. 0,5 grad synlig diameter!). Denne beregning kan illustrere, hvilken udfordring det er at styre med lange brændvidder og understreger behovet for styringskontrol.
Styring i praksis
Som allerede antydet findes der to grundlæggende metoder til styringskontrol, manuel og med en Autoguider.
1. Manuel styring
Ved manuel styring bruges et trådkorsokular, hvor en stjerne positioneres i midten. Hele eksponeringstiden holder observatøren "ledstjernen" under opsyn og sørger for, at den ikke driver væk fra midten af trådkorset. Hvis der konstateres en drift, bringes stjernen tilbage til sin ønskede position ved at betjene retningsknapperne på montagestyringen.
Ved manuel styring kontrollerer fotografen montagekørslen ved at observere en stjerne i trådkorsokularet, mens kameraet tager billeder. Retningsskinnerne på montørstyringen kan bruges til at intervenere korrektivt.
Hvis hovedteleskopet bruges som optik, skal et andet teleskop indsættes til styringskontrol, som kaldes "ledeteleskop" eller blot "vejledningsteleskop". Ledeteleskopet monteres sammen med hovedteleskopet på samme montage og justeres mere eller mindre parallelt med dette. Absolut parallelitet er ikke nødvendig. Tværtimod: Mange vejledninsteleskoper er fastgjort til hovedteleskopet i såkaldte ledeskindsbeslag, som klemmer ledeteleskopet i to beslag med tre håndsarbejdsmøtrikker. Ved at justere håndsarbejdsmøtrikkerne kan ledeteleskopet justeres i visse grænser i forhold til hovedrøret. Formålet med denne arrangement er altid at finde en tilstrækkelig lys ledstjerne, da ikke hvert motiv på himlen indeholder en lys stjerne i billedfeltet.
Et par ledeskindsbeslag (røde pile), skruet på hovedteleskopet, giver bevægelsesfrihed til ledeteleskopet for at kunne rettes mod en lysere ledstjerne. Hver beslag har tre håndsarbejdsmøtrikker, der klemmer ledeteleskopet fast i alle positioner. Hvis en af møtrikkerne løsnes, skal en anden strammes for at sikre en fastspænding.
Du vil bruge følgende ting til manuel stjernesporekontrol:
• a) Leidskæroptik
Billedkvaliteten er ikke afgørende, så selv et billigt teleskop kan bruges som leidoptik. Det vigtigste er, at brændvidden ikke er for kort. Ideelt set bør brændvidden være dobbelt så lang som optagebrennvidden. Ved at bruge en Barlow-linse (et linsesystem lignende en telekonverter) kan brændvidden for leidoptikken forlænges. Okularudtrækket på leidoptikken bør være stabilt og ikke vakle, da den nødvendige sporingsnøjagtighed ellers ikke kan opnås.
• b) Trådkorsokular
Enkle modeller har to tråde i en vinkel på 90 grader; især nyttige til sporingskontrol er typer med dobbelt trådkors, hvor ledestjernen i sin centrale position ikke forsvinder bag trådene. Vær opmærksom på, at det kan oplyses. Det betyder, at trådkorset oplyses af en rød LED, der drives af batterier, så det stadig kan ses mod en mørk nattehimmel. Som regel kan belysningsanordningen dæmpes.
I et simpelt trådkorsokular (til venstre) dækker trådkorset ledestjernen. Et okular med dobbelt trådkors (til højre) undgår denne situation.
Et trådkorsokular med dæmpbar belysningsanordning (rød pil). Knapcellebatterier indeni forsyner en rød LED med nødvendig spænding:
• c) Monteringsmulighed for leidoptikken
Leidoptikken skal fastgøres så stabilt som muligt på hovedteleskopet. Forvrængninger under eksponeringstiden vil gøre sporingskontrollen meningsløs. En elegant løsning er de tidligere nævnte leidoptiksklemmer. Fremgangsmåde: Først rettes hovedteleskopet med det tilsluttede kamera mod himmelsmotivet. Om nødvendigt kan det ønskede billedudsnit optimeres ved at dreje kameraet i okularudtrækket. Alle nødvendige indstillinger på kameraet foretages nu. Derefter foretages fokusindstillingen, hvor der om nødvendigt må rettes mod en lysstjerne ikke langt fra det valgte himmelsudsnit.
