Skitse af kalibreringen: Resultatet opstår, efter at et mørkebillede er trukket fra råbilledet og divideret med et lyfeltbillede.
Del 15: Kalibrering: Optagelse af lyfelt- og mørkebilleder
Digitalt optagede astrofotos indeholder ubehandlede data, der ikke kun leveres af det fotograferede himmellegeme, men også en række artefakter, dvs. uønskede fænomener. Under "kalibrering" forstås den proces, der sigter mod at fjerne disse artefakter fra råbillederne.
Årsag til artefakterne
Først vil vi undersøge, hvilke komponenter der er ansvarlige for dannelse af artefakter og hvilken slags uønskede oplysninger de genererer:
1. Kameraet
Billedsensorene i digitale kameraer samt deres udlæsningselektronik resulterer i en mere eller mindre udtalt "billedstøj", der især er tydelig ved en "kornet" struktur i billeder med ensartede lyse eller mørke områder. Der skelnes mellem luminansstøj, hvor pixel i områder med samme lysstyrke vilkårligt antager forskellige lysstyrkeværdier, og farvestøj, hvor pixel, der viser et ensfarvet motiv, kan have en let forskellig farvegengivelse. Den elektroniske billedstøj har forskellige årsager. En af de primære årsager er såkaldt termisk støj, forårsaget af processer på sensoren, der afhænger af temperaturen og spontant fører til dannelse af "ladning" i pixelne, som senere fortolkes som lysstyrkeinformation. Denne støjudbrud opstår derfor også, når sensoren slet ikke udsættes for lys, altså når ingen lys rammer sensoren i "eksponeringstiden". Dette fænomen kaldes "mørkstrømsstøj".
Omfanget af støjen afhænger primært af følgende faktorer:
a) Temperatur (mere støj ved højere temperaturer)
b) Eksponeringstid (jo længere eksponeringstiden, desto mere støj)
c) ISO-værdi (mere støj ved stigende ISO-tal)
Desuden bør man ikke glemme sensorens art, kameraets indbyggede software til støjreduktion og udlæsningsstøjen, som skyldes elektronikken, der måler sensorens data efter eksponeringen. Da disse faktorer afhænger af kameraet og ikke kan påvirkes af fotografen, vil vi ikke komme nærmere ind på dem.
Udover støj bemærkes der enkelte pixel på digitale billedsensore, hvis lysstyrkeværdier afviger markant fra omgivelserne. Hvis en enkelt pixel f.eks. slet ikke reagerer på indgående lys, forbliver den konstant sort og kaldes en "død pixel" (dead pixel eller cold pixel). Andre pixel derimod reagerer langt følsomere på indgående lys end de andre, tager derfor hurtigt meget høje lysstyrkeværdier eller endda når mætning, hvilket får dem til at fremstå hvide.
Disse unormale pixel kaldes "varme pixel" (hot pixel). Både "døde" og "varme" pixel er praktisk taget uundgåelige under produktionen af sensorer, så en vis mængde af disse fejlbehæftede pixel må accepteres. Gennem sensorernes aldringsprocesser over flere år kan antallet af berørte pixel faktisk stige.
Udsnit af et mørkebillede, oprettet med en Canon EOS 450D ved ISO 100 (venstre) og ISO 1600 (højre). Eksponeringstiden var ti minutter. Det er tydeligt at se, hvordan den samlede støj stiger ved højere ISO-værdi. Begge billedudsnit er blevet lysnet på samme måde for at gøre støjen tydelig.
2. Optikken
Hverken teleskop eller objektiv giver en perfekt gengivelse. Jo længere væk man kommer fra den optiske akse, desto mere udtalte bliver aberrationerne, altså afbildningsfejl. Især billedhjørnerne påvirkes. En kalibrering kan ikke rette disse afbildningsfejl, så vi vil fokusere på fænomener, der kan bekæmpes gennem kalibrering.
For det første er der vignettering, altså mørkningen af billedhjørnerne. Vignettering er særligt udtalt, når der bruges fotolinser med fuld blændeåbning. På den ene side kan vignettering holdes i ave ved at lukke blænden. Men på den anden side fører at lukke blænden til en forlængelse af den nødvendige eksponeringstid, hvilket ofte ikke er ønskeligt ved astrooptagelser. Og da også teleoptik af fysiske årsager leverer en højere billedlysstyrke på den optiske akse end i billedhjørnerne, hører vignetteringen til de praktisk uundgåelige fænomener inden for astrofotografering. Jo større billedsensoren på det anvendte kamera er, jo større er risikoen for forekomst af vignettering.
Optagelse af stjernebilledet "Store Vogn" med et lysstærkt 50-millimeter-objektiv og fuld blændeåbning. Det er tydeligt at se vignetteringen i form af mørknede billedhjørner.
I ekstreme tilfælde når intet lys længere de yderste hjørner af sensoren, f.eks. hvis en komponent med for lille indvendig diameter anvendes i den optiske bane, eller hvis optikken simpelthen lyser et for lille billedeområde op. Så forbliver billedhjørnerne sorte og kan ikke reddes gennem kalibrering.
For det andet kan støvpartikler afspejles på sensoren eller linsen eller spejlet på optikken. En omhyggelig rengøring af kameraet og linsen kan minimere forekomsten af mørke pletter på fotoet, men aldrig fuldstændigt forhindre dem. Jo mindre afstanden er mellem en støvpartikel og sensoren, desto skarpere vil den være synlig på fotoet. Partikler, der har bosat sig direkte på beskyttelsesglasset foran sensoren, vil næsten være skarpt afbildet.
Snavs i strålegangen bliver synligt som mørke pletter. De tre øverste pletter er partikler, der ligger på sensoren. Den nederste støvfnug er ret uskarpt afbildet og er placeret på en linse på det anvendte objektiv:
På det venstre billede af Mælkevejen opdagede jeg en støvtråd, der var ret skarpt afbildet og havde lagt sig på beskyttelsesglasset for sensoren. Efter at have udført sensorrensning i kameramenuen var forstyrrelsen forsvundet (højre):
Sensorrensingsfunktionen indbygget i mange kameraer forsøger at "ryste" skidtpartikler, der ligger på beskyttelsesglasset foran sensoren, væk ved hjælp af højfrekvente vibrationer. Dette lykkes ikke altid perfekt, men nytten af denne funktion er uomtvistelig (se nedenstående billedeksempel).
Billeder til kalibrering
De beskrevne artefakter kan fjernes eller i det mindste mindskes ved at foretage en billedekalibrering. Til dette skal der oprettes to former for kalibreringsbilleder:
1. Mørkebilleder (Darkframes)
Mørkebilleder "eksponeres" præcis lige så længe som de faktiske himmelbilleder. Der sørges dog for, at ingen lys når sensoren, f.eks. ved at sætte objektivdækslet på!
Resultatet er ikke et fuldstændigt sort billede, for mørkebilledet indeholder al det mørkestrømsstøj. Man antager her, at dette mørkestrømsstøj er identisk med det i himmelbilledet. En sådan antagelse er en smule risikabel, da støjen altid indeholder en statistisk, uforudsigelig komponent. Heldigvis er dette beløbsmæssigt relativt lavt, så det antages at være en rimelig antagelse i første omgang.
Udsnit af et mørkebillede, oprettet med en Canon EOS 1000D ved ISO 1600 med ti minutters "eksponeringstid. Til venstre det originale billede, til højre resultatet efter at have justeret toneværdierne med Photoshop (kommando Billede>Justeringer>Gradationskurver…)
Idéen er nu at bruge mørkebilledet til kun at fange støjudsnittet, så det senere kan subtraheres fra det himmelbillede, der blev taget. På den måde bør støjen forsvinde eller i det mindste formindskes. Samtidig bliver alle varme pixel repareret, der stadig indeholder brugbare data, altså ikke er helt mættet. Døde pixel og fuldstændigt mættede pixel kan dog ikke "repareres" med et mørkebillede.
For at producere "passende" mørkebilleder skal alle rammebetingelser, som mørkestøjen afhænger af, være identiske med dem for himmelbillederne. Det betyder, at ikke kun eksponeringstiden, men også ISO-værdien ikke må ændres i forhold til himmelbillederne. Et problem kan opstå med sensortemperaturen, som ikke kan reguleres på de fleste kameraer (f.eks. på alle digitale spejlreflekskameraer). Dette betyder, at mørkebillederne skal skabes så tæt på himmelbillederne som muligt, enten lige før eller umiddelbart efter. Da sensoren opvarmes under længere eksponeringstider, forbedrer flere mørkebilleder, der er taget på forskellige tidspunkter og derefter gennemsnittet, resultatet. For eksempel kan du oprette et mørkebillede før og et andet efter en serie med flere langtidseksponeringer.