Efter fokuseringen kontrolleres billedudsnittet igen, hvilket letteres ved sløring af svage objekter med en eksponeringstid på måske et minut, hvor der afstås fra sporingskontrollen. Først derefter flyttes leidskæroptikken med trådkorsokularet i leidoptiksklemmerne, indtil en tilstrækkelig lys stjerne står i midten af trådkorset. Nu drejes trådkorsokularet i dets hylster, indtil begge tråde nøjagtigt matcher bevægelsesretningen for de to monteringsakser (time- og deklinationsakse). Hastigheden for motorens bevægelse på styringen indstilles til cirka 16 gange hastighed, og monteringen bevæges frem og tilbage omkring timeaksen. Okularet drejes, til ledestjernen bevæger sig langs en tråd i trådkorsokularet.
Blik gennem et trådkorsokular med ledestjerne (venstre). Bevægelsesretningen for monteringsakserne er markeret med lyseblå pile. Ved at dreje okularet i okularudtrækket opnås det, at bevægelsesretningen stemmer overens med trådkorset (til højre).
Nu placeres ledestjernen i midten af trådkorset af monteringens motorer, og motorens hastighed sænkes igen, helst til enkel hastighed (1x) eller halv hastighed (0,5x). Derefter skal man huske præcist, hvilken knap på styringen der skal trykkes på for at lade stjernen bevæge sig til venstre, højre, op og ned for at kunne kompensere for eventuel stjernedrift væk fra trådkorsets midte straks og målrettet. Efter en kort træningsperiode bør denne tilstand opnås. Så er tiden kommet: Eksponeringen påbegyndes. Efter åbningen af kamerasløret skal ledestjernen konstant overvåges.
Hvis den bevæger sig væk fra trådkorsets midte, skal du straks trykke på den rigtige tast på styringen for at føre den tilbage til midten. Med monteringer med god sporingsfunktion kan korrekturrettelser kun være nødvendige sjældent, mens monteringer med relativt unøjagtig motor kræver muligvis korrektioner med få sekunders interval. Så bliver den manuelle sporingskontrol til en arbejdsopgave, der kræver en høj grad af koncentration i længden.
De fire afgørende knapper på monteringens styring for manuel sporingskontrol. Gennem dem kan stjernen i okularet bevæges i enhver retning for at kompensere for observerede afvigelser af ledestjernen.
På grund af det høje forstørrelsesniveau af trådkorsokularet og den lange brændvidde på leidoptikken bliver selv de mindste afvigelser fra den ideelle tilstand synlige, før de fører til en stribet stjernebilledning på billedet. Dvs., ikke enhver lille afvigelse af ledestjernen fra sin centrale position i midten af trådkorset ødelægger straks billedet. Ikke desto mindre er det naturligvis hensigtsmæssigt at reagere på observeret unøjagtighed med passende korrekturrettelser. Først efter eksponeringen afsluttes, kan sporingskontrollen også stoppes.
Hvis der skal tages flere billeder, kan der være en kort pause mellem eksponeringerne for at afslappe øjnene. Med lidt øvelse og erfaring vil det være muligt at opnå lange eksponeringstider gennem manuel sporingskontrol, mens kameraet er tilsluttet et teleskop med lang brændvidde. Den praktisk uundgåelige gangafvigelse af monteringer under motorisk tracking kompenseres af teknikken med manuel sporingskontrol, så stjernerne ideelt set bliver afbildet helt punktformet på billedet. Den maksimale fornuftige eksponeringstid med digitale spejlreflekskameraer er cirka 15-20 minutter, afhængigt af kameramodel. Manuel sporingskontrol over en sådan periode kan være en anstrengende opgave. Så sørg for en behagelig synsvinkel i trådkorsokularet og en behagelig synshøjde, hvis det er muligt. For mange himmellegemer er det ikke tilstrækkeligt med et enkelt billede med den nævnte maksimale eksponeringstid. Så er det nødvendigt at tage flere fotos, som senere kan lægges sammen (se nummer 16 i serien "Astro- og himmelfotografering": "At håndtere elektronisk billedstøj").