Praksiseksempel:
Du ønsker at fotografere Ringtågen i stjernebilledet Lyren med et digitalt spejlreflekskamera. Til dette planlægger du otte fotos med ti minutters eksponeringstid. Start med at deaktivere alle støjreduceringsmuligheder, der tilbydes i kameramenuen! Dette gælder især punktet "Støjreduktion ved langtidseksponeringer", da kameraet ellers automatisk ville oprette et mørkebillede med samme "eksponeringstid" efter hvert billede, hvilket koster værdifuld observations tid. Derefter skulle halvdelen af observasjonstiden bruges på automatisk opstillede mørkebilleder.
Efter at have slået denne funktion fra, tag et mørkebillede med alle indstillinger, som du også vil bruge til himmelbilledet. Derefter følger en serie på otte ti-minutters eksponeringer, efterfulgt af et yderligere mørkebillede. Ved optagelse af mørkebilleder skal du sætte objektivdækslet på objektivet eller teleskopet. De to foreliggende mørkebilleder vil senere blive gennemsnittet og trukket fra alle himmelbilleder. Både himmel- og mørkebillederne skal optages i RAW-format for at kalibreringen kan fungere.
2. Lysefeltbilleder (Flatframes)
Lysfeltsbilleder opstår, når du fotograferer en jævnt lys flade. Selvfølgelig skal den samme optik anvendes, som også bruges til himmelbillederne.
For at få et lysfeltsbillede kan du fastgøre et stykke papir foran optikken. For optagelsen bør dette papir belyses så jævnt som muligt, f.eks. med en lommelygte.
Dette resulterer i et billede, der viser både vignettering og de skidtpartikler, der vises i strålegangen. Når himmelbillederne senere divideres med lysfeltsbillederne, kan disse artefakter også fjernes.
Typisk lysfeltsbillede. Det inkluderer vignettering (mørke billedhjørner) og de skidtpartikler, der vises i strålegangen (pletter).
I det ideelle tilfælde opstår lyse feltbilleder ved en så lav ISO-værdi og kort eksponeringstid som muligt for ikke at tilføje yderligere mørk strømstøj.
Et praksiseksempel:
Du har allerede optaget de diskuterede billeder af Ringtågen og de tilhørende mørke billeder i kapitlet "Mørkebilleder". Nu vil du også lave lyse feltbilleder. Det er meget vigtigt, at kameraets og optikkens placering forbliver helt uforandret! Tag derfor ikke objektivet af kameraet eller kameraet fra teleskopet, og ændre under ingen omstændigheder fokus! For at snavsede partikler skal blive afbildet på den samme placering på sensoren som på himmelbillederne, kan det endda være tilrådeligt ikke engang at røre kameraet. Hvis det er muligt, bør du helt klart foretrække at styre kameraet gennem en tilsluttet bærbar computer.
Det er især kritisk, hvis forbindelsen mellem kameraet og teleskopet eller dets okularudtræk ikke er særlig stabil. Nu er spørgsmålet, hvor du om natten kan finde en jævnt oplyst flade. En mulighed kunne være at placere et delvist gennemsigtigt materiale (f.eks. et stykke papir) foran frontlinsen på objektivet eller teleskopet, som derefter oplyses forfra af en lampe. Selv en blitzlampe kan fungere som lyskilde. For at opnå de ønskede korte eksponeringstider kræves en lys lyskilde. Det er dog stadig vigtigt at eksponere det lyse feltbillede korrekt. Det skal eksponeres rigeligt, uden dog at blive overeksponeret.
Til dette skal du kontrollere histogrammet af lyse feltbilledet, hvor "data-bjerget" skal være placeret til højre for midten, uden dog at nå kanten til højre. Ved konstant lys kan du blot indstille kameraet til tidsautomatik ("Av" eller "A") og manuel eksponeringskompensation til " +1,5". Så kan lyse feltbilleder endda opstå med kameraets eksponeringsautomatik. Det er vigtigt, at du indstiller samme blænde på objektiverne, som blev brugt til himmeloptagelserne.
Sammenfattende skal det nævnes, at oprettelsen af både mørke- og lyse feltbilleder bør udføres med størst mulig omhu. På den ene side fordi de ikke længere kan reproduceres efter nedlæggelse, på den anden side fordi brugen af "fejlagtige" kalibreringsbilleder ikke forbedrer, men endda kan forringe resultatet.
Udfør kalibrering
Til syvende og sidst er kalibreringen en matematisk operation, hvor mørkebilledet trækkes fra det rå billede for hvert pixel, og derefter divideres med det lyse feltbillede. Formlen lyder derfor:
Formel for billedkalibrering.
Men vær ikke bekymret, du behøver ikke udføre denne beregning for de mange millioner pixels i dit digitalkamera; det klarer en passende software for dig.
Kalibrering af astrofotos ved hjælp af mørke- og lyse feltbilleder kan ikke udføres med konventionelle billedbehandlingsprogrammer som f.eks. Adobe Photoshop. Dette gælder også og især for fotos taget med farvekameraer, f.eks. et digitalt spejlreflekskamera. Dette skyldes farvsyntesen fra det rå billede: De enkelte pixels på billedsensoren er udstyret med forskellige farvefiltere ("Bayer-matrix"), hvorved der sker en automatisk interpolation af RGB-farveværdierne for hvert pixel ved åbning af billedfilen. Kalibreringen skal dog udføres, før farvsyntesen udføres!
En ret let at bruge software til at udføre kalibreringen korrekt er "DeepSkyStacker", som kan downloades gratis (freeware) fra hjemmesiden http://deepskystacker.free.fr/german/index.html. Jeg vil gerne forklare processen med kalibrering ved hjælp af dette program.
Jeg gemmer først mine himmeloptagelser ("Lightframes") sammen med mørkebillederne ("Darkframes") og lyse feltbilleder ("Flatframes") i en mappe. I dette tilfælde er der syv Lightframes og et Dark- og Flatframe. Motivet er "Messier 57", Ringtågen i stjernebilledet Lyren, som jeg belyste syv gange i to minutter med en Canon EOS 450D ved ISO 800. Forvirringer kan bedst undgås, hvis filnavnene allerede angiver, om det er en Light-, Dark- eller Flatframe.
Ved hjælp af "talende filnavne" kan der allerede skelnes mellem de egentlige himmeloptagelser, mørkebilledet (Darkframe) og lyse feltbilledet (Flatframe), så der ikke sker forvekslinger.
Derefter starter jeg programmet DeepSkyStacker.
Software DeepSkyStacker: Skærm efter programstart.
Med de øverste tre kommandoer i den venstre værktøjslinje kan jeg åbne mine optagelser, og det er vigtigt at være opmærksom på ikke at forveksle Light-, Dark- og Flatframes med hinanden.
Software DeepSkyStacker: Åbn himmeloptagelserne ("Lightframes") ved at vælge kommandoen Lightframes åbne…
Alternativt kan jeg også trække mine filer ind i DeepSkyStacker ved hjælp af Træk og slip fra Windows Stifinderen, men jeg skal gøre dette i tre trin, fordi det altid skal angives, hvilken type fil(er) det drejer sig om.
Software DeepSkyStacker: Når filer importeres i DeepSkyStacker ved "Træk og slip", beder programmet om typen af filer.
Når alle filer er tilføjet (inklusive Dark- og Flatframe), kan jeg i filoversigten se en liste over de importerede filer. I kolonnen Type kontrollerer jeg for sikkerheds skyld endnu engang, om tilknytningen "Light", "Dark" og "Flat" er korrekt.
Software DeepSkyStacker: Alle nødvendige filer er importeret. I en liste kan det kontrolleres, om den rigtige filtype er angivet (kolonne "Type", rød ellipse).
Ved at klikke på en vilkårlig fil i listen indlæser DeepSkyStacker filen i hukommelsen og viser den i billedvinduet. Jeg klikker på et lysramme en gang og skal vente nogle sekunder, indtil billedet vises. Ved at flytte det midterste trekant øverst til højre mod venstre opnår jeg en lysere visning, så de mørke hjørner af billedet er tydeligt synlige - en konsekvens af vignettering.
Software DeepSkyStacker: Visning af et enkelt billede fra listen (nederste røde pil). Ved at flytte gråpunktet (øverste røde pil) til venstre opnås en lysere gengivelse.