Tip: Specialbutikker tilbyder såkaldte Off-Axis-Guidere som erstatning for et leidoptik. Disse enheder monteres mellem teleskop og kamera og indeholder et lille spejl, der bøjer lyset fra en stjerne langt væk fra den optiske akse, uden for kameraets synsfelt, 90 grader. Teoretisk set er det muligt at bruge hovedteleskopet som leidoptik under eksponeringen. Desværre er billedkvaliteten af de fleste teleskoper så dårlig langt fra akse, at et rent billede af en ledestjerne ikke kan ses. Derudover er søgningen efter en ledestjerne med en Off-Axis-Guider en besværlig Odysse, som ofte ender med, at man ufrivilligt må ændre det valgte billedudsnit for overhovedet at finde en ledestjerne. Selv da er synspositionen ofte ubekvem, ja nogle gange kun mulig ved at vride sig. I en sådan kropsholdning bliver manuel sporingskontrol til en fysisk tortur.
Derfor fraråder jeg at købe og bruge en Off-Axis-Guider.
2. Automatisk guidningskontrol
Set nærmere er manuel guidningskontrol en ret kedelig opgave. Hurtigt modnes overbevisningen om, at det burde være muligt at automatisere denne aktivitet ved hjælp af tekniske instrumenter. Den gode nyhed er: Det virker, nemlig gennem specielle digitalkameraer, der kaldes "Autoguiders". Den dårlige nyhed: Plug-And-Play-løsninger findes ikke inden for autoguiding, dvs. at tilslutning og ledningsforbindelse langt fra er tilstrækkeligt til at få en Autoguider til at gøre det, man forventer af den.
Ved autoguiding erstattes retiklet i guidekikkerten af en guidningskamera (Autoguider).
Der vil være en indledende fase, hvor der endnu ikke dannes astrofotos, men hvor Autoguiden skal tændes sammen med det monteringssystem, der bruges. Uden erfaring kan der meget vel kræves flere timer eller endda nætter til dette formål! Teknisk fungerer autoguidingen på følgende måde: En speciel digitalkamera eller en video- eller webkamera bruges som Autoguider. Sensoren i disse kameraer er normalt meget lille, og antallet af pixels er lavt. En stjerne projiceres på sensoren, og dens position bestemmes af softwaren. Sensoren på Autoguiden aflæses i korte intervaller, og stjernepositionen måles igen.
Hvis guidestjernen afviger fra sin oprindelige position, er softwaren i stand til ved at styre montagemotorerne at udføre en modbevægelse og derved bringe stjernen tilbage til sin ønskede position. Det kræver, at Autoguiden eller styringscomputeren tilsluttes monteringsstyringen med et kabel. Monteringsstyringen skal selv have en autoguider-interface, dvs. en tilslutningsmulighed.
Eksempel på ledningsforbindelse (schematisk). DSLR'en er tilsluttet til en computer via en USB-kabel (mørkerød, 2). Autoguiden bruger en anden USB-port på computeren til billedoverførsel (blå, 3). For at styringssoftwaren på guiden kan udføre korrektionsbevægelser af monteringen, er et yderligere kabel nødvendigt (rød, 1), i dette tilfælde en serielforbindelse (COM1). Da moderne bærbare computere ofte ikke længere har en seriell port, er det eneste alternativ en USB-serial-adapter. Afhængigt af den anvendte montering og Autoguider kan ledningsforbindelsen afvige fra dette skema.
Det, der i teorien lyder ret trivielt, viser sig i praksis at være en ret krævende opgave. Det starter med, at autoguider-interface ikke er standardiseret, og det er først og fremmest vigtigt at sikre, at der er et passende kabel til rådighed. Også stikforbindelsen er ikke fastlagt, en kvasi-standard er kompatibilitet med Autoguideren "SBIG ST-4", fx markeret som "ST-4-kompatibel Autoguider-interface".
Autoguider-interface på en monteringsstyring (til højre) med tilhørende Autoguider-kabel (til venstre).
Denne styring (til venstre) har en helt anden stikforbindelse til Autoguideren og kræver derfor også et andet kabel (til højre):
"Stand-Alone-Autoguiders", dvs. enheder, der kan fungere uden tilsluttet computer, er næppe længere tilgængelige i handlen. Normalt kræver drift kun en computer (for feltarbejde, en bærbar computer). Opstarten omfatter derefter følgende trin:
a) Find guidestjernen i guidekikkerten og bring den til centrum af synsfeltet ved hjælp af et retikular.
b) Indsæt Autoguideren i stedet for retiklet.