Nu klikker jeg på flatrammen, som vises for mig efter endnu en kort ventetid. De mørke hjørner af billedet er også tydelige i flatrammen.
Software DeepSkyStacker: Visning af flatfeltsbilledet (nedre pil). Det inkluderer de mørke hjørner forårsaget af vignettering, som de øverste fire pile peger på.
Før starten af kalibreringsrutinen sørger jeg for, at alle filer er valgt ved at sætte et flueben i boksen til venstre for filnavnet. Hvis dette ikke er tilfældet, klikker jeg i den venstre menu på kommandoen Vælg alle.
Software DeepSkyStacker: Vælg alle importerede filer:
Derefter går det i gang ved at vælge den rødt markerede kommando Stak valgte billeder.
Software DeepSkyStacker: Start af kalibreringsrutinen ved kommandoen "Stak valgte billeder...", hvor "Stakken" refererer til lagringen af enkeltbillederne.
Der vises en dialogboks med en oversigt over de kommende, automatisk udførte redigeringsprocesser.
Software DeepSkyStacker: Dialogboks til start af kalibrerings- og stakningsprocedure.
Eftersom DeepSkyStacker også automatisk justerer billederne, og dermed bringer ikke-overlappende fotos i overensstemmelse før sammenlægningen ved at flytte og dreje dem, bør nogle programparametre stadig indstilles og kontrolleres. Jeg klikker på knappen Stakningsparameter…; hvorefter endnu en omfattende dialogboks vises med hele otte faner. Uden at gå i detaljer med alle muligheder vil jeg nu vise dig alle otte faner med mine indstillinger, som stort set svarer til standardindstillingerne:
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad "Resultat". Her skal "Standardtilstand" vælges.
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad Lys. Godt resultat opnås med stakningsmetoden Kappa-Sigma-Clipping, hvor ekstreme værdier ikke indgår i middelværdiberegningen:
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad Mørk. Da kun et enkelt mørkbillede findes, er det ligegyldigt, hvilken stakningsmetode der vælges her.
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad Flat. Her spiller stakningsmetoden heller ingen rolle, da der kun findes et enkelt flatfeltsbillede.
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad Justering. Metoden Automatisk sikrer en nøjagtig justering af enkeltbillederne, hvor stjerner vælges som referencepunkter. Registreringen af referencepunkterne sker også fuldautomatisk.
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad Interpolering. For at gemme midlertidige resultater kræver programmet tilstrækkelig plads. Derfor kan valget af en Midlertidig mappe til filer være fornuftig, hvor der er tilstrækkelig ledig plads til rådighed.
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad Kosmetik. Trods kalibreringen kan der være enkelte fejlagtige pixels tilbage. Softwaren kan identificere og fjerne dem automatisk.
Stackingsparametre i softwaren DeepSkyStacker, faneblad Output. Her kan der angives, hvad der skal ske med beregningens resultat.
Jeg afslutter den omfattende dialog med OK og starter kalibreringsproceduren med endnu et klik på OK i dialogboksen Staknings trin, som vist ovenfor. Derefter følger en meget computertung periode, der varede længere end en halv time på min computer. Imens gav DeepSkyStacker mig statusmeddelelser om processtatus:
Software DeepSkyStacker: Kalibreringen og stakningen kan tage lidt tid. Der vises en statusmeddelelse i mellemtiden.
Efter at programmet har udført sit arbejde, vises resultatet i billedvinduet:
Software DeepSkyStacker: Visning af resultatbillede efter kalibrering og stabling.
Hvis du ikke har angivet noget andet, er resultatet også gemt under filnavnet "Autosave.tif" i samme mappe som de behandlede filer. Dette billede i TIF-format har en farvedybde på 32 bit pr. pixel og farvekanal. For at fortsætte bearbejdningen af et sådant billede i Adobe Photoshop kræves mindst version CS2. Hvis du bruger en ældre version, skal du i DeepSkyStacker klikke på kommandoen Gem billede som... og vælge filformatet TIFF-billede (16 bit/K).
Software DeepSkyStacker: Dialogboksen "Gem som..." giver dig mulighed for at vælge filformatet, her TIF-format med 16 bit pr. pixel og farvekanal (rød pil).
Jeg bruger herefter Adobe Photoshop CS3 til at finpudse den "Autosafe.tif", som DeepSkyStacker har genereret. Den kan åbnes problemfrit i Photoshop, og ved at kigge på filvinduets overskrift kan man se, at det er en 32-bit fil:
Åbnet 32-bit fil i Adobe Photoshop CS3. 32 bit pr. pixel og farvekanal nævnes i billedvinduets overskrift (rød pil).
Allerede det første kig på dette billede viser tydeligt succesen ved kalibreringen: De mørke hjørner i billedet er forsvundet!
Bearbejdning af 32-bit fotos i Photoshop er dog meget begrænset. Derfor konverterer jeg dem først til et format med 16 bit. Jeg vælger kommandoen Billede/Tilstand/16-bit-kanal... og får følgende dialogboks vist:
Omdannelse af et billede fra 32 til 16 bit med Adobe Photoshop CS3.
Jeg bekræfter - af hensyn til enkelheden uden at ændre nogen indstillinger - med OK og kan nu bruge næsten hele kommandosættet i Photoshop CS3 med et 16-bit billede.
Det, der nu følger, afhænger meget af det oprindelige materiale og kan ikke generaliseres. For billedet af Ringtågen beskærer jeg først histogrammet til venstre for at få himlen til at se mørkere ud (kommando Billede>Justeringer>Tonetillæg...):
Flytning af sortpunktet (markeret med rød pil) fra nulstillingen mod højre.
Derefter bruger jeg kommandoen Billede>Justeringer>Gradationskurver... til at "bøje" kurven og yderligere formørke himlen samt oplyse de lyse motivområder (S-formen af gradationskurven) for at øge kontrasten i billedet:
En S-formet bøjning af gradationskurven i Photoshop giver en kontrastforøgelse. Den venstre røde pil viser det sted, hvor kurven bøjes nedad, og den højre pil viser det sted, hvor den løftes.
Efter en lille øgning i farvesaturationen (kommando Billede>Justeringer>Farvetone/Mætning... var jeg tilfreds med det foreløbige resultat:
Færdigt billede af Ringtågen. Alle artefakter er forsvundet takket være kalibreringen. En galakse i baggrunden, nemlig IC 1296, er markeret med en pil.
Hvorfor al denne anstrengelse?
DeepSkyStackers brug har ført til følgende fordele med hensyn til kalibreringen:
Reducerer støjniveauet i enkeltbillederne ved subtraktion af et mørkbillede
Hvis vi zoomer ind på et lille udsnit af et enkeltbillede, er både støjreduktion og fjernelse af varme og døde pixels tydeligt synlige. Jeg har også brugt DeepSkyStacker til at kalibrere mørkebilledet for denne sammenligning:
Kalibrering af en enkelt optagelse (venstre) med et mørkbillede. Resultatet ses til højre: Støjniveauet er reduceret, og de fejlbehæftede pixels er forsvundet. Der vises kun et lille udsnit af hele billedet.
Fjernelse af vignettering og synlige støvpartikler i strålegangen
Først ser vi på hele billedet for at vurdere de mørke hjørner forårsaget af vignettering. Det er tydeligt, at DeepSkyStacker har formået at fjerne denne fejl fuldstændigt ved at bruge et light frame-billede:
Mens vignetteringen i form af mørke hjørner kan ses på det oprindelige billede (venstre), er dette problem elimineret ved brug af et light frame-billede (højre).
Lad os nu zoome ind på et lille udsnit af billedet, hvor der er en plet af snavs, som sandsynligvis sad på sensoren. Også denne plet forsvandt fuldstændigt ved brugen af light frame-optagelsen:
Ved nærmere undersøgelse kan der ses små mørke pletter på de enkelte optagelser, som skyldes støv på sensoren (hele vejen til venstre, udsnit af et råbillede). Det samme udsnit af light frame-billedet (midt for) viser også denne støvpartikel. Den fjernes ved kalibrering (højre).
Noget andet, som det forrige billede afslører: Ved sammenligning af det enkelte råbillede (venstre) med resultatet af de gennemsnitlige syv optagelser (højre) er det tydeligt, at ved at kombinere flere enkeltbilleder er det lykkedes at reducere støjniveauet yderligere. Denne metode til bekæmpelse af billedstøj vil være emnet for den efterfølgende og samtidig sidste del af tutorials serien "Astro- og Himselfotografering".