Her bruges "Lunar-Planetary-Imager" fra Meade som Autoguider. Til forlængelse af guidekikkertens brændvidde er der brugt et Barlow-objektiv med femdobbel forstørrelsesfaktor.
c) Fokuser på guidestjernen gennem Autoguider-softwaren på den bærbare computer.
d) Vælg en lav motorgeschwindigkeit ved styringen af monteringen (f.eks. 1 gange stjernegeschwindighed).
e) Placer guidestjernen cirka midt i billedfeltet.
f) Start en "kalibreringsrutine" i guidningssoftwaren, som nu bevæger monteringens motorer i alle retninger, finder bevægelsesretningen for guidestjernen og "lærer" på den måde, hvordan den skal styre monteringen for at afbøje guidestjernen i den ønskede retning.
Skærmbillede af softwaren "MaxIm DSLR" (http://www.cyanogen.com) under kalibreringsrutinen. Før starten var stjernen på positionen markeret af den venstre, grønne pil. Under kalibreringen bevæger de to akser på monteringen sig motorisk i en retning (blå pile) og tilbage. Derefter er stjernen igen mere eller mindre på sin oprindelige placering (højre, grøn pil). At den ikke lander nøjagtigt på den oprindelige position skyldes transmissionsdødvægt (gearspil). Efter kalibreringen "ved" softwaren, hvilke bevægelser den skal udføre for at afbøje guidestjernen i den ønskede retning.
g) Start guidningsfunktionen: Hvis alle trin udføres korrekt, tager Autoguideren hurtigt billede efter billede efter hinanden, afhængigt af den valgte eksponeringstid. Den optimale eksponeringstid ligger mellem to og fem sekunder og afhænger primært af guidestjernens lysstyrke.
Den må ikke overeksponeres for at undgå, at Autoguiderens sensor ved guidestjernens position løber ind i fuld mætning. På den anden side skal den afbildes tydeligt nok til, at softwaren kan bestemme dens præcise position.
En for kort eksponeringstid indebærer risikoen for, at guidestjernen bliver afbøjet af luftforureningen, og guideren forsøger at følge denne "rystende bevægelse". En for lang eksponeringstid berøver guideren muligheden for hurtigt at reagere på en pludselig opstået unøjagtighed i monteringen.
Softwaren bestemmer efter hvert enkelt billede guidestjernens position med subpixelnøjagtighed og kan dermed reagere på mindste afvigelser fra den ønskede position. Derfor er en guidekikkert med kortere brændvidde tilstrækkelig ved autoguiding. Hvis guidekikkerten har halvdelen af hovedteleskopets brændvidde, er det tilstrækkeligt med en optimal funktion af Autoguideren.
Hvis softwaren registrerer en drift hos guidestjernen, styrer den ved hjælp af monteringens drivmotorer i modsat retning og kompenserer dermed for unøjagtigheden i guidningen. Efter starten af guidningsfunktionen bør systemet gives cirka et minut til at opnå en stabil tilstand.
Her observeres displayet, som enten viser afvigelserne af guidestjernen som en talrække eller grafisk. Hvis afvigelserne bevæger sig inden for forventet ramme, kan eksponeringerne startes.
Skærmvisning af softwaren MaxIm under guiding. Øverst til højre vises et aktuelt billede af guidestjernen inklusive krydshåret. Nederst viser en graf afvigelserne af guidestjernen fra dens ønskede position på begge akser.
Desværre er det inden for rammerne af en vejledning ikke muligt at udarbejde en endnu mere præcis trin-for-trin-vejledning, da arbejdsgangen til dels varierer betydeligt, afhængigt af den anvendte autoguiderkamera. Derfor henvises der til brugervejledningen for de enkelte kameramodeller.
Nogle generelle tips til vellykket autoguiding:
a) Mange autoguidere fungerer kun eller i det mindste bedre, hvis de monteres således, at bevægelsesretningen af monteringsakslerne stemmer overens med pixelsøjlerne og -rækkerne.
b) Punktet om kalibrering på listen ovenfor under f) skal gentages, hver gang teleskopet drejes mod en anden himmelregion.
c) I mange tilfælde skal det inden for softwaren fastlægges, hvor mange sekunder autoguideren skal bevæge akserne under kalibreringsprocessen, før guidestjernens position genkendes igen. Denne tidsperiode skal være sådan, at stjernen ikke forlader sensoren, men samtidig oplever en så stor positionændring, at softwaren tydeligt kan bestemme retningen og eventuelle spil i monteringens gearkasse ikke har stor indflydelse. Ideelt set ville guidestjernen flyttes fra sensorens midte mod sensorens kant under kalibreringen.
I MaxIm fastlægges med feltene "Kalibreringstid", hvor mange sekunder softwaren under kalibreringsprocessen skal køre motoren på monteringen:
d) Styringssoftwaren for mange autoguidere indeholder adskillige parametre til optimering af guiding. Et vigtigt punkt er "Aggressivitet". Den angiver, om der ved konstateret drift af guidestjernen allerede i næste trin forsøges at bringe guidestjernen tilbage til sin oprindelige position, eller om softwaren skal forsøge at nærme sig ønskeværdien i mindre skridt. Ved for høj aggressivitet kan systemet komme ud af balance, og guidestjernen kan konstant pendle omkring ønskeværdien på grund af overreacting. Hvis aggressiviteten er for lav, kan en konstant drift i en retning næsten ikke kompenseres. Derfor er det gennem praktisk erfaring nødvendigt at finde en mellemværdi, der afhænger af egenskaberne ved den anvendte montering og brændvidden på guideteleskopet.
Indstilling af "aggressiviteten" i guiding-modulet i MaxIm. Værdien "8" angiver, at en konstateret afvigelse af guidestjernen fra sin ønskede position allerede i næste trin rettes 80 procent. En 100% korrektion fører ofte til ubalance i systemet.
Hvilke kameraer egner sig som autoguidere?
Hvis man leder efter en stand-alone-autoguider, der fungerer uden tilsluttet computer, har man faktisk kun et valg til et nyt produkt: Baader LVI-SmartGuider, http://www.baader-planetarium.de/sektion/s21/s21.htm.
LVI SmartGuider" er en stand-alone-autoguider, der ikke kræver en pc/bærbar computer for drift.
Det skal ikke forties, at der er tale om et nyligt lanceret produkt, og derfor findes der endnu ikke solide praktiske erfaringer. På nuværende tidspunkt kan jeg hverken anbefale eller fraråde dette apparat.
Følgende autoguidere kræver en computer til drift:
Alccd ALccd 5 Autoguider http://www.astrolumina.de
Imaging Source: DMK 21AU04.AS og andre modeller, videomoduler http://www.astronomycameras.com.
DMK-videokamera fra ImagingSource. I pakkerne til astrofotografer er der en adapter til teleskopet (øverst til højre), men der medfølger ikke software til at bruge kameraet som autoguider.
SBIG ST-402ME: CCD-kamera http://www.sbig.de
Meade DSI 2 Deep Sky-kamera,
CCD-kamera, forskellige modeller http://www.meade.de
Deep Sky Imager PRO II" fra Meade er et CCD-kamera til astrofotografering, men dets sensor er sammenlignet med en DSLR lille. Hvis man vil bruge det som autoguider, er den nødvendige software inkluderet.
Før anskaffelse af en af disse kameramodeller er det vigtigt at afklare, hvilke kabler og især hvilken software der eventuelt er nødvendig til brug som autoguider. En fordel ved disse kameraer er, at de ikke kun kan fungere som autoguidere, men også som kameraer primært til planetfotografering (se afsnit nummer 14 i serien "Astro- og stjerfotografering": "Optagelse af planeter med webcam").
Klassikerne inden for stand-alone-autoguidere er modellerne SBIG ST-4 og SBIG ST-V, som desværre ikke længere er i produktion. Som brugtkøb er begge stærkt anbefalelsesværdige!
Eksempeloptagelser
Seks meter brændvidde var nødvendige for at fange kuglestjernehoben "Messier 13" i stjernebilledet Herkules fuldt ud på sensoren af en Canon EOS 450D. Der blev belyst i ti minutter ved ISO 400. Guidningen blev udført gennem et guideteleskop og et SBIG ST-4-Autoguider-kamera.
Dette billede af Oriontågen blev taget med en Canon EOS 400D, der var modifiseret til astrooptagelser. Den samlede eksponeringstid var halvanden time ved ISO 800. Brændvidden var 600 millimeter med en blænde på 1:6,0. Som erstatning for guideteleskopet blev der anvendt et 300 millimeter fotoobjektiv med tilslutning til en SBIG ST-4-Autoguider-kamera.
Også dette billede af Andromedagalaksen blev taget med en modifiseret EOS 400D. Optikken var et linseteleskop med kun 60 millimeters åbning og 350 millimeters brændv
